De bedste film i første halvdel af 2021

Biograferne var nødtvungent lukket størstedelen af årets første halvdel, men der spirede alligevel en række stærke film frem trods de trange tider, både på det store lærred og streaming. Her er vores favoritter.
De bedste film i første halvdel af 2021
Carey Mulligan i 'Promising Young Woman'. (Foto: PR)
‘Rocks’. (Foto: PR)

10. ’Rocks’

»Sjældent er ungdomsvenskab skildret så godt«, skrev vores anmelder Jo Borup om veninderne i Sarah Gavrons ’Rocks’, hvis centrum er titelkarakteren Rocks, som lever i det fattige boligområde Hackney i London. En barsk tilværelse, der ikke bliver nemmere af, at hendes uligevægtige mor en dag stikker af uden varsel, og Rocks står alene med ansvaret for sin eftertænksomme lillebror.

Gavron har lavet dyb research blandt de unge i området selv, og det mærkes i en autentisk vedkommende film, hvor man føler, man selv sidder med hovedpersonernes liv i ens hænder.

‘In The Heights’. (Foto: PR)

9. ’In the Heights’

Er musicalen i storfilmsformat ved at gøre comeback i Hollywood? Man håber det inderligt undervejs i sprudlende ‘In the Heights’, baseret på ‘Hamilton’-geniet Lin-Manuel Mirandas Broadway-musical af samme navn.

Filmen følger den unge Usnavi (Anthony Ramos fra ‘Hamilton’) i det latinamerikanske newyorker-kvarter The Heights, hvor han dagligt drømmer om at flytte til varmere himmelstrøg og åbne en strandbar (han er navngivet efter ‘navnet’ på det første skib, hans forældre så, da de flyttede til USA: US Navy. Genialt).

Usnavi er en kejtet flirt med et crush på gudesmukke Vanessa (Mellissa Barrera), og kameraet hvirvler med duoen og deres venner og familie op og ned ad gader og husmure, mens skuespillerne synger og danser hjerterne ud til lækre beats – og favner en ganske særlig latino-kultur, man som turist i New York kun oplever en flig af (hvis man overhovedet er så heldig). Det er umanerligt svært at sidde stille undervejs, og en kæmpe skam, at filmen kun åbnede i to biografer herhjemme.

‘Minari’. (Foto: PR)

8. ’Minari’

Amerikansk-koreanske Lee Isaac-Chung var ved at opgive instruktørkarrieren, da han i ventetiden før et lærerjob i Seoul skrev sit mest personlige manuskript, så hans egne børn om ikke andet engang kunne læse det.

I stedet blev ’Minari’ hans helt store gennembrud, nomineret til seks Oscars, måske netop fordi den så tydeligt trækker på selvbiografisk stof i historien om en sydkoreansk immigrantfamilie, der prøver at starte et landbrug i Arkansas i 80’erne. Filmen skildrer kulturmødet med udsøgt sans for detaljer og uimodståelig humor i særligt relationen mellem Bedstemor Soonja og den lille knægt, der er instruktørens alter ego.

»En på én gang drømmende, hjertevarm og usentimental film«, skrev vores anmelder Freja Dam og kvitterede med fem stjerner.

Frances McDormand i ‘Nomadland’. (Foto: Joshua Richardson)

7. ’Nomadland’

Er det en smule nærigt at henvise Chloé Zhaos store Oscar-vinder til en placering i sidste halvdel på en liste over de bedste film fra de seneste blot seks måneder? Måske. Men i vores optik er oplevelsen blegnet en smule i længden, og Zhao har selv leveret et mere gennemført autentisk og uafrysteligt portræt af USA’s oversete udkantsområder med mere på spil i sin forrige film, ’The Rider’.

Når det så er sagt: ’Nomadland’ er en gudesmuk film med poetisk blik for de skæbner, der normalt ikke gøres til genstand for kameraets blik. Med en stærk forankring i Frances McDormands Fern, som lever som en moderne nomade og løsarbejder – og flygter fra sin fortid samtidig. Oscar-vinderen understreger, at kinesiskfødte Zhao uafviseligt er en af USA’s allervæsentligste nye auteurs.

Olivia Colman og Anthony Hopkins i ‘The Father’. (Foto: PR)

6. ’The Father’

Franske Florian Zellers filmatisering af hans eget teaterstykke blev i høj grad markedsført som et sentimentalt, konventionelt familiedrama med demens i centrum, men i virkeligheden er filmen langt mere sofistikeret end som så. For sjældent har en film helt ned i sin dramaturgi besjælet, hvordan det er at eksistere i et ødelagt sind, hvor tid, sted og mennesker flyder sammen i ét mareridsagtigt loop.

En frygtindgydende god Anthony Hopkins spiller Anthony, der i sin store herskabslejlighed i London afviser både hjemmehjælperes og sin datters forsøg på at hjælpe ham. Men ingenting er, som man skulle tro efter de første scener, og som vores anmelder Felix Fleischer skrev:

»Det er både skræmmende og dybt sørgeligt at se Anthony skifte fra jovial bedstefar til nidkær tyran på et splitsekund, mens hans fortvivlede datter blot kan se til i afmagt«.

