’Klovn’ sæson 8: Tryg gensynsglæde trumfer sprængfarlig satire i nye afsnit med Casper og Frank
Da Frank Hvam og Casper Christensen slog fast, at ’Klovn the Final’ var et punktum for filmserien, anede man nok, at de ville vende tilbage på tv.
At det allerede sker nu, blot et (karantæne)år efter filmen kunne fanges i biograferne, er dog en gedigen overraskelse.
Den bliver ikke mindre, når man ser de to første afsnit, ’Spild af Pingus’ og ’Frank the Prank’. For ingen af afsnittene indikerer, at makkerparret har fået et væld af gode ideer siden filmtrilogiens finale.
De ligner en duo, der kigger tilbage på deres fælles værk i stedet for at kigge frem. Det var en tilgang, der føltes befriende i ’Klovn the Final’, efter situationskomikken var gået over gevind i forløberen ’Klovn Forever’, men her i starten af den nye sæson – med undertitlen ’Vore bedste år’ – er resultatet en tand for rutinepræget.
Sæsonens to første afsnit tager afsæt i relativt tidstypiske fænomener, influencere og podcastproduktion, uden at levere overbevisende takes på noget af det.
I sæsonåbneren er joken, at influencere kræver skyhøje summer for SoMe-opslag, men det er – udover at være uoriginalt – mest en undskyldning for at starte en kavalkade af moralsk tvivlsomme begivenheder med Franks elendige dømmekraft som motor.
Det virker lidt dovent og er det måske også. Og så alligevel. For efter et klassisk ’Klovn’-dødsfald hos en akupunktør får afsnittet alligevel luft under vingerne og viser, at Casper og Frank stadig mestrer den formel, de har forfinet over syv sæsoner (hvoraf i hvert fald seks er fremragende).
Frank lokkes væk fra dydens sti og havner efter en stribe sammentræf i en pinlig knibe, benægter det hele, indtil alle sandheder vælter frem på én gang, og det sociale kollaps fuldbyrdes. Imens Casper forsøger at løbe fra ansvaret, deler vi Franks skam bag skærmen.
Når ’Klovn’ er bedst, er den et spejl for vores egne ildesete impulser, en smertefuld og alligevel overbærende udstilling af klovnen i os alle (overbærende, fordi der efterhånden ikke er meget, som Mia ikke har tilgivet Frank for).
Det er måske stadig tilfældet i de nye afsnit, der begge ender med morsomme ansigtstab. Men det gør ikke længere så ondt, som det gjorde engang.
Den sprængfarlige satire, der gik til grænsen i legen med hverdagens spilleregler og tabuer, har mistet lidt af sin brod. ’Klovn’ udfordrer os ikke i samme grad som tidligere, men synes snarere at sigte efter tryg gensynsglæde.
Det er også tilfældet i andet afsnit, hvor Franks nevø Bo ligesom i nyklassikeren ’Klovn the Movie’ ender som offer, fordi Casper har fået et vanvittigt indfald, og Frank som sædvanlig kvajer sig, da han tager det til sig.
Selvom afsnittet løftes af Mias ret rørende forsøg på at leve op til de intellektuelle standarder i sin nye bogklub, bestående af Stéphanie Surrugue, Jacqueline Friis-Mikkelsen og Natasja Crone, ender det som en parentes i ’Klovn’-kataloget.
I starten af den nye sæson er det i det hele taget svært at gennemskue, hvor Casper og Frank står, og hvad de vil. Hvor Franks sociale kamp i den seneste sæson blev udvidet med målet om at opnå succes som forælder, fremstår karaktererne nu lidt statiske.
Der er noget med fremskreden alder, vægt og hælsporer, som man kan håbe, at sæsonen udforsker på et dybere plan (undertitlen ’vore bedste år’ peger i den retning), men det er også det.
Man kan ærgre sig over, at Casper Christensen, der i øvrigt har instrueret de nye afsnit med sikker hånd, ligner sig selv i en sådan grad på skærmen, når nu den virkelige version er blevet veganer og religiøs. Særligt når han i den mesterlige sjette sæson netop evnede at udvikle sin karakter, da han tog en depression med ind i ’Klovn’-universet – og gav yderligere tyngde til legen med autofiktionen.
De to første afsnit mangler den friske ide eller nerve, der overbeviser om, at den nye sæson var nødvendig, også efter ’Klovn the Final’ havde sat et fint, intimt punktum.
Vi ved dog fra den lidt svingende sæson syv, at de geniale afsnit stadig kan dukke op. Tænk bare på ’Baked Alaska’ og ’Tipo Napoli’, der begge hører til i toppen af ’Klovn’-kanonen.
Det kræver nok, at Casper og Frank i højere grad udfordrer sig selv og os i stedet for at nikke til fortidens bedrifter.
Kort sagt:
’Klovn’ kører lidt for meget på rutinen i starten af ottende og (formoder vi) sidste sæson.
Anmeldt på baggrund af de to første afsnit.