‘Drømmeprins’: Filmen om transpersonen Erik er et smukt og ømt portræt af længsel
»I min søgen føler jeg, at Gud er der med mig. Selvom det tager tid, så gør han alt, han kan, for at smelte isen og komme til mig. Jeg føler, at jeg skal fortsætte med at kæmpe, sådan så han, når han er kommet igennem isen, kan samle mig op og varme mig«.
Gennem 10 år har instruktør Jessica Nettelbladt fulgt Erik, som er opvokset i en polsk-katolsk immigrantfamilie i Sverige. Da Jessica møder Erik som 17-årig, har han aldrig rigtigt følt, at han har passet ind nogen steder. I skolen har han prøvet at blende ind med de andre drenge, men det har ligesom ikke helt fungeret. For udover at være alene med sine rødder er han også alene i at være transkønnet og kæmpe for at blive set som den, han er.
Da vi introduceres til Erik, er det som en voksen mand, der er på vej ud på en pilgrimsvandring gennem Europa. Han kan vælge imellem to ruter, en let og en svær. Han vælger den svære. Erik ser sig selv som en vandringsmand, siger han: Han søger altid efter noget, og han stopper aldrig med at gå. Alligevel håber han, at han på den anden side af netop denne vandring vil have fundet fred med sig selv. Efter mange år med konstant angst og tiltagende depression.
Et kvarter inde i dokumentaren var jeg blæst bagover af indtryk og allerede dybt investeret i Eriks historie: Et smukt klip af 17-årige Erik, der sidder i en blomstermark og beskriver, hvordan hans sjæl ser ud. 27-årige Erik i toget på vej ud på sin pilgrimsfærd og så i en kirke, hvor han stålsat tænder et lys for foden af Jomfru Maria.
Det visuelle udtryk bliver i høj grad skabt af de omgivelser, som Eriks liv forærer til filmen – kombinationen af hans arbejde som rengøringsmedarbejder i en katolsk kirke og hobbyen, som består i at skabe små keramikmænd, der åbner deres bryst og krænger deres sjæl ud. De rum og Eriks tavse færd i dem – sammenholdt med vandreturen i den europæiske natur, hvis varme toner står i slående kontrast til det blåtonede indre liv – er en gave foræret til instruktøren, som hun formår at bruge på bedst mulige facon.
Som portræt af en transperson er ’Drømmeprins’ interessant. Erik er bare fanget i en stor fremmedhed over for den krop, han bor i, og hans længsel i teenageårene begynder som noget konkret, nemlig efter at blive godkendt til hormoner, og fører til en længsel efter top-operationen, efter nedre kirurgi og korrektion af hans juridiske køn.
Da jeg først hørte om filmen, blev jeg nervøs for, at den skulle gentage klicheen om den ulykkelige trans, som selvsagt er problematisk for unge transpersoner. Og den midterste del af filmen, der handler om Eriks depression, er også den filmisk set svageste – lidt for tung til rigtigt at kunne blive udfoldet.
Til gengæld skildrer’Drømmeprins’ beundringsværdigt den kompleksitet, der ligger i for eksempel begrænsningen af adgang til fornøden lægehjælp til transpersoner. I løbet af filmen må Erik træffe en beslutning om at lade sig sterilisere for at få lov at skifte juridisk køn. Og selvom han ved, at det ikke vil gøre ham øjeblikkeligt lykkelig, får vi også at se, hvor svært hans far har ved at undgå Eriks dødenavn og gamle pronominer, når »han jo ikke ligner en mand«.
Uden at kæde begivenhederne direkte sammen viser det på subtil vis, hvor meget transpersoner modkæmpes af et cis-normativt samfund på begge sider af systemet.
Erik er ’heldig’ – han får faktisk adgang til alle de indgreb, han ønsker sig. Men længslen bærer han med sig, og den vokser sig til en større, mere eksistentiel og genstandsløs længsel. Dén følelse lykkes filmen bemærkelsesværdigt godt med at indfange. Og vinklen fungerer, fordi den skildrer noget alment menneskeligt – ensomheden indeni, der ikke forsvinder, når man finder kærligheden.
På den måde er ’Drømmeprins’ dokumentarfilmens svar på et Herman Bang’sk portræt af en stille eksistens, der for alt i verden bare gerne vil leve i fred med vilde katte, venlige fremmede og kæresten Martyna.
Kort sagt:
’Drømmeprins’ er et smukt, ømt og meget seværdigt portræt af menneskelig længsel og ensomhed.