‘9/11: One Day in America’: Stort anlagt dokumentar om World Trade Center-angrebet er som at stirre lukt ind i helvedets flammer
Den 11. september 2001 eksisterer mere som et abstrakt punkt i verdenshistorien end som en reel begivenhed.
Det er umuligt at nævne dagen uden at tænke på konteksten. Hvordan det sparkede til terrorfrygten i Vesten og blev startskuddet til en årelang militærindsats i Mellemøsten, der – sammen med resterne af den amerikanske æra – endte i nederlag og opløsning for få dage siden, præcis 20 år senere.
National Geographics dokumentar ’9/11: One Day in America’ gør op med den tankerække. Den sletter konteksten. Der er ingen ord om Al-Qaeda, om militære interventioner, ikke en bisætning om efterspillet. Der er kun begivenheden. Flyene, der ramte tårnene, menneskerne, der omkom i flammerne eller sprang ud fra 79. etage.
Dokumentaren skilter med sin kompromisløshed i titlen: en dag i Amerika. Og den minder os om, hvor rædselsvækkende dagen var.
Uanset hvor mange optagelser man har set fra den 11. september, er det umuligt ikke at lade sig overmande af det virtuose klippearbejde, der smeder filmiske brokker sammen, så man må støve klicheen af: Det er som at være der.
Og det er som at stirre lukt ind i helvedets flammer. Optagelserne af flyene, der tordner ind i tvillingetårnene og sender murbrokker mod gaden, de kontoransatte, der i flugt fra røgen klamrer sig til tårnenes facader, ansigtsløse skikkelser, der springer i døden, fordi alternativet er værre. Man havde fortrængt, hvor chokerende det var.
Dokumentarens helt store force er, at den midt i dette kaos forankrer genfortællingen i en flok hovedpersoner, der selv kommenterer hændelserne to årtier senere. Vi følger brandmanden, der leder den umulige kamp mod ilden, en depressiv paramediciner, der mod sin vilje ender som redningsarbejder, og manden med et vigtigt møde i World Trade Center, akkurat den 11. september.
Det er næsten ikke til at forstå, hvordan instruktør Daniel Bogado har været i stand til at stykke arkivbillederne sammen, så vi kan følge øjenvidnerne så nært og over så lang tid. Det her var, trods alt, før smartphonens indtog.
Suspensen kommer af, at vi ved, hvad de ikke ved, nemlig at de står i bygninger, der snart vil kollapse over dem, medmindre de får forladt dem i tide.
Nogle vil måske mene, at dokumentaren går for langt i sin iver efter at dokumentere, hvad der skete den dag i Amerika. Og det er ikke irrelevant at diskutere, i hvilken grad man bør lade linserne følge mennesker i frit fald mod døden.
Men dokumentarens mission om at genfortælle tragedien så nært som muligt gør det nødvendigt at zoome ind på rædslerne. Og den gør det altid respektfuldt, ikke sensationshungrende.
Faktisk ender respekten med at blive seriens brist. Fra afsnit fire og frem mod sjette og sidste afsnit løsriver dokumentaren sig fra sin observerende stil og bliver et heltekvad tilegnet de amerikanske redningsarbejdere, navnlig brandmændene. Som en slags faktaudgave af Oliver Stones ’World Trade Center’.
Man forstår trangen til at hylde de mennesker, der ofrede deres liv for at redde andres, men det er unødvendigt at smøre tykt på med strygere og heltehyldester, når hændelserne i sig selv er så overvældende.
Og dokumentaren forråder sin egen kompromisløshed, når den klipper væk fra den 11. september og viser hjemmevideoer af forældre til henholdsvis deres barns fødsel og datters bryllup. Begivenheder, de ikke vil have været med til, havde det ikke været for andres heltedåd, forstås.
Heltedyrkelsen bliver så intens, at det næsten er befriende, da en af hovedpersonerne fortæller, at han blev efterladt under murbrokkerne af en panikslagen mand.
Det er en skam, at ’9/11 One Day in America’ på den måde modarbejder sin egen mission. For som genfortælling af tragedien 11. september – den dag og intet andet – er den lige så imponerende, som den er chokerende.
Kort sagt:
’9/11: One Day in America’ skildrer timerne, hvor tvillingetårnene faldt, så man brænder sig på flammerne, smager støvet og kæmper med tårerne. Desværre modarbejder dokumentarserien sig selv ved at forfalde til overdrevne heltehyldester i de sidste afsnit.