Slutningen på ’Parasite’ besegler filmens brutale pointe

’Parasite’ er blevet et globalt fænomen med seks Oscar-nomineringer, og også herhjemme går filmen som varmt brød i biograferne. Vi kigger nærmere på, hvordan Bong Joon-ho sælger sit antikapitalistiske budskab – og hvordan slutdelen er alt andet end bizart melodramatisk, som det ellers kunne se ud som ved første øjekast.
Slutningen på ’Parasite’ besegler filmens brutale pointe
Song Kang-ho gemmer sig i rigmandsresidensen i 'Parasite'.

(Læs først, når du har set ’Parasite’)

I sølende regn flygter den ludfattige familien Kim ned gennem Seouls kuperede terræn. De kommer fra den luksuriøse Park-residens, hvor de har nuppet samtlige tjenerstillinger, og bliver bogstaveligt skyllet hele vejen tilbage til samfundets bund, deres usle kælder oversvømmet med lortevand fra et fyldt toilet.

Har vi nogensinde set et stærkere filmbillede af den fundamentalt idiotiske idé om, at når det regner på præsten, så drypper det på degnen?

I et fænomenalt filmår troner ’Parasite over alle andre. Bong Joon-hos comeback i sit sydkoreanske hjemland, efter de underholdende Hollywood-baskere ’Snowpiercer’ og ’Okja’, blev anråbt som en moderne klassiker allerede ved sin sejr i Cannes i foråret 2019. Den har været en spiller ved samtlige prisuddelinger op til Oscar-ceremonien, hvor den har scoret seks nomineringer – ikke så imponerende som sidste års ti til ’Roma’, men stadig…

Så stort et fænomen er filmen samtidig kommercielt, at selv de store danske biografkæder viser en, *gys*, koreansk film!

I og for sig er ’Parasite’s enorme succes ikke så overraskende. Med film som ’Oldboy’, ’Tomme huse’, ’The Handmaiden’ og ’Mother’ har sydkoreanske instruktører skabt nogle af det nye årtusindes mest skelsættende film.

At ’Parasite’ er nået bredere ud end dem alle, er der en god forklaring på. Historien om Kim-familien, der snyder sig ind som hjemmeundervisere, husholderske og chauffør hos de stenrige og intetanende Parks, rammer en kerne af et problem, som især i 10’erne gennemsyrede både samtid og filmkunst. Bong Joon-ho formulerede det selv under et meme-værdigt interview:

»Jeg prøvede at fremvise et aspekt specifikt om den koreanske kultur, men reaktionerne fra forskellige publikummer var mere eller mindre den samme. Vi lever essentielt set i det samme land… kaldet Kapitalisme«.

Klar ikonografi

Ser man nærmere på årets amerikanske og britiske prestige- såvel som blockbuster-film, finder man en lignende ulmende kritik.

Den sociale samfundskritiker Ken Loach fortæller en tragisk historie om de ubegribelige konsekvenser, som gig-økonomien har haft for arbejderfamilier i ’Sorry We Missed You’. I Lorene Scarfarias billetbasker ’Hustlers’ røver en gruppe strippere, anført af J.Lo, de rige Wall Street-røvhuller, som forårsagede finanskrisen tilbage i 2008.

Og hvor Martin Scorseses tidligere gangsterfilm har haft en umættelig appetit for det stilede forbryderliv, er al respekten i ’The Irishman’ i stedet placeret hos Jimmy Hoffa, USA’s fagforeningshelt, der kæmpede mod mafiosoer, Kennedy’erne og ikke mindst de grumme kapitalister, som helst så arbejderne stå alene, klar til at blive rippet og udnyttet. Også farveladeudgaven af en Scorsese-film, ’Joker’, har trods alt ambitioner om at bruge Batmans nemesis til at indikere et socialt opgør mellem de herskende og samfundets mest udsatte.

Men ’Parasite’ krystalliserer tematikken klarere end nogen anden film.

Dens to lokationer er henholdsvist en afspærret, arkitekttegnet rigmandsvilla på toppen af Seoul og en mareridtsinducerende kælderlejlighed i bunden. Det er ikonografi, enhver kan forstå uanset geografisk ophav.

Kritikken af kapitalismen rækker længere end blot enkeltindivider som Park-familien. Igen beskriver instruktøren det glimrende i en instruktørerklæring til biografkæden Coolidge: »[Det er] en komedie uden klovne. En tragedie uden skurke«.

