Anya Taylor-Joy ætser sig fast på nethinden i genremesters nye gyser

Edgar Wrights stærkt imødesete ’Last Night in Soho’ har netop haft verdenspremiere i Venedig. Her beviste Anya Taylor-Joy endnu engang, at hun er en af tidens mest interessante unge skuespillere.
Anya Taylor-Joy ætser sig fast på nethinden i genremesters nye gyser

VENEDIG FILM FESTIVAL. Gyserfilm har normalt trænge kår på de store filmfestivaler, der gør en dyd ud af at se mod mere ’kunstneriske’ afkroge af filmland. Men hedder man Edgar Wright, er man automatisk inviteret ind i det gode selskab (ganske vist uden for konkurrence).

Den britiske instruktør bag de fremragende komedier ’Shaun of the Dead’ og ’Hot Fuzz’ er kendt for sin virtuose genreleg, der emmer af en dyb kærlighed til filmkunsten. Sådan forholder det sig også i hans nyeste skæring, retrogyseren ’Last Night in Soho’, der har de unge stortalenter Thomasin McKenzie (‘Leave No Trace’, ’Jojo Rabbit’) og Anya Taylor-Joy (‘The Witch’, ‘Dronninggambit’) i hovedrollerne.

McKenzie har den bærende hovedrolle som den aspirerende modedesigner Eloise, der kommer ind på drømmeskolen i London og må flytte fra de trygge rammer på bøhlandet, hvor hun bor med sin bedstemor.

Med formaninger om, at storbyen kan være meget at kapere for en godhjertet sjæl som hende, rejser Eloise håbefuldt afsted. Første dag på skolen dukker hun op i en hjemmesyet kjole, mens de andre har dyrt designertøj på. Så kort tid tager det at blive stemplet som det sorte får.

Thomasin McKenzie i ‘Last Night in Soho’. (Foto: PR)

I britiske gyserfilm er det ofte på landet, at uhyggen sker. Tænk bare på Sam Peckinpahs ’Straw Dogs’ eller ’The Wicker Man’, hvor hovedpersonerne bliver terroriseret af hermetisk lukkede lokalsamfund.

Med ’Last Night in Soho’ vender Wright kløgtigt konventionerne på hovedet ved at flytte handlingen til storbyen, hvor ensomheden og frygten for at blive udstødt fra fællesskabet hersker.

Den indledende – og særdeles effektive – uhygge funderet i ikke at passe ind tager imidlertid bagsædet, da Eloise hver aften plages af uhyggeligt livagtige drømme.

Her bliver hun på mystisk vis transporteret tilbage til 1960’ernes London, hvor hun følger den unge håbefulde sanger Sandy (Anya Taylor-Joy), som forsøger at slå igennem og i kampen for at nå stjernerne må underkaste sig den skumle manager Jack (en glimrende Matt Smith).

Langsomt begynder drøm og virkelighed at smelte sammen, når Eloise nærmest overtager Sandys identitet i nattetimerne. Man spørger sig selv, hvor meget der bare foregår i Eloises hoved.

Spørgsmålene er mange, og Wright besvarer kun nogle af dem. Men selvom filmen til tider føles en smule letkøbt, er hans overstiliserede univers en fornøjelse at følge på det store lærred.

Det bliver aldrig for alvor uhyggeligt, men alligevel formår Wright at engagere med sine flotte koreografier og periodespecifikke design. Referencer er der masser af, når instruktøren blandt andet sender kærlige hyldester til giallofilm.

Og så byder filmen også på en overraskende slagkraftig, men også en smule underudforsket, kritik af den misogyne underholdningsbranche.

Anya Taylor-Joy og Matt Smith i ‘Last Night in Soho’. (Foto: Parisa Taghizadeh / Focus Features)

Det hele løber lige lovligt meget løbsk til sidst i filmen, hvor Wright taber det menneskelige drama om at turde stå ved sig selv, selvom man er anderledes, af syne til fordel for en actionpakket slutning, der ikke overrasker helt så meget, som den håber.

Men filmen lykkes alligevel takket være McKenzie og Taylor-Joy, som begge viser, at de er to af de mest interessante unge skuespillere lige nu. Særligt Taylor-Joy er hypnotiserende. Hun behøver ikke dybe karaktertræk for at ætse sig fast på nethinden som den unge kvinde, der må igennem et kvindefjendsk helvede for at nå scenelyset.

Selvom det måske rigtigt nok ikke er stor, stor filmkunst, er det konstant underholdende at følge spektaklet.

’Last Night in Soho’ får dansk biografpremiere 25. november.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af