CPH PIX: ‘The Zero Theorem’

Terry Gilliams film bevæger sig på en knivsæg mellem højopfindsom detaljerigdom og manieret dyrkelse af det uforudsigeliges forudsigelighed.

Hans nyeste film hører desværre til i sidste kategori og er slet ingen ’Brazil’, ’12 Monkeys’ eller for den sags skyld ’The Fisher King’. Universet er ellers udpræget Gilliam’sk: Et kulørt virvar, der rører et informationsmættet storbymiljø med storskærme og hektiske smartcars op med en retropræget cirkusverden af afskallede bygninger og verdensfjerne særlinge.

Midt i dette kaos venter Qohen (en sky og skaldet Christoph Waltz) på, at telefonen ringer. Men ikke bare på et hvilket som helst opkald. Han venter på, at nogen fortæller ham, hvad meningen med hans liv er. Den har han nemlig svært ved at finde som ’entitetsknuser’ – en højintelligent arbejder, der i en arkadespilslignende konstruktion får firkanter til at falde på plads i et slags Tetris for viderekomne, alt sammen styret af den enigmatiske forretningsmogul Management (Matt Damon).

Qohen bor i en faldefærdig gotisk kirke som ensom og akavet livsfornægter, men da han tager skridt mod at kvitte det åndsforladte job, dukker indtil flere særprægede personager op: Først og fremmest en barmfager, storflirtende smækker kvinde (Mélanie Thierry) og det hyperaktive teenagegeni Bob, der er Managements søn og nemt navigerer i det teknologiske kaos, men også kalder alle andre for Bob, for ikke at overkomplicere de mellemmenneskelige relationer.

Læs også: Nu får du alligevel mulighed for at se Gilliams nye film

Et eller andet sted under den hektiske dyrkelse af dimser, dikkenoter og anakronistisk sci-fi-snak om universet og livets mening gemmer sig vist nok en historie om en ensom mand, der forspilder sit liv i håbløs venten på en utopisk, udefrakommende lykke. Men alt det er lidt for godt begravet i det overlæssede univers og Gilliams konstante higen efter at overraske i hver evig eneste flagrende detalje.

Det er absolut grotesk morskab, når Managements jakkesæt tager form og farve efter gardinerne, og når Tilda Swinton dukker op som stramtantet psykolog med overbid og pagehår, ligesom det er fin selvbevidst sci-fi-komik, når Bob for et øjeblik bilder Qohen ind, at han er ’the chosen one’.

Læs også: CPH PIX – 5 stjerner til ‘The Raid 2’

Men for mange af Gilliams gimmicks føles fortærskede. Qohens supervisor udtaler konstant hans navn forkert, og Qohen selv omtaler konsekvent sig selv i vi-form. Det er som at høre en standup-komiker træde vande i den samme dårlige joke en hel aften.

Som altid er der masser at gå på opdagelse i hos instruktøren, der er en æstetisk innovator, som fremmaner farverige fremtidsvisioner ud af skrammel og blik. Men som filmens hovedkarakter er det svært at finde mening eller menneskeligt nærvær midt i den kafkaske galskab.

Og man lurer hurtigt, at filmens forstillede kompleksitet er paradoksalt overfladisk, som den strander i et banalt budskab om, at lykken skal findes i en badebold på en solvarm bounty-ø.

Læs også: 10 film, vi kræver til Danmark

Læs også: CPH PIX – Moodysson tilbage i storform

Læs også: CPH PIX – kærlighed og kropsvæsker i svensk film