’Memories of Murder’: Bong Joon-hos mesterlige seriemorder-thriller skal opleves på det store lærred
Ligegyldigt hvor man kigger hen, gemmer der sig noget grusomt under borgerskabets opstillede idyl.
I David Lynchs mesterværk ’Blue Velvet’ fra 1986 gnaver myrer løs på et afrevet øre mellem græsbladene i udkanten af en amerikansk forstad.
I instruktør Bong Joon-hos anden spillefilm ’Memories of Murder’ sker noget lignende det selvsamme år, på den anden side af kloden. I en lille provinsby i det sydlige Sydkorea undersøger landsbydetektiven Park Doo-man (Song Kang-ho) et udløbsdræn ved en rismark, hvor artsfællerne til Lynchs kryb kravler hen over en myrdet kvindes lig.
Filmen tager udgangspunkt i Sydkoreas første seriemordersag fra slut-80’erne. Som i David Finchers ’Zodiac’ blev sagen efter flere års efterforskning lukket uopklaret. Den tog dog en overraskende drejning, da myndighederne i 2020 fandt et positivt id på en mand, som havde myrdet flere af kvinderne. Og som havde siddet i fængsel siden 1994.
’Memories of Murder’ udkom i 2003 og var Bong Joon-hos gennembrudsfilm i hjemlandet, men den fik aldrig dansk biografpremiere – før nu. Oprindeligt skulle filmen være blevet genudgivet i forlængelse af instruktørens Oscar-vindende mesterværk ’Parasite’ og den originale sags opklaring tilbage i december. Men selvom timingen ikke længere er nær så perfekt, fortjener denne lige dele isnende uhyggelige og absurd komiske thriller at blive set på det store lærred.
Ligesom suspense-mesteren og landsmanden Park Chan-wook forstår Bong Joon-ho som de færreste at skabe et makabert scenarie. En kvinde i regnen hører pludselig en fløjten bag sig og spejder ud over den nærliggende rismark. Lige da lyssøjlen fra hendes lommelygte når enden af marken, kan vi skimte en mystisk skikkelse, der rejser sig fra risene. Det er et øjeblik, det er umuligt ikke at gengive igen og igen på den indre nethinde, når man selv befinder sig i nattens mulm og mørke.
I modsætning til mange af sine amerikanske modparter, eksempelvis David Fincher, er Bong dog ikke synderligt interesseret i seriemorderens handlingsmønster og ondskab. I stedet er han som Lynch fascineret af samfundets iboende råddenskab. Således ser vi langt mere vold begået af staten end morderen i løbet af filmen.
Detektiven Park hævder at kunne finde frem til den skyldige med sit falkeblik. En idé han måske har fået fra genudsendelser af gamle krimishows. I virkeligheden planter han beviser på gerningssteder, alt imens hans fascistoide makker Cho Yong-koo torturerer de mistænkte i politistationens afdankede kælderrum.
Den arrogante storbydetektiv Seo Tae-yoon er anderledes, men ikke mindre farlig. »Papirerne lyver aldrig«, erklærer han dogmatisk og jagter morderen ud fra en psykoanalytisk profil, som FBI ville gøre det. Den afstumpede Cho bemærker beundrende, hvor cool han ser ud, da Seo tager ud til et af mordstederne og eftertænksomt inhalerer røgen fra sin cigaret i måneskinnet.
Park synes, han er et fjols. I modsætning til enorme USA er Sydkorea lille. Her bruger detektiverne deres fødder i stedet for deres hjerne for at finde frem til den skyldige, konstaterer han uden at forstå ironien bag ordene. For både Park, Cho og i sidste ende Seo dækker igennem filmen over sine egne frustrationer og inkompetencer med resolut vold.
Sådan driver Bong konstant gæk med genrens konventioner. »Denne gang skal det være realistisk, som i en film«, instruerer Park morsomt en mistænkt, da han kræver en tilståelse.
Samtlige mistænkte har da også en profil, der ville passe som fod i hose som den skyldige i en amerikansk seriemorderfilm: Landsbyens udviklingshæmmede drengebarn. En pervers crossdresser. En feminin ung mand, der nægter at reagere på politiets voldelige afhøringsteknikker.
Den sardoniske tone viser filmens åbenlyse indignation over for statens indifferens over for sin befolknings ve og vel. En lang indstilling opstiller komisk en fald-på-halen-rutine, hvor Park panisk afspærrer en mark fra legende børn og nysgerrige journalister. Et inkriminerende fodspor markeres sløset med en pind, to forskellige autoritetsfigurer snubler det samme sted på vej ned til marken, og en traktor ødelægger i sidste ende det ene bevis, Park står med.
Midt i dette hysteriske kaos peger kameraet hurtigt ned og viser, hvad hele misæren egentlig burde handle om: En bundet ung kvinde, der ligger ligbleg med ansigtet nede i mudderet.
Det kan lyde bistert og kynisk, men Bong og fotograf Kim Hyong-koo er altid i kontrol over kaosset. Som de store visuelle mestre inden for industrien fra Carl Th. Dreyer over Jonathan Demme til Barry Jenkins fokuserer Bong altid sit kamera på karakterernes ansigter og deres respons på det, de ser, snarere end voldshandlingerne i sig selv.
Det er denne type empatisk stillingtagen, som gør koreaneren til en af vor tids største instruktører. Og ’Memories of Murder’ til et hovedværk ikke blot inden for genren, men filmmediet.
Kort sagt:
Mesterværket ’Parasite’ løftede instruktør Bong Joon-ho til den internationale frontscene, men hans hovedværk er og bliver thrilleren ’Memories of Murder’. En lige dele komisk og intens kritik af, hvordan politiet udøver vold mod de mennesker, de sværger at beskytte.