’Battle Royale’ (2000)
Kinji Fukasakus kultklassiker fra 2000 begynder med at sætte et chok i systemet: En gruppe journalister og tv-hold har omringet en lille pige, dækket i friskt blod, med en bamse i hånden og et dæmonisk smil plastret på fjæset. »Hun smiler«, råber en journalist triumferende.
Således lød startskuddet til et årti, hvor paparazzi-svin og senere tilfældige brugere på sociale medier på en og samme tid hyldede og dæmoniserede kendiskultur og unge kvinder, der vovede at træde ud i pressens spotlys.
Filmens præmis, hvor den japanske regering i fremtiden hvert år vælger en klasse af elever, der tvinges til at myrde hinanden i blodsport, er naturligt appellerende. Hvem kan ikke relatere til folkeskoleoplevelsen som et levende dog-eat-dog-helvede? Samtidig giver præmissen rig lejlighed til udskejende voldsscenarier, såsom en hel pigegruppe, som forgiftes, og tidligere rivaler, der pløkker hinanden til ukendelighed.
I 2009 erklærede Quentin Tarantino, at filmen var hans favorit fra de seneste 20 år. Han castede da også skuespilleren Chiaki Kuriyama fra ’Battle Royale’ som yakuza-håndlangeren Gogo i ’Kill Bill’. Men filmens sande arv er Suzanne Collins’ ’The Hunger Games’-trilogi af bøger, som senere blev filmatiseret med Jennifer Lawrence i hovedrollen.
Forfatteren hævder aldrig at have hørt om filmen, da hun skrev den originale bog, men det er umuligt ikke at tegne en tydelig streg mellem de to. Filmenes enorme popularitet begyndte en hel række af YA-dystopifortællinger adapteret fra bestsellere, som ’Divergent’ og ’The Maze Runner’.
Den genre er så småt ved at dø ud. Men andre dystopiske selvtægtfilm, såsom de fire ’The Purge’-film, hvor al kriminalitet én gang om året er lovligt, kører stadig derudaf.
’Children of Men’ (2006)
Et årti før David Cameron udskrev det skæbnesvangre Brexit-folkevalg, skabte instruktør Alfonso Cuarón i 2006 en dystopisk nærfremtidsamalgamation af de xenofobiske og fascistoide ideer, der ville føre til Storbritanniens selvvalgte isolation fra resten af EU.
I 2027 hærger en mystisk sygdom, der har gjort hele verdens befolkning infertile. Uden håb for en fremtid for menneskeheden er England henfaldet til borgerkrig, terror og kaos, hvor regeringen bruger en flygtningekrise som den store bøhmand. Den tidligere aktivist Theo (Clive Owen) bliver kontaktet af en modstandsgruppe, der giver ham til opgave at transportere en mirakuløst gravid kvinde ud af den hærgede nation.
’Children of Men’ var en fiasko ved billetlugerne, da den udkom, men dens indflydelse på resten af industrien blev hurtig åbenlys. Efter 9/11 fandt amerikanske blockbustere det nødvendigt at skifte kurs fra de nihilistiske 90’ere. Slut med katastrofefilm, hvor meteorer og flodbølger udbomber storbyer. Ind med hårdtslående kynisme og gritty realisme.
Sammen med Steven Spielbergs ’War of the Worlds’ fra året før begyndte ’Children of Men’ en trend, hvor filmens antihelt blot var én umuligt lille brik i et verdensomspændende spil om menneskets fremtid. Samtidig satte Cuaróns scenen for jordbunden actionformidling, hvor fokus var på lange indstillinger og brutale og afstumpede voldsudgydelser.
Uden ’Children of Men’ er det noget nær umuligt at forestille sig senere sci-fi-værker som ’District 9’, ’Snowpiercer’ og ikke mindst mesterværket ’Mad Max: Fury Road’.
’Prometheus’ (2012)
De seneste ti år har vi endnu en gang set mod stjernerne for at finde svar på dybtliggende eksistentielle spørgsmål: Hvad kom før os? Er vi alene i universet? Hvad vil erstatte os, når vores tid er kommet?
Det er spørgsmål, der er blevet behandlet i en række nær-religiøse sci-fi-film om skabelsesberetning og patricid.
I Ridley Scotts ’Prometheus’ fra 2012 rejser en lille gruppe antropologer og ingeniører således ud i det enorme rum for at opsøge menneskets alfaderlige skaber. Med på rejsen har de David (Michael Fassbender), en filmglad androide, der selv ønsker at knytte en familiær forbindelse til sin egen skaber, filantropisten og mogulen Weyland.
