Forleden fortalte en svensk filmanmelder mig her i Cannes, at han savnede, at man i Sverige lavede flere film om almindelige middelklassemennesker – i stil med ’Druk’ eller Francois Ozons nye ’Everything Went Fine’ om en mands ønske om aktiv dødshjælp, som vi begge lige havde set under festivalen.
Jeg kunne så fortælle ham, at vi i mange år i Danmark havde klaget over det modsatte problem: Vi havde længtes efter film, der var noget andet end naturalistiske dramaer fra boblen af de alment velstillede.
Det har vi dog så i stigende grad fået de seneste år, fra ’Shelley’ til ’Underverden’ og ’Shorta’, og kigger man på de dugfriske talenter, der i disse dage gør sig bemærket på Cannes-festivalen, er der al mulig grund til at tro, at dansk film i fremtiden vil kunne spille på en bredt favnende palet af genrer og udtryk.
To af filmene er nemlig foruroligende twists på horrorgenren.
I Casper Rudolfs et kvarter lange ’Det er i jorden’, som er udtaget til det officielle kortfilmprogram, spiller stortalentet Sandra Guldberg Kampp fra ’Kød og blod’ en ung pige, der i et sommerhus modvilligt hjælper sin far, som er nærmest besat af et grave et rektangel, menneskestort hul i jorden.
Og i Nicolai G. H. Johansens ligeledes 15 minutter lange ’Inherent’, der vises i parallelserien Critic’s Week, spiller selvsamme Guldberg Kampp en ung pige, som i et hus langt ude på landet hjælper et mystisk væsen oppe på loftet med at få stillet sin tilsyneladende umættelige blodtørst – mens hun efter det hårde, blodige slid også selv tager sig en tår.
Hvem væsenet er, ved vi ikke, men det hvæser uhyggeligt som Darth Vader, og titlen kunne jo antyde et slægtningeforhold.
Når man taler med folkene bag de to film, der begge er produceret af det danske selskab Snowglobe, understreger de deres forskellighed, og ret skal være ret: I både stemning og plotudvikling adskiller de sig åbenlyst fra hinanden, men de er nu også bemærkelsesværdigt beslægtede. Både på grund af hovedrolleindehaveren, den ordfattige stil (’Inherent’ er helt dialogløs) og den ulmende foruroligende stemning, hvor vi ikke får flere konkrete svar end højst nødvendigt.
De er på hver deres måde grufulde coming-of-age-film om familie og arv, der samtidig begge rummer et håb for den unge generations løsrivelse og selvstændighed.
Stilistisk og tematisk kan ’Inherent’ og ’Det er i jorden’ læses ind i traditionen efter skandinaviske art-horrorfilm som ’Lad den rette komme ind’, ’Når dyrene drømmer’ og ’Grænse’, og mens det er velkendt, at Danmark og horrorgenren aldrig rigtigt har været et match skabt i himlen, er det lovende at se unge filmskabere samle erfaringer i genren.
Med allerede effektivt håndelag og deres personlige, skandinaviske stemmer mærker man i den nye generation en lyst til at bruge genren til at dyrke et kraftfuldt, symbolsk udtryk, som vi ikke er særligt vant med i dansk film.
I en årgang, hvor ingen danske spillefilm er udtaget til Cannes, gør Danmark altså i stedet en glimrende kortfilmsentré på festivalen. Også en tredje kort fortælling er nemlig rejst til Sydfrankrig, nemlig islandske Óskar Kristinn Vignissons afgangsfilm fra Den Danske Filmskole, ’Frie mænd’, som deltager i det officielle program for filmskolefilm, og som Soundvenues Freja Dam dryssede fem stjerner ud over i sin anmeldelse tidligere på sommeren.
Det er en sorthumoristisk sag om vennerne Emil og Daniel, spillet med forrygende deadpan af Anton Hjejle og Nicolai Jørgensen, der arbejder på en fiskefabrik i en lille havneby. Da deres chef giver dem en ekstraopgave i form af at fikse et overbelortet toilet i en lagerbygning, aner særligt Daniel chancen for at bryde trummerummen og udrette større ting med sit liv. Hvilket ikke just går som planlagt.
Selvom ’Frie mænd’ ikke som de to andre befinder sig i horrorgenren, er der også tale om en film, som definerer sit eget særegne mikrokosmos løsrevet fra den almindelige danske virkelighed. Den evne til at lave film, der foregår i deres egne umiskendeligt distinkte universer, bør være i høj kurs i dansk film, hvor vi alt andet lige stadig leder efter de instruktører, der kan løfte arven fra mesteren ud i netop den kunst: Lars von Trier.
Skal man uddrage noget af de tre film, er der løfterige tegn på danske instruktører, som ikke lader sig begrænse af klassisk humanistisk realisme, men udvider spektret for, hvordan en dansk film kan lyde og se ud.
Jeg håber, at de alle tre tager netop de kvaliteter med over i deres første spillefilm, så de ikke behøver sige farvel, men på gensyn efter årets Cannes-besøg.