Martin Zandvliet har sat røven i klaskehøjde. Det ved han godt.
Da storhittet ‘Journal 64’ havde premiere i efteråret 2018, var det den sidste af Zentropas succesfulde Jussi Adler-Olsen-filmatiseringer med Nikolaj Lie Kaas, Fares Fares og Johanne Louise Schmidt i hovedrollerne som Carl Mørck, Assad og Rose, der opklarer glemte sager i kælderdybets Afdeling Q.
Siden overtog Nordisk Film rettighederne til de næste bøger, og Kaas, Fares og Schmidt blev erstattet med Ulrich Thomsen, Zaki Youssef og Sofie Torp – efter sigende fordi Jussi Adler-Olsen var utilfreds med Zentropas take på sit krimiunivers. Som instruktør blev Martin Zandvliet udpeget til at overtage stafetten og påtage sig den utaknemmelige opgave at efterfølge en succes.
»Jeg har fået overbragt en francise, som fungerer på baggrund af bøger, der sælger millioner, og et publikum, der elsker Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares, som har gjort det pissegodt«, siger han.
»Det har både være forbundet med frygt og angst, og der er mange spørgsmål, som man stiller sig selv som instruktør. Det var derfor også en kæmpe opgave at tage på sig: Kunne man overhovedet løfte det videre, og skulle det løftes videre?«.
Nordisk Film ligger badet i sol, da vi mødes en formiddag i maj. Udenfor i gården ved de røde barakker summer det af liv og hygge som i en lille idyllisk landsby. Settingen kan næsten ikke blive mere kontrastfyldt til det dunkle Afdeling Q-univers. Ved et bord-bænkesæt sidder Martin Zandvliet og misser med øjnene. Han ser op, smiler imødekommende og nikker roligt: »Er det nu?«.
Den høje instruktør og manuskriptforfatter fører os op ad en lille trappe til en af barakkerne og viser inden for i sit gamle kontor, som i dag huser May el-Toukhy.
Denne onsdag er der en uges tid til den længeventede premiere på ‘Marco Effekten’, som er den femte filmatisering om Carl Mørck og Afdeling Q, baseret på Jussi Adler-Olsens femte bog i krimiserien.
Dermed er der også en uges tid til, at Martin Zandvliet og manuskriptforfatter Anders August kastes for løverne, når det danske anmelderkorps og forventningsfulde Afdeling Q-fans sandsynligvis giver sig i kast med at dissekere og sammenligne deres udgave af det populære univers med publikumssucceserne ‘Kvinden i buret’, ‘Fasandræberne’, ‘Flaskepost fra P’ og ‘Journal 64’.
Forandring kræver som bekendt tilvænning, og Martin Zandvliet lægger ikke skjul på, at han har valgt en ganske anden retning end de af hans kollegaer, der tidligere har vovet at vække Jussi Adler-Olsens elskede romaner til live på lærredet.
Far-issues
I ‘Marco Effekten’ bliver Mørck, Assad og Rose rullet ind i en sag om omfattende korruption og magtmisbrug, da den udenlandske dreng Marco bliver taget i forsøget på at smugle sig over grænsen. Det, der i starten synes at være en tilfældighed, eksploderer i en skæbnesvanger menneskejagt rundt i den københavnske undergrund, blandt mafiakarteller og ministerielle embedsmænd.
»Det, der fængede mig ved opgaven, var faktisk far-historien og Marcos historie. Og så selvfølgelig Carl som karakter og individ, og om jeg kunne give ham en rejse og åbne ham op og vise, at der her er en mand, som er gift med sit arbejde. Og finde ud af, om han kan finde ro og balance i sig selv og indse, at arbejdet ikke løser hans personlige problemer«, begynder Zandvliet i sin gamle kontorstol bag skrivebordet.
»Alle mine film har jo på en eller anden måde handlet om mine egne far-issues og min egen far, der har forladt mig, og på den måde syntes jeg, jeg kunne bidrage med et eller andet og gøre den personlig for mig. Jeg ved jo også, hvordan bøgerne udvikler sig, og hvordan Carl Mørck kommer på en større personlig rejse hen mod noget, der ligner et mere almindeligt liv, og det er også noget af det, jeg selv bruger krudt på i mit eget liv – at finde den der sunde balance mellem at skabe film og kunst og hele tiden sige til sig selv: Du er ikke det vigtigste menneske her«.