Filmen blev markedsført som en prolog til Scotts ’Alien’, da den ville give svar på, hvor det ikoniske xenomorph-monster kom fra, og hvem den gruagtige skikkelse i cockpittet på det forladte rumskib fra ’Alien’ skulle forestille. Tematisk læner filmen sig dog langt mere op ad hans efterfølgende film, ’Blade Runner’, der ligeledes brugte androider til at granske over, hvordan vi ville reagere, hvis vi mødte vores skaber – og hvad de ville gøre mod os.
Af samme grund fik ’Promethus’, den kolde skulder af de fleste ’Alien’-fans. Men dens episke fortælling om faderdrab fordrede en ny æra af sci-fi-film, hvor fædre og sønner skulle ud i det store kolde ingenting for at finde deres identitet.
I ’Ad Astra’ rejser Brad Pitt til Jupiter for at finde sin far, der selv har mistet forstanden og truer med at udslette alt liv på Jorden. Matthew McConaughey sender beskeder gennem tid og rum til datteren ved hjælp af bogreolen på hendes gamle barndomsværelse i ’Interstellar’.
Og senere i år (forhåbentlig) skal Timothée Chalamet i ’Dune’ løfte sin fars arv og blive messias for det udvalgte ørkenfolk på den afsidesliggende planet Arrekis.
’Ex Machina’ (2014)
Alex Garland har stået bag nogle af de mest genredefinerende film de seneste to årtier. Hans manuskript til Danny Boyles zombiefilm ’28 Days Later’ revitaliserede en hel genre – og gjorde den værre, hvis du spørger mig, men det er en anden sag.
I 2014 udkom hans instruktørdebut ’Ex Machina’, en intrikat kammerspilsthriller, hvor en tech-guru, hans androide og en testperson afprøver og diskuterer validiteten af Turing-testen, alt imens de spiller et dødeligt spil katten-efter-musen bag hinandens ryg.
Trods spartanske omgivelser og det simple handlingsforløb formår Garland straks at spinde guld ud af velkendte ideer og allegorier. Den gale opfinder Nathan (Oscar Isaac i storform) er en refleksion over, hvordan Sillicon Valley-milliardærer som Jeff Bezos og Elon Musk ser sig selv: charmerende, farlige, lynende intelligent og møghamrende sexede.
Men deres isnende arrogance og iboende monstrøsitet viser deres grimme ansigt, da Nathan mest er interesseret i at bruge sin opfindelse til at kneppe en dukke med en puls.
Garlands indignerede kritik af tech-industriens totale dominans over vores hverdag og inderste privatsfære går hånd i hånd med Spike Jonzes parforholdsdrama mellem en mand og hans telefons styresystem i ’Her’ fra 2013. Men førstnævnte er blevet en mere central del af den populærkulturelle samtale på grund af Galands intelligente brug af ikonografi – Alicia Vikanders slående silhuet og Isaacs erotiske dans blev med det samme udødeliggjort – og brug af højnede filosofiske ideer forklaret gennem et let forståeligt filter.
’Sorry To Bother You’ (2018)
Elevator-pitchen for Boots Rileys kritikerdarling fra 2018 kunne let fejltolkes som et ’Black Mirror’-afsnit: Daglejeren Cassius Green (Lakeith Stanfield) bliver hyret som telefonsælger, hvor han opfordres til at bruge sin hvide stemme for at opnå succes.
Men det er alt det uden om denne geniale præmis, der gør ’Sorry To Bother You’ så interessant. Telemarketing-firmaets ansatte kæmper for en fagforening og udskammer Cassius for at være en skruebrækker, da han begynder at stige i rækkerne. Imens har milliardæren Steve Lift (Armie Hammer) udtænkt en skummel plan, hvor arbejdere bogstaveligt bliver transformeret til arbejdsheste for at øge produktiviteten.
Sci-fi gør ofte brug af radikal og venstreorienteret æstetik, der tager udgangspunkt i den lille mand på gulvet og deres kamp mod bureaukratiske stormagter – staten eller privatejede. De fleste afsnit af ’Black Mirror’ vil konstatere, at vi er slaver af kapitalistiske interesser, fængslet af vores egen overfladiskhed og ego på grund af de teknologiske fremskridt. Men serien er aldrig specifik i sin kritik af systemiske og sociale uretfærdigheder.
’Sorry To Bother You’ er anderledes. Her beskytter Pplitiet til hver en tid privatejernes egeninteresser over menneskets ve og vel. Gig-økonomi er et skalkeskjul for slaveri. Kapitalisme fordres gennem et hvidt overherredømme, der holder samfundets hierarki intakt.
Man kan være uenig i alle disse udsagn. Men at filmen så bramfrit bruger sci-fi-genren til at diskutere nogle af samtidens største problematikker – racisme, social ulighed og arbejderes rettigheder – er både prisværdigt, radikalt og peger i lovende retninger for fremtidsgenrens egen fremtid.