10. Little Simz ‘Introvert’
Hvis du stadig ikke har opdaget Little Simz, er der altså ikke flere undskyldninger. Den britiske rapper har brilleret i årevis. Hvis du mangler et sted at starte, hvad så med lige her: Den majestætiske ‘Introvert’.
9. Lorde ‘Solar Power’
Popmusikkens outsider gjorde i juni comeback som hedonistisk solgudinde med den groovy ‘Solar Power’, der med åbningslinjen »I hate the winter« ramte plet lige i vores sommerhungrende sind.
8. Wolf Alice ‘Delicious Things’
Det vrimler med højdepunkter på briternes sprudlende ‘Blue Weekend’ (et af årets bedste album), men vores favorit er den svulstige og pragtfulde popmusik på ‘Delicious Things’, der handler om at overgive sig til (men ultimativt føle sig fortabt i) Los Angeles’ pilleslugende festligheder.
7. FKA Twigs, Headie One & Fred Again.. ‘Don’t Judge Me’
FKA Twigs får skabt et særegent og sårbart rum, selv når hun allierer sig med en elektronisk producer og en benhård drill-rapper.
6. St. Vincent ‘Down’
God damn, Annie Clark – vi vidste ikke, at du kunne være så funky.
5. Pooh Shiesty feat. Lil Durk ‘Back In Blood’
I ny og næ kommer der en sang, der bare lyder hårdere end alle andre. Et nummer, hvor man føler: Det her er det ægte stads. Ufortyndet og ufiltreret. ‘Back In Blood’ er den sang.
4. Japanese Breakfast ‘Be Sweet’
I en alternativ verden ligger denne her 80’er-slasker nummer et på Billboard-listen for ottende uge i træk.
3. Olivia Rodrigo ‘Good 4 U’
Bitterhed er ikke en følelse, der har et specielt godt ry, men Olivia Rodrigo forvandler den til en kunstform.
Hendes ‘Sour’ indkapsler følelsen af at smide alle ekskærestens ejendele ud af vinduet i afmagt og vrede, og ingen af sangene på albummet udstråler dén følelse stærkere end den fantastiske poppunk-hymne ‘Good 4 U’, hvor Rodrigo ikke har tid til at være ked af det, fordi hun bare er så fucking sur.
18-årige Olivia Rodrigo har taget verden med storm, siden hun i starten af året udgav balladen ‘Driver’s License’, men det er den rasende, punkede ‘Good 4 U’, der er hendes stærkeste sang – netop fordi følelsen af bitterhed og vrede er så ren, som den kan blive.
2. Sharon Van Etten & Angel Olsen ‘Like I Used To’
De har begge markeret sig som nogle af 2010’ernes mest konsistente, anmelderroste og vidunderlige sangskrivere i den vidt forgrenede indierock-sfære: Olsen med hænderne nede i artpop og country, Van Etten med sans for både landevejsrock og elektroniske impulser.
De to begavelser har ikke lavet musik sammen før, men det siger lidt sig selv, at deres første fællestrack ville være noget særligt. Og ‘Like I Used To’ skuffer ikke: Det er sådan en rockhymne – blændende skrevet, spillet, sunget og produceret – der bare vil lyde fantastisk hver dag herfra og til verdens ende.
1. Lana Del Rey ’White Dress’
Efter Lana Del Rey ramte en kreativ tinde med det samfundsspiddende ’Norman Fucking Rockwell!’ i 2019, begyndte tingene at gå lidt skævt i 2020.
Sangeren følte sig misforstået og gik kamikaze på Instagram med den ene privilegieblinde og selvfærdige svada efter den anden, der var blændet for al selvkritik.
Måske tiøren dog på et tidspunkt faldt for hende, for dette års ’Chemtrails Over the Country Club’ kiggede mere indad og var alt andet end eksplicit politisk.
Meget sigende for den indledende tumult starter albummet med ’White Dress’, hvor Lana i en tilstand af »thinking of a simpler time« tænker tilbage på dengang, hun var 19-år og »a waitress wearing a white dress«.
Her er stikpiller om at være til »Men in Music Business Conference«, men ’White Dress’ er først og fremmest en sang om at blive kendt og tænke over prisen. For intet kommer uden omkostninger. Var man faktisk mere fri, dengang man ikke havde noget?
Historien udfolder sig næsten udelukkende over klaver og nogle støvede trommer, mens Lana Del Rey i et hviskende, knækket toneleje tager sin stemme steder hen, den ikke har været før.
Hvor ’Norman Fucking Rockwell!’ fremviste Lana i et storladent blockbuster-balladeformat, viste ’Chemtrails Over the Country Club’ med ’White Dress’ som frontløber, at sangskrivningen stadig stod i lys lue, selv om virkemidlerne blev skruet ned til det absolut minimale.
Lana Del Rey er ganske enkelt inde i sådan en kreativ stime, som man kun støder på en håndfuld gange hvert årti. Det er bare med at nyde det.