Som instruktør har du tidligere primært beskæftiget dig med karakterbårne fortællinger, så var der noget i forlængelse af det, som gjorde, at du følte, du kunne bidrage med noget til universet?
»Uden tvivl. Min tilgang til det var, at jeg ikke bare kan køre videre på det der broderskab, som Nikolaj og Fares havde kørt, for det giver ikke sig selv, når man starter på et reboot. Folk kender ikke Ulrich (Thomsen) og Zaki (Youssef), så man kan ikke bare sige: Her er de bedste venner. Vi måtte ligesom starte forfra og sige: Her er en ny Carl, og her er hans kollegaer, og så kan deres forhold udvikle sig«.
»Her var der mulighed for at etablere en ny hovedkarakter, som er ældre og måske mere dysfunktionel, som ikke kan lytte, og som måske kun tager sagen for at grave sig ned i den og komme væk fra sig selv. Og så er der plads til, at Assad, Mona og Hardy kan udvikle sig i de næste film«.
Man studser alligevel over, at både Assad-karakteren og hele Afdeling Q spiller en væsentlig mindre rolle i din version end i de tidligere…
»Assad har jo en frygtelig forhistorie, så derfor valgte jeg at fjerne noget af humoren. For jeg ser en meget mørk person, der nærmest er glad for overhovedet at være i live og for ikke at have skudt sig en kugle for panden. Han er et såret dyr, så indtil han får ryddet op i sine egne ting, er han der for at hjælpe Carl, men han er ikke klar til at tage over endnu, og jeg synes ikke, han er der for at være sjov«.
»Det kan godt være, publikum kommer til at savne den sjove Assad, men med den viden jeg har om hans fortid, synes jeg, det virker urealistisk, at man sidder og pjatter«.
Men man kan måske kritisere denne her film for at være for meget en portrætfilm om Carl Mørck fremfor en filmatisering af hele Afdeling Q-universet?
»Men det er jo Carl Mørcks afdeling, og vi gør også en dyd ud af at fortælle, at afdelingen intet er uden ham. De er angste for ham. Hans humør fylder ekstremt meget, og det er ham, der fylder mest i bøgerne også. I den første film her er der blevet gjort mere ud af Carl, fordi vi skal have etableret ham. Når jeg selv ser film, er det ekstremt vigtigt for mig, at jeg kan forstå og identificere mig med karakteren, fremfor kun at hoppe på plot og struktur«.
»Vi kan ikke lave en soap på to timer, hvor vi også er hjemme hos Rose og Assad, og i øvrigt kunne vi heller ikke åbne op for det endnu, fordi det kommer i de næste film. Vi holder igen ligesom i bøgerne«.
En anden form for varme
Har der været specifikke retningslinjer fra Jussi Adler-Olsen, som du har skullet forholde dig til?
»Nej, det synes jeg ikke. Jeg synes, vi har haft en ret åben dialog. Vi snakkede meget om, hvad mit take på det ville være, og det, syntes han, var spændende. Jeg tror godt, Jussi havde set lidt mere humor, for han er også en sjov mand, men jeg er anderledes«.
»Der er nogle andre ting ved karakterer og mennesker, der interesserer mig, og så har man vel tænkt: Så går vi med det. Jeg ville gerne have afsløret mere om Assads fortid, for jeg synes, det var ærgerligt, at vi ikke kunne give ham lidt mere, men så ville jeg have afsløret for meget, så jeg forstod det godt«.
Hvilke andre valg har du taget?
»Vi har valgt at fortælle historien på en mere lineær måde, og der er ikke flashbacks hele tiden. Det andet fungerede jo, men jeg har bare valgt at gøre det på en anden måde«.
»Derudover har jeg rykket dem op fra kælderen, så vi var i lyset, men kunne fortælle mørkere historier alligevel. Det var også en snak, jeg havde med Jussi. Jeg syntes, den fyldte for meget. Det er et kontor, og det er karaktererne, der skal fylde, og ikke rummet. Måden, Mona bliver overfaldet på, er også et af mine valg i forhold til Carls rejse. Der er et skift i ham der, hvor sagen får mindre betydning. Det er det første tegn på medmenneskelighed hos ham«.
