’Cocaine Cowboys: The Kings of Miami’: Engang var det forbløffende nemt at blive narkokonge af USA

’Cocaine Cowboys: The Kings of Miami’: Engang var det forbløffende nemt at blive narkokonge af USA
'Cocaine Cowboys: The Kings of Miami'. (Foto: Netflix)

Der er milevidt fra det Miami, som Will Smith i 1997 bød velkommen til, og LeBron James kaldte hjem 2010-14, til den narkoinficerede byld, byen var i slut 1970’erne og start-80’erne.

Magasinet Time døbte simpelthen byen ’Det fortabte paradis’.

Langt væk fra de indbydende sandstrande og bølgetoppe oplevede man nemlig en snestorm. Natklubberne var fyldt med kokain, der blev smuglet ind fra Colombia, enten direkte med fly eller indirekte med både, fra et af de omkringliggende lande i nærheden af Florida.

Smuglerne var en blanding af amerikanere og cubanske og colombianske indvandrere, der drevet af eventyrlyst, fuck-dig-attitude og hang til nemme penge oversvømmede gaderne med flere tusinde kilo coke om ugen.

Instruktør Billy Corben har tidligere kortlagt nogle af hovedaktørerne med dokumentarfilmene ’Cocaine Cowboys’ og ’Cocaine Cowboys 2: Hustlin with the Godmother’, og det er også ham, der er hovedarkitekten bag det nyeste kapitel.

I ’Cocaine Cowboys: The Kings of Miami’ får man historien om de mest succesfulde kokainsmuglere.

På overfladen var Sal Magluta og Willy Falcon et par velhavende racerbådsentusiaster. Hobbyen tog de så langt, at de begge endte i den absolutte verdensklasse og vandt det ene nationale- og internationale mesterskab efter det andet.

Måden, de fik finansieret den dyre sport, var gennem coke-smugling. Og de var rigtigt gode til det.

I modsætning til mange af deres konkurrenter holdt de sig nemlig fra at slå folk ihjel. Fans af ’Scarface’, ’Miami Vice’ og ’Narcos’ ved, at problemer i den branche ofte bliver klaret ved hjælp af spektakulære skududvekslinger på åben gade. Men de to holdt sig konsekvent under radaren ved at undgå den slags opsigtsvækkende løsninger.

Corben taler med en håndfuld af de folk, som var en del af Magluta og Falcons crew, samt myndigheder, journalister og kokainkongernes advokater. Kort sagt alle på nær de to hovedpersoner.

‘Cocaine Cowboys: The Kings of Miami’. (Foto: Netflix)

I løbet af seriens seks afsnit er vi med helt fra den spæde begyndelse, hvor duoen overtog en smuglerbiks fra en anden, som skulle ind og ruske tremmer, over de gode tider, hvor de og deres folk havde absurd mange penge, til da myndighederne sætter alt ind for at få dem dømt.

’Los Muchachos’ (drengene), som var Magluta og Falcons øgenavn, var takket være deres ekstravagante livsstil fast inventar i tv- og avisspalterne. Det er blandt andet takket være disse enorme mængder af arkivmateriale, at Corben formår at stykke fortællingen om banden sammen.

Et af de mere unikke aspekter i forhold til de tidligere kapitler om kokain-cowboysne er, hvordan Magluta og Falcons advokater brugte alle lovlige midler (og dem i gråzonen) for at få deres klienter frifundet.

Blandt andet indrykkede de i fængselsmagasinet ’Prison Life’ annoncer med navnene på samtlige 30 vidner, som anklagerne havde tænkt sig at føre frem. En god del af dem sad i fængsel – og kort efter begyndte de da at falde som fluer.

Hvor dokumentarfilmene var stramt fortalt og uden fyld, flyder serien til tider over af for mange detaljer, selv for de mest hardcore truecrime-fans. Hvordan Magluta og Falcons forbrydelser påvirkede Miami, bliver der ikke rigtigt dvælet ved, og i stedet fremstår ’Cocaine Cowboys: The Kings of Miami’ nærmere som et portræt af legendernes opstigning og fald fra tronen.

Som endnu et kapitel i Billy Corbens antologier om USA’s coke-konger er serien et dog stadig et uovertruffet supplement, og forhåbentlig er det ikke den sidste i rækken.


Kort sagt:
’Cocaine Cowboys: The Kings of Miami’ viser med brutal nøjagtighed, hvor nemt det var at blive narkokonge i USA, og hvordan man med penge næsten kan undslippe loven for evigt.

Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.

‘Cocaine Cowboys: The Kings of Miami’. Serie. Instruktion: Billy Corben. Spilletid: Seks afsnit á 50-55 minutter. Premiere: Kan ses på Netflix.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af