’Malignant’: Når karaktererne i James Wans gyser begynder at joke, bliver det for mærkeligt
James Wans meritter som horrormaestro taler næsten for sig selv – både som instruktør på film som ’Saw’, ’The Conjuring’ og ’Insidious’ og som tovholder på ’The Conjuring Universe’.
Han har tilmed præsteret fine resultater i en helt anden boldgade med de to blockbuster-film ’Furious 7’ og ’Aquaman’, men nu er han så tilbage på hjemmebanen.
Hans nyeste horrorfilm ’Malignant’ (Akela Cooper er manusforfatter, mens Wan og hustruen Ingrid Bisu også har bidraget til historien) handler om kvinden Madison, som begynder at få nogle mystiske mareridtssyner, hvor hun passivt må se til, mens en blodtørstig monsterlignende skikkelse flænser sine ofrer.
Madison har tilmed en dyster historik, der fanger politiets interesse, som er i vildrede over de uforklarlige mord. Hun har som barn haft en usynlig ven, der snakkede med hende og gjorde hendes familie og omgivelser bekymrede, mildest talt.
Spørgsmålet er så, om det er den usynlige barndomsven, der har en finger med i de brutale mord, og hvordan det hele i så tilfælde er forbundet.
Efter en lidt campet prolog, hvor et psykiatrisk hospital bliver genstand for et blodbad, da en patient (hvem skal ikke afsløres her) slipper løs og slår meget af personalet ihjel, begynder filmen at tage form.
Wan viser med det samme, at han kender alle genrens kneb (knirkende døre og mørke afkroge), men heldigvis holdes den moderne gyserfilms mest udslidte kliché, jumpscares, på et minimum. De, der er med, er nogle effektive af slagsen.
Ellers er det meste af uhyggen bygget op omkring mere eller mindre overbevisende body horror, chokerende voldssekvenser og forvrængede stemmer. Mest uhyggeligt bliver det, når filmen trækker på noget relaterbart – følelsen af et monster, der lurer under sengen, og som kryber sig nærmere ens fødder, der hænger ud over sengekanten, eller når Madison kigger ud ad vinduet og ser omridset af en sort silhuet.
Karaktererne er desværre flade, og man bekymrer sig ikke videre om de fleste af dem. Men takket være en flot præstation fra undervurderede Annabelle Wallis (’Peaky Blinders’) har man oprigtig sympati for hovedrollen. I en scene, hvor hun vågner op på et hospital og modtager forfærdelige nyheder, er hun helt fantastisk og troværdig.
Til tider er der hints til især 80’ernes giallo-film, men også 90’ernes slasher-film kan fornemmes at have været en inspirationskilde for instruktøren. Og så veksler filmen også mellem et klassisk haunted house-scenarie (i hvert fald i den første halvdel) og lån fra krimigenren.
De mange inputs er kreative, men ender også med at spænde ben for filmen. Den kæmper med en usammenhængende tone og et manglende fodfæste, og når nogle af karaktererne pludselig begynder at joke (filmen har indtil da været stenhamrende alvorlig), bliver det simpelthen for underligt.
I filmens sidste akt bliver der i især én scene ikke sparet på teaterblodet, og tingene ender faktisk i et regulært blodbad, der frastøder og imponerer på samme tid. Læg hertil de højtragende temaer, som filmen også skal tage stilling til undervejs (børnemishandling, ondskab, hævn og hustruvold), og så har man en ambitiøs, men i sidste ende overfyldt og uforløst horrorfilm.
Kort sagt:
Når James Wans ’Malignant’ er bedst, skyldes det Annabelle Wallis i hovedrollen og den reelle følelse af gru og uhygge, men den inkonsistente tone og det lidt forvirrede udtryk trækker ned