Den misforståede gyser ’Malignant’ har alle ingredienserne til at blive en klassiker

Maksimalisten James Wan har fået carte blanche til at skabe sin mest bat-shit vanvittige gyser til dato. Resultatet har delt vandene blandt kritikere, men for David Madsen er der ingen tvivl: Intet andet på lærredet i år kommer i nærheden af den blodige finaleakt i ‘Malignant’.
Den misforståede gyser ’Malignant’ har alle ingredienserne til at blive en klassiker
Foto: Warner Bros

Twistet i ‘Malignant’ afsløres i det følgende – så kæmpe spoiler alert.

Sjældent har jeg hoppet så meget i sædet af ren begejstring som under James Wans nyeste horror-mesterværk ’Malignant’, der har fået en alt for hård medfart af de danske anmeldere. 

Hovedpersonen Madison (Annabelle Wallis) tror, hun har synske evner, da hun i en paralyseret tilstand overværer, at barndomsfantasivennen Gabriel myrder den ene person efter den anden rundt omkring i byen.

Politiet mistænker, at hun selv står bag de bestialske mord, men mod filmens klimaks viser det sig, at begge parter har ret. I modsætning til, hvad filmens markedsføring har givet udtryk for, er Gabriel nemlig ikke en dæmonisk kraft. Han er – og hold nu fast – en parasitisk tvillingebror til Madison, som deler rygrad og hjerne med hende. 

Det hele vises på et gammelt vhs-bånd fra den anstalt, hvor Madison voksede op. Kameraet drejer rundt om den lille, bedøvede pige, og vi bliver mødt af et skrigende misfoster, ikke ulig fosteret fra ’Eraserhead’. Lige da den bombe smides, bryder Gabriels ansigt ud ad baghovedet på Madison som en glubsk Voldemort og overtager styringen. 

Det bliver kun mere skingrende vanvittigt derfra.

Fra åbningsscenariet, der involverer den føromtalte, gotiske sindssygeanstalt omringet af det altopslugende, isnende hav og buldrende tordenskrald, til sin glorværdigt brutale finaleakt, kan ’Malignant’ passende kaldes high camp

Med sine imponerende creature-effekter, slibrige handlingsforløb og overdrevne grand guignol-scenarier er filmen lavet ud fra de samme campy præmisser, som lavbudget-maestroer George A. Romero, Stuart Gordon og Herschell Gordon Lewis mestrede fra 60’erne op igennem 80’erne: at underholde publikum gennem sensationalisme uden nogensinde at bryde med filmenes udskejende præmisser. I modsætning til dem har Wan blot adgang til et bugnende studiebudget.

James Wan har beskrevet sit mesterværk som en blender af forskellige gysergenrer, men på mirakuløs vis har det ikke udvandet hans vision. Her er Cronenberg-inspireret medicinsk bodyhorror a la ’The Brood’. En diabolsk, handskebeklædt morder med psykoseksuelle motiver er som hentet fra Mario Bava og Dario Argentos italienske giallo-film. Og så er der mekaniske monstrøsiteter fra 80’ernes creature-features som ’The Thing’, ’Basket Case’ og ’Re-Animator’.

Mest af alt føles filmen dog som en uforlignelig, ukomprimeret greatest hits-opsamling fra en af vor tids mest indflydelsesrige horror-auteurer.

‘Malignant’ (Foto: Warner Bros)

Carte blanche

Det elektroniske nu-metal inspirerede soundtrack er som snydt ud af næsen på Charlie Clousers ikoniske ’Saw’-tema. Gabriel, som kan kommunikere over radiobølger (lad være med at stille spørgsmål…), lyder præcis som Jigsaw-morderen. Hans våben, en gigantisk kniv smedet af et af sine ofres trofæer (igen, don’t question it), fabrikeres i en montage, der læner sig kærligt op ad en lignende fra ’Insidious’.

Ikke at forglemme Madisons bizarre toetagers træhybel, som skriger seriemorderskjulested og sagtens kunne høre hjemme i en af Wans ’The Conjuring’-film. 

Det er da også disse tidligere succeser, der har givet James Wan carte blanche til at skabe en film som ’Malignant’. Hans seminale gyser ’Saw’ samt de dæmoniske gys ’Insidious’ og ’The Conjuring’ har mere end nogen andre film i horror-genren formet genrelandskabet omkring sig. Samtidig har disse samt hans blockbuster-film ’Furious 7’ og ’Aquaman’ gødet jorden hos Warner Bros med milliarder af kroner i indtjening.

Listen af instruktører, som nyder carte blanche-status hos de store filmstudier, er efterhånden forsvindende lille. Så selvom ’Malignant’ kun kostede omkring 40 millioner dollars (en dråbe i havet sammenlignet med andre ambitiøse blockbuster-film som ’Tenet’ og ’Dune’), er den helt åbenlyst et passionsprojekt for Wan.

Og kun en film, der er skabt ud af oprigtig kærlighed til dens genre og bagland, kan betegnes som camp.

Skabt til horror-nørder

Men sejrsrunden er først komplet med Gabriels endelige massakre på en hel politistation, fanger såvel som betjente. Det visuelle trick udføres ved et steady-cam, som følger danseren Marina Mazepa, der hopper, springer og stikker sig vej igennem sine mordofre. Alt sammen gjort baglæns med armene vendt på ryggen. 

Oveni kaosset er Madisons ansigt limet fast i et skrækindjagende, lammet udtryk, som blot gør de morbide gerninger, der foregår omkring hende, så meget desto mere hysteriske og chokerende. Selv efter at have set det her klip et utal af gange, er jeg stadig ikke sikker på, hvordan fanden de gjorde det. 

Det er fænomenal stunt-koordinering og koreografi. Og det er filmens største triumf. Som de bedste camp-film føles intet i denne dybt outrerede, ikonografiske film tilfældigt. I stedet balancerer Wan på en knivsæg mellem det latterlige og det alvorstunge. Jeg oplevede ’Malignant’ alene i biografen med en god veninde, og vi græd af grin og skræk over de mange vanvittige mordscenarier. 

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at de problemer, som kritikere af filmen har – navnlig tonen, der svinger som et pendul, og de sæbeoperaagtige skuespilpræstationer – præcist er de punkter, som vil gøre den til en camp-klassiker blandt horror-nørder.

’Malignant’ kan ses i biografen.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af