Bong Joon-ho med den Golden Globe, han vandt for ‘Parasite’ tidligere på måneden. (Foto: Kevin Winter/Getty Images)

Den rige Park-familie har således masser af karakterfejl. Far Dong-ik, der rynker på næsen over lugten, som hænger ved sine tjenestefolk. Den sødnaive kone Yeon-kyo, som lever i sin egen boble. Og datteren Da-hye, der forgaber sig i dagdrømme. Men det er deres uvidenhed over for det system, der gavner dem og ingen andre, som i sidste ende gør Park-familien ondskabsfulde.

Var historien blevet lavet i Norden, havde en hemmelig kælder i Park-huset uden tvivl gemt på den glatte Dong-iks uhyrlige underbevidsthed i form af torturredskaber og døde kvinder. I stedet viser det sig, at villaens gamle husholderske huser sin mand Geung-se nede i mørkets dyb, i skjul fra gældsopkrævere.

De to desperate familier begynder at bekrige hinanden, mens Park-familien fortsætter sit liv komplet ubekymret. Den hemmelige kælder bliver således et grotekst id for den trælbundne tjenerklasse snarere end de egentlige overklassebeboere. Trappeopgangens lys i villaen tænder og slukker eksempelvis af sig selv, ikke fordi Park-familien har bevægelsessensorer installeret, men fordi Geung-se febrilsk tjener sine lykkeligt uvidende overklasseherskere fra undergrunden.

Det står klart, at trods deres snarrådighed vil Kim-familien aldrig opnå materiel frihed eller lighed med Park-familien. Og derigennem lægger filmen op til en epilog, der først virker bizart melodramatisk, men ved eftertanke bliver et sidste søm i kisten på ideen om, at senkapitalismen baner vejen for bedre leveforhold til alle efter fortjeneste.

Den tragikomiske amerikanske drøm

Én karakter, som er blevet overset i skriverierne om ’Parasite’, er Ki-woo, den idealistiske sønnike, der i første omgang starter svindleriet.

Hans reaktion på den enorme rigdom er en helt anden end resten af familiens. Den dybt begavede søster Ki-jung virker til at nyde den rige tilværelse lige så meget, som hun nyder at narre Yeon-kyo og resten af dennes familie. Og efter Kim-familien må flygte fra deres oversvømmede lejlighed, fortæller Ki-woos far, Ki-taek, at den bedste plan er slet ikke at have en plan. Både Ki-jung og Ki-taek er kloge og kyniske nok til at vide, at kapitalismens overmodne frugter aldrig varer ved for folk som dem: Folk, som intet ejer, som reduceres til daglejere, fordi det bedre kan betale sig for de rige, hvis de fattige forbliver fattige.

Men sådan er Ki-woo ikke. Med beundring i stemmen bemærker han til sin søster, at hun passer ind, da hun hopper i Park-husets badekar. Senere nævner han fordrukkent til resten af familien, at han vil gifte sig med Da-hye, så de alle kan leve i lykkelig overflod til deres dages ende. »Så skal vi alle være dine tjenere«, griner resten af familien, vel vidende at planen er en utopi.

Ki-woo tror på illusionen om den amerikanske drøm, om at skabe sig selv fra ingenting, og det bliver hans tragiske fald. Mod filmens slutning finder han ud af, at faren har gemt sig i Park-husets kælder efter at have myrdet Dong-ik i raseri. I rosenrøde fraser fantaserer Ki-woo om sin fremtid: Han vil uddanne sig, få et godt job og købe huset på toppen af Seoul, så familien endelig kan blive genforenet.

Kim-familien er sammen gennem hele filmen. Men Ki-woos eneste reelle chance for igen at forene dem er at indgå i kapitalismens spil og selv blive en del af overklassen. I de fleste amerikanske film ville dette udspil være den lykkelige konklusion efter en hård kamp mod sociale uretfærdigheder. Men i Bong Joon-hos hænder er det blot et tragikomisk fatamorgana. Og ud fra de foregående to timer kan vi godt være sikre på, at det aldrig kommer til at ske.

For efter Ki-woos sidste ord er skrevet til hans indespærrede far, vender kameraet tilbage til det sted, hvor vi begyndte vores historie. I en kælder, i bunden af Seoul, i bunden af samfundet.

Og Ki-woo er alene. Han kommer aldrig til at se sin far igen.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af