‘Marco Effekten’: Velvalgt Ulrich Thomsen støder hovedet mod muren i grå Afdeling Q-film
Efter tre års pause er Carl Mørck atter tilbage i biografmørket for at kaste nyt lys over de skrinlagte sager i Afdeling Q. Denne gang i skikkelse af Ulrich Thomsen, der overtager rollen som den mavesure kriminalkommissær fra Nikolaj Lie Kaas, efter forfatter Jussi Adler-Olsen lod filmrettighederne til sine populære romaner overgå fra Zentropa til Nordisk Film.
Det er ingen hemmelighed, at Adler-Olsen aldrig brød sig om Kaas’ udgave af knudemanden Mørck, og selvom seriens fire første film til sammen kan bryste sig af næsten tre millioner solgte biografbilletter, måtte Kaas vige pladsen for nye kræfter. Nu relanceres Afdeling Q-universet så med et nyt cast i ’Marco Effekten’, der til gengæld ikke gør sig nogen særlige anstrengelser for at gentænke figurerne i den flittige politienhed.
Man kan dog ikke fortænke nogen i valget af Thomsen som den kompromisløse og evigt irritable efterforsker, der vender tilbage til jobbet efter endnu en omgang tvungen orlov. Med raspende stemme og det lettere bælgøjede blik tilføjer Thomsen en martret fysik til karakteren, som trodsigt kvæler hovedpinen med Treo i sort kaffe og parerer enhver form for omsorg med uforståelig mumlen.
Tilbage på kontoret får Mørck en gammel sag mellem hænderne: En østeuropæisk dreng er blevet anholdt ved den dansk-tyske grænse med et fremmed pas i jakken. Dét tilhører den pædofili-anklagede embedsmand William Stark, som forsvandt under mystiske omstændigheder fire år forinden. Fundet fører Mørck og hans trofaste partner Assad (Zaki Youssef) på sporet af svindel i nødhjælpssektoren, hvor lyssky bagmænd stikker støttemidlerne i egen lomme.
Først er Mørck dog nødt til at forlige sig med både sit temperament, sin rygetrang og sin hårdnakkede politidirektør, der insisterer på, at han skal opsøge psykologhjælp. Det er en fornøjelse at se Thomsen skære grimasser som den socialt akavede Mørck, der er nødt til at øve sine replikker i bilen for bare at kunne spise kollegaerne af med høflig passiar.
Desværre kommer Thomsen til at overskygge resten af holdet, som nærmest er reduceret til rene statistroller. Det kan undre, at man ikke gør sig mere umage for at udfolde karakterer som Assad og Rose (Sofie Torp), når de efter planen skal udgøre kernen i hele fem kommende film om Afdeling Q. Man savner især den skarpe dynamik mellem Mørck og Assad, som gav detektivarbejdet en menneskelig ballast i seriens tidligere film.
Uden det veloplagte samspil bliver det således ensformigt at se de to politimænd jage efter korrupte filantroper i udenrigstjenesten. Filmens smalle persongalleri efterlader ikke megen tvivl om de skyldiges identitet, og selv uden kendskab til bøgerne har man gennemskuet sammensværgelsen længe før Mørck & co.
Filmholdet har ellers på original vis valgt at caste Anders Matthesen som den skumle Teis Snap, hvis storstilede investeringsfond trækker blodige spor til Stark-sagen. Matthesens kejtede fremtoning passer forbløffende godt til den arrogante finansmand, men udover et par designerbriller og et storsvedende ydre får komikeren ikke meget at arbejde med.
Det er en skam, for bag det generiske krimiplot gemmer der sig et interessant dilemma om ret og moral. Det havde klædt handlingen at nuancere, hvordan højtstående embedsmænd forsvarer at fifle med ulandsbistanden: Tror de selv, de handler i en højere sags tjeneste? Disse overvejelser bliver aldrig materialiseret i en film, der kun er opsat på at lægge forbryderne i håndjern.
Generelt lader det til, at instruktør Martin Zandvliet (’Under sandet’) har villet skabe en mere hærdet og upoleret version af Afdeling Q end sine forgængere. Med håndholdt kameraføring og grynede, jordfarvede billeder skildrer han forlægget i sin hidtil mest dystre udgave – en stil, der lægger sig fint i forlængelse af Mørcks desillusionerede verdenssyn.
Alligevel kunne man ønske sig mere af filmens actionsekvenser, der med få undtagelser forfalder til trivielle politijagter gennem stereotype kulisser: en metrostation, en byggeplads, en nåleskov.
Nok ligger det til nordic noir-genren at moderere sine slagsmål og skududvekslinger, men netop derfor kræver det større opfindsomhed, hvis film som ’Marco Effekten’ skal puste nyt liv i krimiformularen.
Kort sagt:
Selv ikke Ulrich Thomsens hærdede kriminalkommissær kan løse problemerne i ’Marco Effekten’, der uden friske idéer og helstøbte karakterer står tilbage som en grå og gennemsnitlig thriller.