‘Smagen af Sult’: Sultent Michelin-drama med Nikolaj Coster-Waldau lyder som fanfiction af ’Masterchef’
Vi lever i en tid, hvor kokke er rockstjerner, og den gastronomiske scene i Danmark er internationalt anerkendt som aldrig før. Flere mennesker end nogensinde er på fornavn med porreafbrænding, korrekt stegning af kammuslinger og beurre monté-tilberedning. Ikke mindst takket være ’Masterchef’, Viaplay-versionen af ’Den store bagedyst’ for stræbsomme amatørkokke.
Så ved at hensætte et ellers grunddansk parforholdsdrama til et tidstypisk Michelin-sigtende new nordic-køkken er Christoffer Boes ‘Smagen af sult’ en film til tiden. Den foregår et sted, man virkelig gerne vil lære at kende.
Vi møder Nikolaj Coster-Waldau og Katrine Greis-Rosenthals Carsten og Maggie, der på bedste bibelmanér har navngivet deres restaurant med det latinske ord for æble: Malus. Et noget skamredet symbol for en fortælling om to mennesker, hvis drømmeboble næsten brister. Deres drøm er en Michelin-stjerne. Men derudover har de to børn og et ægteskab, der vakler under selvsamme forkromede mål om den ultimative madmæssige anerkendelse.
Handlingen sparkes i gang på deres »første aleneaften i to år«, hvor de som sexfantasi spiller fremmede for hinanden, men afbrydes af en melding fra restauranten om, at der er en solodinerende herre på besøg, som rygtet siger, er fra Michelin.
Så Carsten lyner bukserne op og skynder sig tilbage til restauranten, hvor han desværre opdager, at hofretten er blevet serveret med et stykke overfermenteret citron, der kan knuse alt, hvad han og Maggie drømmer om. Efterfølgende insisterer Maggie på at få måske-Michelin-manden tilbage til restauranten, hvorefter hun løber ud i den københavnske nat med beskeden om, at »alle har en pris« som afskedssalut.
Samtidig lurer endnu en slange i paradiset, da en seddel i køkkenet adresseret til Carsten fortæller, at hans kone elsker en anden. Meget tyder på, at det ikke kun er restauranten, Maggie vil redde.
Instruktør Christoffer Boe (‘Reconstruction’, ‘Offscreen’, ‘Journal 64’) markerer sig ved at tage en velkendt dansk dramaformular, hvor både parforhold, familieliv og en overstået ungdom trykker, og give den vilde og imponerende stilistiske armbevægelser. ‘Smagen af sult’ er som visuel oplevelse en lækkerbisken.
Madbillederne fejler intet. Vi lærer restauranten Malus at kende i smukke kameraskud, der fra start går betagende tæt på mødet mellem blæksprutte og kniv, og i en behagende serveringsscene ved et gigantisk rundbord, som var det synkrondans fra den gyldne Hollywood-æras musicals.
Men ‘Smagen af sult’ er i mindre grad et drama om madlavning som kunst og det drevne geni bag det. Det er først og fremmest et parforholdsdrama med madlavningskunsten som bagtæppe, hvor vi gennem flere kapitler navngivet efter de fire grundsmage, lærer Maggie og Carstens kærlighed, karriere og familiedrømme at kende på godt og ondt.
I tråd med sansen for det syrede og kunstnerisk ambitiøse minder fortællestrukturen om en af de trendy dekonstruerede retter, man muligvis kunne få serveret på filmens Malus. Opløsningen af kronologien i kombination med en helstøbt billedside giver en stemning af at sidde med en rubiksterning, mens man samtidig kigger igennem et rødtlysende kalejdoskop.
Manuel Alberto Claros billeder rummer såvel fortærende nærhed som verfremdungs-svæveture, der i særdeleshed formår at »elevere retten«. Det ene øjeblik sidder man nærmest med ved bordet, mens man det næste kigger ind i et dukkehusteater.
Filmens egne overfermenterede citroner er til gengæld, at manuskriptet mangler den samme kraft som det fortællemæssige udtryk, selvom der er skruet øredøvende højt op for pointerne. Som det citat fra Kathy Acker, der indleder filmen og serverer grundtemaet på et sølvfad fra start: »If you ask me what I want, I’ll tell you. I want everything«.
Og hvis man skal tro det gastronomiske drama om forelskelse i fuldfed perfektion, smager sult netop af det moderne menneskes prætention anrettet til milimeterperfektion. Desværre afslører dramaet, at filmens sult lyder mere pølsedansk end sine fine vaner. Som da filmen åbner med følgende replik fra Maggie:
»Det er virkelig godt. Virkelig gode kontraster mellem fedt og friskt og sødt og salt. Ja, men altså, alle smage er der, jeg forstår fuldstændig, hvad du vil. Det er ligesom noget andet«.
Hvad er så det andet, der obstruerer perfektionen? Kort efter er Carstens pincetanrettede servering dekonstrueret efter Maggies anvisning, og alle elementer ligger som malerklatterne på paletten. Han skal slippe kontrollen, bliver de enige om og filosoferer videre over, at gæsterne selv kan gå på tallerkeneventyr med smagene. Det er bare ikke opfindsomt nok til, at man for alvor køber dem som en uovervindelig duo.
Det er interessant, at man mestendels har valgt geniets synspunkt fra til fordel for kvinden ved hans side. Men ligesom med Carstens passion for madlavning, der gentagne gange forbindes til hans japanske læremester, som en dag sendte ham hjem med beskeden om, »at der kun kan være én kok i køkkenet«, er bevæggrundene for Maggies farlige livsmæssige og seksuelle sult kedelig.
Deres forhold er køkkenet, og Carsten er kokken. And there can only be one. Ovenikøbet er han en vred en, der kan finde på at råbe ad sin datter, da hun i en akavet scene vælter en uerstattelig vinaigrette og forplumrer umamien ved sommerhusturens østersfrokost.
I sidste ende mangler der en ordentlig forklaring på, hvad Maggies rolle i deres makkerskab egentlig er, andet end at være den tjekkede fluffer og investor i hans leg med »de bedste og friskeste råvarer fra naturens hånd«.
‘Smagen af sult’ kommer langt med at have valgt en interessant kulisse og ramme i restaurantmiljøet og de høje gastronomiske luftlag. Instruktionen er både stram og smuk.
Men selvom Coster-Waldau efter sigende har været i praktik hos Geraniums Rasmus Kofoed, og flere kokke har været konsulenter på projektet, lyder manuskriptet til tider som ’Masterchef’-fanfiction.
Ikke engang den velspillende Katrine Greis-Rosenthal kan få replikken »Ej Carsten, Michelin er da pisse ligeglade med, at det er vores første aleneaften i to år« til at lyde som andet en parforholdsdialog, som var den skrevet af Rollo & King.
Kort sagt:
‘Smagen af sult’ zoomer ind på sulten i stedet for maden, men desværre ikke på en måde, hvor det dramatiske og filosofiske matcher filmens visuelle skønhed.