Streamingtjenesterne var vores venner i nøden i et lockdown-præget halvår, og heldigvis blev vi trakteret til adskillige stærke titler, der genremæssigt stak fuldstændig i øst og vest – fra krimiserien, der blev en øjeblikkelig nyklassiker til Marvel-mysteriet, der gjorde op med alt, vi troede vi kendte til superhelteland.
Her er vores 10 seriefavoritter rangeret:
Nr. 10: ’It’s a Sin’
Manden bag sidste års fantastisk underholdende dystopiske dramaserie ’Years and Years’, Russell T. Davies, trak på egne erfaringer og personlige relationer i historien om en gruppe unge homoseksuelle i Londons natteliv i 1980’erne. Sanger og skuespiller Olly Alexander giver den som energibundtet Ritchie, der efter at have lagt familiens lillebymiljø bag sig, kaster sig hovedkulds ud i alt, hvad hovedstaden har at byde på.
Men snart begynder venner og bekendte at hviske om en mystisk sygdom fra USA, der hastigt breder sig blandt særligt unge mænd …
’It’s a Sin’ etablerer vellykket SS svennegruppe, hvor navnlig Omari Douglas som Roscoe – der iført høje hæle og mavetop smækker døren i hovedet på sin ultra-religiøse afrikanske familie, der vil sende ham på »afvænning« hos en heksedoktor – er et fund. Og så meget desto mere niver det i hjertet, da de unge én for én påvirkes af den eskalerende AIDS-epidemi. Man griber efter kleenexpakken – og væmmes ved, hvordan det »lærte« Storbritannien og hospitalsvæsnet diskriminerede mod HIV-smittede uhyggeligt langt op i moderne tid.
Kan ses på HBO Nordic.
Nr. 9: ’Sweet Tooth’
Et af halvårets mest eksplosive Netflix-hit lignede på afstand så bizart et genremiks af drama, sci-fi og pandemi-paranoia, at det var svært at forestille sig, at den skulle kunne ramme bredt. Men åh, hvor ’Sweet Tooth’ overraskede. Ikke mindst os, som – indrømmet – stillede os en kende skeptiske ved udsigten til at tilbringe timer i selskab med en halvt-dreng-halvt-hjort.
Serien var baseret på Jeff Lemires graphic novel af samme navn, men skruede en kende ned for fatalismen i forlægget for i stedet at fokusere på hovedpersonernes komplekse indbyrdes forhold, der står i effektiv og varm kontrast til den uhyggelige fremtidsverden, de begår sig i:
Flere år efter en brutal pandemi er USA sparsomt befolket, og børn bliver født som hybrider mellem dyr og mennesker. Serien sprang mellem pandemiens udbrud og ’nutiden’, hvor drengen Gus forsøger at finde frem til sin mor med hjælp fra en tidligere elitesportsmand turned brutal dusørjæger (Nonso Anozie i et af halvårets store skuespillergennembrud).
Hybridbørnenes nuttethed tangerede det fjollede i momenter, men hver gang ’Sweet Tooth’ var lige ved at blive børnet nok, brød volden igennem i iskolde glimt, der sendte en ud på kanten af sofaen. Kom så Netflix, lad os nu få bekræftet den sæson 2!
Kan ses på Netflix.
Nr. 8: ’Benzin i blodet’ (sæson 2)
Halvårets næstbedste skandinaviske serie stod vores norske naboer for med ’Benzin i blodet’ (’Rådebank’ på modersproget), der fulgte en fartglad gymnasie-vennegruppe i provinsen.
I ’Skam’-ånden skiftede serien hovedperson fra første til anden sæson, og det var sidstnævnte, der for alvor løftede ’Benzin i blodet’ over de mange genrebeslægtede ungdomsværker fra nyere tid. Sjur Vatne Brean – som vitterligt ligner en ung Adrian Brody – spillede Sivert med en arbejderklassebaggrund, der er splittet mellem håbet om at komme på universitetet og »blive til noget«, eller acceptere tilværelsen som ufaglært bilentusiast i byen, hvor han er vokset op.
Dilemmaet var på alle måder klassisk, men Brean var så forbistret god på skærmen og miljøet så rammende naturalistisk, at man på nul-komma-fem knyttede sig til Siverts skæbne. Og da tragedien pludselig ramte med brutal kraft halvvejs igennem sæsonen, sad vi tilbage med lige så svedige håndflader som de unge fartdjævle.
Kan ses på DRTV.