Carey Mulligan i ‘Promising Young Woman’. (Foto: PR)

5. ’Promising Young Woman’

Emerald Fennells dristige debut delte vandene, særligt med det kontroversielle sidste akt, men det er egentlig lidt urimeligt, for filmen lykkes med en utroligt svær mission: At gøre noget, der på papiret kan lyde som en lidt forudsigelig og belærende MeToo-eksponering, til en djævelsk, kulørt, charmerende og intens thriller, der lystigt pendulerer mellem glimt i øjet og dyb oprigtighed.

Carey Mulligan spiller 29-årige Cassie, der har gjort det til sin mission i livet at give klamme mænd en eftertrykkelig lærestreg som hævn over sin overgrebsramte veninde.

»Hvert et grin eller forarget fnis, filmen foranlediger, sætter samtidig tankerne til at rumle uroligt i baghovedet efter rulleteksterne«, skrev vores anmelder Jannie Dahl Astrup og konkluderede med rette, at filmen både er voldsomt mørk og voldsomt sjov.

Bo Burnham i ‘Inside’. (Foto: Netflix)

4. ‘Bo Burnham: Inside’

Er det en film? Well, komikeren Bo Burnhams corona-afledte Netflix-show er i hvert én altdominerende kunstners kompromisløse iscenesættelse optaget på og arrangeret til et kamera. Det kan man vel godt kalde en film, og i hvert fald står det tilbage som den måske bedste kunstneriske refleksion over det seneste vanvittige pandemiår, vi endnu har set.

Bo Burnham svinger mellem depression, afgrundsdybt selvhad og ekstase og så over mod knivskarp satire over nogle af de skærmafhængige tendenser, der har haft frugtbare kår under corona. Fik vi sagt, at det meste foregår i sang? At der er forbløffende mange ørehængere imellem? Og at det også er sjovt?

‘The Last Black Man in San Francisco’. (Foto: PR)

3. ‘The Last Black Man in San Francisco’

Joe Talbots ode til et San Francisco under kraftig forandring er egentlig fra 2019, men den landede i Danmark (på Viaplay – og nu også på Netflix) med så stor forsinkelse, at vi først har haft mulighed for at inkludere den i en årsopsamling nu. Og den mulighed skal ikke gå til spilde.

’The Last Black Man in San Francisco’ er en af de film, hvor intet handlingsreferat rigtigt yder den retfærdighed, så måske man skal nøjes med at sige, at det er et poetisk, overraskende, vemodigt og sjovt portræt af den drømmeriske Jimmy, der insisterer på at pudse og polere et fashionabelt hus, som han fortæller blev bygget af sin farfar – også selvom den hvide familie, der bor i huset nu, ikke helt er med på ideen.

Skildringen af San Francisco og dens skæve typer – sæbekassepoeterne, gangsterne og de subsistensløse – inkarnerer gentrificeringen med overvældende kraft, og hvis du ikke allerede efter de første syv minutters magiske minutters introduktion til Jimmy og Mount på skateboard gennem San Frans bølgede veje kan se, at her er noget særligt på færde, er den gal med dit filmhjerte.

‘Never Rarely Sometimes Always’. (Foto: PR)

2. ‘Never Rarely Sometimes Always’

Det kan muligvis undskyldes med corona, men det er uanset hvad skandaløst, at Eliza Hittmans sublime historie om en 17-åriges piges kamp for at få en abort aldrig fik biografpremiere i Danmark. Man kan faktisk kun se den på iTunes og Youtube.

Det skylder man dog sig selv at gøre, for her udspiller årets mest nervepirrende thriller sig, når Autumn og kusinen Skylar tager på en farefuld færd mod New York, fordi hjemstaten Pennsylvania umuliggør en abort uden forældrenes indblanding. Med udsøgt empati og naturalisme viser Hitman, hvor udsat man som ung kvinde kan være i verden – og de uprøvede Sidney Flanigan og Talia Ryder er simpelthen utrolige i hovedrollerne.

»Et indigneret, gribende og sjælknusende mesterværk«, som vores anmelder Jannie Dahl Astrup skrev.

‘Flugt’. (Foto: PR)

1. ‘Flugt’

Det er usædvanligt, at vi har en dansk film på listen over årets hidtil bedste. Det er også sjældent, det er en dokumentarfilm. Og lige så sjældent er det, at en animationsfilm finder vej til toppen.

Men Jonas Poher Rasmusens exceptionelle ’Flugt’ kan sætte hak ved alle tre kategorier. I filmen får han sin gamle barndomsven Amin (som i virkeligheden hedder noget andet) til at fortælle sin opsigtsvækkende historie om sin vej til Danmark – en historie, han aldrig har fortalt før.

På forunderlig vis får filmen én til at kigge på flygtningeskæbner på en ny måde, samtidig med at animationen og den sømløse dramaturgi skaber en både levende og nervepirrende fortælling, som man nemt lader sig opsluge af.

»Man ser på mennesker med flygtningebaggrund på en anden måde, efter man har set den stilistisk bjergtagende, tematisk slående og stærkt personlige ’Flugt’. Jonas Poher Rasmussens animerede dokumentar er en på alle niveauer overrumplende film«, opsummerede vores filmredaktør i sin anmeldelse og kvitterede med topkarakter.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af