Generelt virker udtrykket i filmen mere socialrealistisk og mørkt end forgængerne: Hvorfor har du valgt det?
»Det, syntes jeg, var klædeligt, og det er også sådan, jeg læser bøgerne. Da jeg læste ‘Marco Effekten’, var det et mørkere København, jeg så, og det var interessant at vise et København, som almindelige mennesker måske ikke lige ser. Men vi har også forsøgt at give den et socialrealistisk præg. Noget som kunne foregå i virkeligheden, så man bedre kan identificere sig med det«.
Du nævnte selv parløbet mellem Mørck og Assad, og at der i din fortolkning ikke er nogen pingpong eller humor imellem de to, som ellers har fungeret som comic relief og gennemgående tema i de forrige: Risikerer du ikke at skuffe mange trofaste fans af universet, når nu du har valgt at tage en så vigtig del ud?
»Det kan sagtens være. Jeg tror også, de var blevet skuffede, hvis vi havde bibeholdt det og ladet den samme humor være til stede mellem Ulrich og Zaki, og så havde publikum sagt: ‘It ain’t the same, de kommer aldrig op på niveau’«.
»De her karakterer kan noget andet, og fordi noget virkede én gang, tror jeg ikke, man skal forsøge at gøre det samme igen. Jeg synes ikke, humoren ville være passende her. Vi har med grådighed og fædre/sønner-historier at gøre, vi har valgt at lave en anden Carl. Men jeg synes heller ikke, den er humorforladt. Jeg synes, der er en varme mellem Carl og Assad, men det er en anden form for varme«.
Anders Matthesen og Philip Seymour Hoffman
Carl Mørck sidder et par gange i filmen og taler med sig selv: Hvorfor kunne han ikke have talt med Assad i stedet i de scener for eksempel?
»Det ville være helt forkert at gøre det, for så havde vi ikke etableret ham som hovedkarakter. Det er en ny side af Carl, hvor vi mærker, hvad det er, han arbejder med, og at han godt er klar over, at han er på gale vej«.
Et andet opsigtsvækkende valg er castingen af Anders Matthesen som Teis Snap, som jo repræsenterer det modsatte af, hvad man forbinder med krimigenren og Afdeling Q-universet: Hvilke udfordringer eller overvejelser har du haft i forbindelse med det valg?
»Udfordringerne kan måske have ligget i ham selv. Jeg har set ham spille før, og tro mig, når jeg siger det her: Han er mega talentfuld, og han rummer det hele. Der er mange standuppere, hvor jeg ville sige: ’Denne her kunne I ikke hive hjem’, men Anders er næsten derude, hvor jeg ikke kan se, at det er ham«.
»Han minder mig på en måde om Philip Seymour Hoffman. Han bliver en af vores største skuespillere, det er der ingen tvivl om. Det kan godt være, at vi som publikum og danskere har det med at putte folk i kasser og helst vil se dem sådan. Det gjorde de også med Dirch (Passer), og det, mener jeg, er forkert«.
Dirch Passer holdt sig trods alt inden for sin kunstart som skuespiller, men Anders Matthesen er en af landets største komikere, og her skal han spille en seriøs rolle i et meget dystert univers. Kan man ikke forestille sig, at publikum vil sidde og tænke: Hvad laver Anden der?
»Nej, det har jeg ikke tænkt. Jeg tænkte, det var en gave, og at det ville kunne få folk hen et sted, hvor de ville føle sig trygge. Jeg tror, det var spændende og udfordrende for ham at springe ud af den kasse, han er kommet i, og som han er vanvittigt dygtig til«.
»Jeg kan godt lide at gøre noget, som andre ikke har set før, ligesom da jeg castede Uffe Rørbæk i ‘Applaus’. Som skuespiller og instruktør er det farligere og mere udfordrende at lave noget, som er on the edge og se: Går den, eller går den ikke?«.
Hvad håber du, din udgave af Afdeling Q-universet kommer til at bidrage med?
»Jeg håber, folk vil tage den til sig og gå med på Carls rejse, og at de vil føle sig underholdt og taget godt i hånden, om end det er noget andet. At de vil sige: Nå ja, sådan kan man også gøre det«.
’Marco Effekten’ har biografpremiere 27. maj.