Nr. 7: ’Shtisel’ (sæson 3)
Det israelske familiedrama ’Shtisel’ (ja, vi kæmper stadig med udtalen) spillede sig kun bedre igennem sine tre sæsoner, og det var dermed med tungt hjerte, at vi bød karaktererne endeligt farvel i foråret. Skildringen af det ortodokse miljø i Jerusalem var humoristisk, varmt og dybt fascinerende, og åbnede vores øjne for en verden af særegne traditioner og kulturelle kvababbelser, de færreste herhjemme formentlig kender til.
Men ’Shtisel’ var mere end en kuriositet, og hvis der er nogen som helst retfærdighed til, styrer hovedrolleindehaver Michael Aloni og ’Unorthodox’-stjernen Shira Haas mod internationale karrierer ovenpå deres intet mindre formidable skuespilpræstationer som ansigterne på den yngre generation, der balancerer på skellet mellem blind dedikation til de gamle dyder og drømmene om at realisere egne ambitioner i karriere og kærlighed.
Kan ses på Netflix.
Nr. 6: ’Master of None’ (sæson 3)
Serieskaber og standup-geni Aziz Ansari trådte overraskende bag kameraet som instruktør i tredje sæson af den storroste Netflix-serie, hvorfor hans velkendte hovedrollekarakter Dev overlod spotlyset til veninden Denise – spillet af Ansaris skrivepartner Lena Waithe (som selv har skabt serierne ’The Chi’ og ’Them’).
Med undertitlen ’Moments in Love’ foldede sæsonen sig ud som en radikalt anden type ’Master of None’ end hidtil set, og Ansari fremelskede klare og mestendels vellykkede paralleller til Bergman’ske parforholdsdramaer såvel som Woody Allens ’Husbands and Wives’. Skudt på lækker-grynet analogfilm og med en dramaturgisk langsommelighed, der lige akkurat undgik at føles som hipsterficeret kunststræberi. Waithe var endnu en gang glimrende som Denise (vi kom tæt på hende i det Emmy-vindende afsnit ’Thanksgiving’ i sæson 2), men det var Naomi Ackie, der som kæresten Alicia brændte igennem med stor overbevisning i portrættet af en kvinde, der ofrer sit forhold for at forsøge at få et barn alene. Det var hudløst ærligt og intimt.
Kan ses på Netflix.
Nr. 5: ’Loki’
Tre gange på 10 år ’døde’ Tom Hiddlestons karismatiske God of Mischief i Marvels filmunivers, men selv den mest endegyldige udånding kunne ikke forhindre fanfavoritten i at score sin egen serie på Disney+. Og det var dæleme på tide, havde man lyst til at indvende allerede efter de første 10 minutter af miniserien, hvori vor antihelt-tidligere-superskurk tørner sammen med den Kafka-lignende organisation Time Variance Authority. Loki har nemlig snydt sin skæbne, og den går ikke, ifølge det mareridtsbureaukratiske TVA.
Som straf må han hjælpe kontormusen Mobius (Owen Wilson i en af sine bedste roller i nyere tid) med at fange en anden tidsrejsende ’afhopper’, og serieskaber Michael Waldron og instruktør Kate Herron krydrede den tiltagende mere Terry Gilliam-gakkede fortælling med både skarpe ’Seven’-hyldester og ’Blade Runner’-vibes, der gjorde ’Loki’ til en æstetisk og dramaturgisk lækkerbisken for nostalgiske filmfans.
Hiddleston var ikke overraskende endnu engang umanerligt godt snydepelse-selskab, og billedsiden var et IMAX-lærred værdigt. Kort sagt: Avengers, gå hjem og vug.
Kan ses på Disney+.
Nr. 4: ‘Snabba Cash’
Halvårets måske mest positive serieoverraskelse kom fra Sverige, hvor Oskar Söderlund spinnede en fortættet thriller ud af forfatter Jens Lapidus’ krimiunivers.
Som en mere troværdig udgave af hjemlige ’Bedrag’ (der først fandt formen i sæson 3) lod serien den finansielle over- og underklasse kollidere med det kriminelle miljø i historien om den enlige mor Leya, der vil gøre alt for et gennembrud for sin it-iværksættervirksomhed hos en af Stockholms tungeste investeringsdrenge – og om den hårdkogte gangster-håndlanger Salim, der med mere og mere opblødt hjerte krydser hendes spor.
Ikke helt ulig klassikeren ’The Wire’ (der, trods alt, er på et andet niveau) rodfæster Netflix-serien det nervepirrende gangsterplot i noget, der ligner en autentisk virkelighed, samtidig med at karaktererne er så karismatiske, at man vil følge dem til verdens ende.
