’Mother’: Endnu en chokerende og dybt original Bong Joon-ho-film kan ses i biografen med års forsinkelse
Det er om muligt det mest essentielle forhold, der eksisterer: Forholdet mellem barn og forælder. Hvordan det end måtte se ud, former og farver det umiskendeligt begge parter. Og fra begyndelsen mærker man den forbindelse helt nede i mavekulen i Bong Joon-hos morbide selvtægtsthriller ’Mother’.
Op og ned går knivbladet, som løvemoren (Hye-ja Kim) bruger til at beskære urter med, mens hun nervøst holder øje med sin udviklingshæmmede voksensøn, der leger med en golden retriever på den anden side af vejen. Da han bliver ramt af en flugtbilist, skærer hun hul i fingeren og styrter til hans side.
Drengen Do-joon tror i første omgang, han bløder fra uheldet, men det viser sig at være morens blod … Barnet kommer til skade, men det er i sidste ende forælderen, som må bløde i sit forsøg på at beskytte fugleungen. Hendes moderlige beskytterinstinkter bliver for alvor sat på prøve, da Do-Joon anklages for brutalt at have myrdet den 14-årig pige Moon Ah-Jeung. Det er ikke svært at true en bekendelse ud af et voksenbarn, og pigen var alligevel forældreløs. Sagen skal lukkes, så den lokale politistyrke kan fokusere på andre problemer, fortæller detektiven Je-moon resigneret den grådkvalte mor.
Således stikker den anerkendte auteur Bong Joon-ho drillende og stilbevidst til vores forhold til autoritetsfigurer: Hvad end de måtte komme i formen af mødre eller politiet. Filmen havde biografpremiere i 2009, men kan nu ses på det store lærred, hvor hele instruktørens filmografi fortjener at blive oplevet.
Og opleves skal ’Mother’. Sydkorea er kendt for sine begsorte thrillere som ’Burning’, ’Oldboy’ og ’I Saw the Devil’, og Bong lægger bestemt heller ikke fingrene imellem. Den lokale bølle Jin-tae har et forhold med en mindreårig pige, og i en scene udspionerer Do-joons mor dem fra klædeskabet, mens de har sex.
Heller ikke sønnike og løvemor klarer frisag. Fra starten anfægter Do-Joon at være uskyldig i mordsagen, men han antaster samtidig ufortrødent skolepiger i landsbyens små mørke gyder. Da han kommer sent hjem fra byens bar, lægger han sig ømt mod moren og masserer hendes bryst. Flere gange nævnes det, at de tos forhold er incestuøst.
Det er de færreste filmskabere, som ville turde at fremhæve så tragiske, turbulente skæbner. Men som i hans Oscar-vindende mesterværk ’Parasite’ fortæller Bong Joon-ho sine kummerlige hovedpersoners historie med lige dele humor og medmenneskelighed. Det gælder også for mordofferet Ah-Jeung, som ellers straks affejes af lokalsamfundet. Hendes værge og bedstemor er så alkoholiseret, at hun blot tror, pigebarnet er løbet hjemmefra få dage efter begravelsen. Og drengene på skolen spreder rygter om, at hun gik i seng med mænd for riskager.
Det er svært ikke at sende en tanke til Laura Palmer, da Ah-Jung følelseskoldt erklærer, at hun hader sin tilværelse inderligt. Og ligesom i David Lynchs ’Twin Peaks’ er ’Mother’ ikke så interesseret i at finde frem til morderen, som den er i at granske det miljø, som hun blev myrdet i.
Da moren først begynder at trevle sagen op i det fattige lokalmiljøs underverden, finder hun et virvar af unge piger, der fotograferer de vamle mænd, de har sex med, for at afpresse dem. Alle menneskene i den lille landsby virker komplet glemte af omverden. Do-joon finder straks frem til flugtbilisten i sin sorte Mercedes Benz på den enorme golfbane uden for byen. Hvor ville rige mennesker ellers holde til i den lille flække?
Således er det som i hovedværket ’Memories of Murder’ menneskene med magt, som ultimativt fremstår som klovne og idioter. Moren hyrer en svinedyr advokat til sin fængslede søn, men selvom han stolt fremhæver, at han aldrig sætter sig ned til en buffet, fordi det spilder tid, bruger han blot et sølle minut i selskab med sin klient. Senere på en karaokebar postulerer han stangstiv, at Do-joons fængelsdom på fire år vil komme til at føles som ventetiden mellem De Olympiske Lege.
Ingen grund til at græde over spildt mælk, udviklingshæmmede sønner bag tremmer eller døde piger med knuste kranier.
Kort sagt:
’Mother’ slægter ’Twin Peaks’ på ved på lige dele makaber og humoristisk vis at fremhæve de miljøer, som unge kvinder bliver slået ihjel i. Med sin morbide tone er den en sværere omgang at sluge end Bong Joon-hos mesterværker ’The Host’, ’Memories og Murder’ og ’Parasite’, men det gør den ikke mindre chokerende og dybt original i sin skarpe fremvisning af mor-søn-dynamikken i centrum.