’White Cube’: Congolesiske arbejdere sælger kunst til vesten i tankevækkende dokumentar

’White Cube’: Congolesiske arbejdere sælger kunst til vesten i tankevækkende dokumentar
'White Cube'. (Foto: PR)

CPH:DOX. Hvem kommer det egentlig til gode, når privilegerede vestlige kunstnere rejser til udviklingslande for at dokumentere fattigdom, korruption og udnyttelse?

Ikke hovedpersonerne selv, fremfører den hollandske kunstner Renzo Martens, som i dokumentarfilmen ‘White Cube’ erkender sig skyldig i at have kapitaliseret på fattige menneskers ulykke i hele sin karriere – trods de modsatte intentioner.

Paradokset stod klart for ham, da han i 2009 viste sin film ‘Enjoy Poverty’, om forskellige aktørers indsatser for at bekæmpe fattigdom i Congo, på kunstmuseet Tate Modern i London. Den multinationale hygiejnekoncern Unilever var dengang sponsor for museet, samtidig med at den ejede en række palmeolieplantager i Congo, hvor arbejderne kun tjente en dollar om dagen. På den måde udnyttede koncernen congolesernes arbejdskraft til at finansiere Vestens finkultur, som de i Martens’ værks tilfælde endda er centrum for uden at tjene en rød reje. Martens derimod har forsørget sin familie med arbejdet på sin kunst.

‘White Cube’. (Foto: PR)

Men nu skal det være slut med neo-kolonialismen. I ‘White Cube’ rejser Renzo Martens tilbage til Congo for at forsøge at rette op på den ensidige udbytning og få pengene til at flyde den anden vej. Han opsøger Unilevers tidligere plantager i landsbyen Lusanga og opfordrer arbejderne til at skabe deres egen unikke kunst. Hvad med for eksempel at bruge den kakao og palmeolie, som Vesten normalt høster frugterne af, til at skabe skulpturer af chokolade?

Dén idé virkeliggør congoleserne med en sådan succes, at deres kraftfulde skulpturer vækker opsigt internationalt. I en charmerende og humoristisk sekvens rejser en af gruppens skulptører, Matthieu Kilapi Kasiama, til New York for at repræsentere værkerne på en kunstudstilling, som opnår massiv dækning i New York Times. I samme ombæring sætter den ublu og entusiastiske Matthieu museumskuratorerne i passende forlegenhed, da han spørger, hvor de har deres afrikanske kunst fra, og ikke holder behørig afstand til værkerne.

‘White Cube’ er et tankevækkende indspark i debatten om kulturel appropriation, kolonialisme og selvstændiggørende hjælpearbejde og kommer med en dejlig konstruktiv løsning på problematikkerne. Som bevis på Martens’ pointe fungerer filmen bedst, når han overlader scenen til congoleserne – hvilket han paradoksalt først gør sent i filmen.

Selvom kunstneren er essentiel for at forstå projektet, kunne jeg godt have undværet nogle af hans lidt langhårede teorier til fordel for et udvidet portræt af de nyslåede kunstnere.


Kort sagt:
Den hollandske kunstner Renzo Martens inspirerer en gruppe congolesiske plantagearbejdere til at skabe og sælge kunstværker til Vesten i et tankevækkende opgør med kunstverdenens neo-kolonialisme.

'White Cube'. Dokumentar. Instruktør: Renzo Martens. Spilletid: 79 min. Premiere: Kan ses på doxonline.dk
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af