Kan ses på Netflix.
Nr. 3: ’Ring til min agent!’ (sæson 4)
I den mørkeste lockdown-vinter i år eksploderede den franske komedieseries popularitet pludselig globalt in sync med premieren på den fjerde og (troede vi på det tidspunkt) sidste sæson på Netflix. Men vi har stadig helt røde ører over, at vi ikke havde opdaget den forinden.
Historien følger de ansatte på et fiktivt parisisk agentur, ASK, der repræsenterer en række af Frankrigs største, virkelig skuespillere – spillet med genial selvironi af stjernerne selv fra Isabelle Hubert til Jean Reno. Vrimlen af gæsteoptrædener i hvert afsnit var imponerende, men det var hovedcastet, der totalt stjal vores hjerter med Camille Cottins kølige agent Andréa Martel og Grégory Montels bløde Gabriel i front (sidstnævntes desperate afvisning af en særdeles liderlig Monica Bellucci var et komisk højdepunkt).
Satiren over filmindustrien sad lige i skabet, og der var ikke så lidt ’The Office’-møder-’The Devil Wears Prada’ over kontormiljøet på ASK –sjældent har det føltes så fristende at kaste alt over bord og hoppe på første fly til Paris for at ryge smøger og drikke fuldfede glas rødvin til samtlige arbejdsfrokoster. En ny sæson og en spillefilm er på vej.
Kan ses på Netflix.
Nr. 2: ’WandaVision’
I modsætning til storhypede ’Loki’ var Marvels første Disney+-serie ’WandaVision’ nok den, de færreste på forhånd havde vilde forventninger til. For hvordan tager man to relativt perifere Avengers som Scarlet Witch (Elizabeth Olsen) og Vision (Paul Bettany), og forvandler dem til lysende stjerner i eget show? Man vender hver en bombastisk genrekonvention på hovedet og lancerer et sitcom-format i sort-hvid, skudt foran et live-publikum a la 1960’ernes amerikanske komedieserier.
Say what?
’WandaVision’ var ulig noget, vi nogensinde havde set før i det überkommercielle Marvel-regi da den foldede sig ud som en hyldest til forskellige tv-æraer tilsat David Lynch’sk paranoia. Twitter gik i ophedet selvsving i jagten efter mening og easter-eggs (og dem var der mange af), og selvom de sort-hvide-afsnit veg for blændende technicolor senere hen, gjorde seriens unikke opsætning det umuligt at regne ud, hvor filan vi var på vej hen.
Ikke at det frustrerede det mindste, når nu storspillende Elizabeth Olsen endelig fik albuerum i hovedrollen som dybt komplekse Wanda, der druknede traumebearbejdelse under foruroligende dåselatter – hvorfor finalen efterlod os i en pøl af salte tårer.
Et nybrud for superheltegenren, der dog – ligesom ’Loki’ – krævede et godt kendskab til Marvels forgående ’Avengers’-film.
Kan ses på Disney+.
Nr. 1: ’Mare of Easttown’
Vi troede, vi havde set det hele før: Den trætte, kvindelige detektiv med rod i privatlivet, der skal opklare mordet på en ung pige i en grå, amerikansk lilleby. For pokker, hvor vi tog fejl. 10 år efter den storroste miniserie ’Mildred Pierce’ vendte Kate Winslet triumferende tilbage til HBO for at vise samtlige træge krimiserier fra nyere tid, hvordan skinken skal skæres.
Ja, mordmysteriet i centrum var på papiret løftet direkte fra genredrejebogens ABC, men hvem ville klage over at høre ’Lille Peter Edderkop’ for 117 gang, hvis Mozart pludselig satte sig til klaveret? ’Mare of Easttown’ sejrede således totalt med skildringen af arbejderklassebyen, hvor alle kender alle, og morderen formentlig skal findes blandt egne rækker, først og fremmest takket være Winslet og resten af castets sublime præstationer, der gjorde selv de mindste biroller til hele mennesker.
Serien tog sig god til at komme op i fart, men da serieskaber Brad Ingelsby pludselig trådte speederen i bund ved halvejsmærket og kuglerne fløj, kunne vi dårligt trække vejret for bare nervepirrende suspense. ’Mare of Easttown’ var ikke bare halvårets bedste serie med adskillige længder, den var slet og ret en af de bedste krimier fra det seneste årti.
Kan ses på HBO Nordic.