‘Rainbow’: Underholdende TV 2-serie burde have været meget mere interessant
Lige oven i Pride Week lander TV 2 Plays bud på årets ungdomsserie med en LGBT+-tematik.
’Rainbow’ handler om den unge Molly, der er vokset op i et trygt hjem med sine to mødre og har en stærk trang til at lære sin biologiske far at kende.
Efter sin 18-års fødselsdag finder hun ud af, at hun i virkeligheden ikke er blevet til på den fertilitetsklinik, som hun har fået fortalt. Oprørt over at være blevet løjet for får hun lokket fem navne ud af en af mødrene, og hun beslutter sig nu for på egen hånd at finde ud af, hvem af dem der er hendes far.
’Rainbow’ er båret af et usædvanligt stærkt cast: Fanny Leander Bornedal som den kvindelige hovedrolle og Nikolaj Groth som bedstevennen Tobias, der følger hende gennem tykt og tyndt, suppleres af navne som Peter Plaugborg, Jakob Fauerby og Thure Lindhardt som de kandiderende fædre.
’Rainbow’ er hele vejen igennem optaget med et håndholdt, halvdårligt kamera som en slags hjemmelavet dokumentar om Mollys jagt på sin far, filmet af Tobias. For troværdighedens skyld bliver der ikke sparet på »filmer du nu?« og »ej, sluk lige kameraet«-agtige kommentarer, og selvom det er en meget nuttet gimmick første gang, bliver det hurtigt irriterende at få trukket en så bestemt relation til skuespillerne ned over hovedet.
Skulle det virke, skulle manuskriptet have været knap så gennemskrevet og -koreograferet for at fremmale hjemmevideo-stemningen. I stedet er man ofte pinligt bevidst om, at skuespillerne er blevet instrueret i at kommentere kameraet.
Fanny Bornedal leverer en skarptskåret moody og spontan teenager, og Nikolaj Groth er et perfekt forgabte mandligt modstykke, men man kunne have ønsket mere rum til, at de kunne folde karaktererne ud.
Molly er håbløst quirky, vild og dybt uretfærdig, når hun ikke får sin vilje. Hun siger præcis, hvad hun har lyst til uden tanke for sine næres følelser. Fordi vi ikke lærer hende at kende som menneske, kommer vi aldrig til at sympatisere med hendes mission på andet end et teoretisk plan.
Tobias tjener til at lære Molly, hvordan hendes handlinger påvirker andre, og få hende til at sige undskyld, når hun er gået over stregen, men bliver aldrig rigtigt en selvstændig figur. Det er også svært at ignorere, at 27-årige Nikolaj Groth er næsten 10 år ældre end den 18-årige fyr, han er castet til at spille. Når formatet er så afpillet som her, fungerer det ikke, at en åbenlyst voksen mand skal forestille at være 18 år og bo hjemme hos sin mor.
Miniserien er bygget op således, at de to venner i hvert afsnit besøger én af de fem mænd, som potentielt kan være Mollys far. Besøgene er underholdende, og især Peter Plaugborgs præstation som fortravlet og passioneret socialarbejder samt Thure Lindhardts tåkrummende portræt af en indbildt syg, der nasser på sine næres omsorg, leverer morsomme øjebliksbilleder af forskellige mandetyper.
På grund af de beskedne to timer man skal bruge på at sluge hele serien, er det ikke fatalt, at historien ikke stikker dybere, end den gør – for den er faktisk underholdende.
Alligevel kan jeg ikke lade være at ærgre mig over, at serien med dét cast og temaet om at vokse op i en regnbuefamilie ikke stikker dybere.
Kort sagt:
TV 2-serien ’Rainbow’ når aldrig meget mere end at prikke til sine hovedpersoners facader.