CPH PIX: ‘Snowpiercer’

Efter de første par scener i ’Snowpiercer’ tror man, at man er drejet forkert og ramlet ind i en b-film. I en smal togvogn proppet med tilsmudsede, sultende mennesker på sirlige rækker foran ordensmagten taler Chris Evans og Jamie Bell i bastante ekspositionsreplikker, der lægger alt på bordet uden synderlig finesse: »Those bastards in the front section think they own us«.

Men siden finder man ud af, at de uregerlige genreskift netop er noget af det, der gør Bong Joon-hos vilde sci-fi-film til one of a kind. I løbet af de to timer, hvor Evans, Bell og den øvrige underklasse forsøger at erobre magten og togmotoren fra den fascistiske leder, der holder toget i et jerngreb, når vi vidt omkring:

Vores undertrykte helte nedkæmper horder af kampsportsberedte soldater i actionscener a la ’The Raid’. De møder Tilda Swinton, der i en hylemorsom, skinger karikatur som diktatorens rabiate talsperson er som taget ud af ’Hunger Games’. De tager os med ind i et mørkt dystopisk fabelunivers, hvor pøblen spises af med klamme proteingelé-brikker, og som læner sig op af Terry Gilliams ’12 Monkeys’ og ’Brazil’. Samtidig er der filosofiske implikationer om klasser og revolution, der bringer tankerne hen på Murnaus klassiker ’Metropolis’ og Orwells ditto ’1984’.

Det alenlange, højteknologiske tog – Snowpiercer – rummer den sidste rest af menneskeheden. Uden for ligger verden under for en nådesløs istid, og kun den buldrende motor sikrer den nødvendige varme inden for i de klaustrofobiske kupeer. Menneskene har været der i 17 år.

Underklassens børn bliver taget fra dem på ordre fra den sagnomspundne leder, og ethvert forsøg på revolte bliver straffet hårdt: I en foruroligende scene tvinger soldaterne en mands arm ud af togets vindue i nøjagtigt syv minutter. Da armen hentes ind, frossen som en ispind, tager de en hammer og splintrer den til atomer.

Men med Chris Evans – skægget, senet og i det hele taget uigenkendelig fra sin Captain America-rolle – i spidsen som den idealistiske (og lidt anonyme) Curtis søsætter revolutionen alligevel. Og ’Snowpiercer’ puster konstant ild i sit tankevækkende fremtidsunivers, fordi den scenografiske tour de force opvejes af den simple fremdrift, der opstår med togets stringente struktur: Vi starter bagerst – og skal helt op i styrehuset.

Ud fra vestlige fortællekonventioner er ’Snowpiercer’ en rodet affære, men det er netop befriende, at koreanske Bong Joon-ho i sin første engelsksprogede film har fastholdt den viltre genrerespektløshed, som gør mange af de nyere sydkoreanske film til noget særligt. Med ’The Host’ og ’Memories of Murder’ skiftede han selv humør, tempo og tone inden for henholdsvis monster- og krimigenren, og her skider han højt og flot på, hvad man kan og bør inden for sci-fi-dystopien.

Joon-ho kæmpede voldsomt med producer Harvey Weinstein om final cut på filmen, og efter sigende fik instruktøren sin vilje mod, at filmen til gengæld fik en smallere distribution. ’Snowpiercer’ får ikke ordinær biografpremiere herhjemme, men desto mere fantastisk er det, at CPH PIX kommer os til undsætning med simultanvisninger over hele landet onsdag under festivalen.

Kun er det lidt ærgerligt – når ens koreanske er lidt rustent, i hvert fald – at der ikke er nogen undertekster, når filmens to koreanske karakterer har en længere, tilsyneladende ret afgørende samtale hen mod slutningen. Men det lægger selvfølgelig bare noget til ’Snowpiercers’ vanvittige uforudsigelighed.

Læs også: Guide: Her er must see-filmene på CPH PIX

Læs også: Anmeldelse af Terry Gilliams ‘The Zero Theorem’

Læs også: Indie-instruktør: Ironi er et generationsproblem