’Love, Death & Robots’ sæson 2: Netflix’ animationsserie for voksne er stadig overraskende og innovativ
Den animerede voksenserie, der angiveligt handler om kærlighed, død og robotter, er efter to års ventetid endelig tilbage – i en på alle mulige måder mindre udgave.
Der er kun otte afsnit i stedet for 18, gennemsnitsløbetiden per episode er kortere, og der er markant mindre grafisk overdådighed på bordet. Men i stedet for de enorme mængder blod, splat og blottet hud får vi i denne omgang en række fortællinger, der tilstræber en vis poesi og fortælledybde på højde med sæson 1’s funklende stjerne, afsnittet ’Zima Blue’.
Om det så rent faktisk lykkedes, er en anden sag.
Den helt store attraktion ved ’Love, Death & Robots’-formatet er det kreative frirum, de næsten uendelige muligheder for at bringe en vision til live i lige præcis den stil, der passer bedst til historien. Om det så er en manga-inspireret isplanet, et modellervokslignende Krampus-monster eller en næsten uhyggeligt realistisk kæmpe, der er skyllet op på en strand.
Alt, der kan forestilles, kan realiseres. Og der er ikke mangel på habile forestillere i ’Love, Death & Robots’-regi.
Ligesom i sæson 1 bliver der hentet historier fra kendte sci-fi-forfattere som John Scalzi og J.G. Ballard. Desværre formår få episoder i sæson 2 at opnå samme iøjefaldende gennemslagskraft som de mest vellykkede fra foregående sæson.
Særligt afsnittene ’Life Hutch’(der ellers har Michael B. Jordan på rollelisten) og’The Tall Grass’virker ikke, som om de har nok på hjerte, ud over i førstnævntes tilfælde at flekse lidt med de hyperrealistiske animationsteknikker og i sidstnævntes tilfælde at lege lidt med noget olie-på-lærred-lignende grafik.
’Ice’, der bruger sci-fi-troperne til at fortælle en historie om fremmedgørelse og mindreværdskomplekser, bliver heller aldrig mere end gammel vin på ny flaske. Og ’Snow’ føles meget mere som en prolog til en meget større fortælling end en helstøbt kortfilm.
Med det sagt er der stadig nogle utroligt interessante visuelle aspekter gennem serien. Og ligesom med animationsverdenens storebror, Pixar, der bruger deres kortfilm som oplagte muligheder for at brede sig ud kreativt og afprøve nye teknikker, fungerer ’Love, Death and Robots’ som et forsøgskammer for de forskellige animationsstudier. Man skal, kort sagt, gøre plads til nitterne.
Heldigvis er der også vellykkede afsnit iblandt. Den måske ikke så dybe men hysterisk morsomme ’Automated Customer Service minder om et kryds mellem ’Wall-E’ og ’Hitchhiker’s Guide to the Galaxy’, hvori en futuristisk Roomba pludselig tilegner sig morderiske tendenser.
’All Through the House’ er en charmerende julehistorie med fænomenal komisk timing, der med sine små seks minutters spilletid kunne passe perfekt ind i en after-dark version af Disneys Juleshow.
I den anden ende af spektret får vi ’The Drowned Giant’, der er en (måske ikke så) overraskende nihilistisk udforskning af menneskets evne til konstant at bagatellisere det fantastiske, og ’Pop Squad’, der konfronterer et af livets helt store spørgsmål: udødelighed.
Der er med andre ord lidt for enhver smag.
Kort sagt:
Selvom sæson 2 underpræsterer en anelse i forhold til første omgang, er ’Love, Death & Robots’ stadig sjov, overraskende, dybsindig og frem for alt innovativ.