(Spoiler-advarsel: Læs først med, når du har set ’Dune’)
Vi er på den gode side af en time inde i ’Dune’, før Denis Villeneuve for alvor begynder at spille med musklerne.
Indtil da har Hans Zimmer lagt bånd på sit buldrende score (så godt som det nu engang er muligt, når man hedder Zimmer til efternavn), og de store actionsekvenser har været ikkeeksisterende i den minutiøse opbygning af et intergalaktisk imperium på grænsen til krig.
Men da Paul Atreides og hans magtfulde forældre først er ankommet til ørkenplaneten Arrakis til lyden af sækkepibe og messiasudråb, begynder Villeneuve langsomt at røre på sig med en af filmens bedste suspense-scener til følge.
Som et varmesøgende missil går Villeneuve direkte efter nerverne, da hertugen Leto og arvingen Paul sætter ud på en umiddelbart harmløs ekspedition for at besigtige deres krydderi-mejetærskere, som Harkonnen’erne har saboteret, inden de overlod ørkenen i Atreides-slægtens varetægt.
Scenen illustrer på mange måder, hvordan Villeneuve mestrer at skabe håndgribelig og jordnær spænding selv i de mest storslåede universer.
Som i den mesterlige bilkonvojscene i ’Sicario’, hvor vi med det samme forberedes på, at FBI-agenterne vil blive angrebet ved grænsen, sætter han alt til skue fra start:
En gigantisk sandorm har kurs direkte mod den forvoksede høstmaskine, der med sin rytmiske lyd tiltrækker bæstet fra dybet. Protokollen dikterer, at maskinen – og de 21 mennesker om bord – bliver ved med at høste det dyrebare krydderi helt indtil sekunderne inden sandormens kollision, hvor et redningsfartøj løfter maskinen op i luften og væk fra sandmonsterets gab.
Men katastrofen lurer, da fartøjet (selvfølgelig!) viser sig at være defekt, og Atreides-duoen pludselig må handle hurtigt for at redde deres mandskab fra den tikkende bombe.
Episk rabalder
Scenen er på mange måder emblematisk for, hvordan ’Dune’ ofte er rodfæstet i lavpraktiske detaljer og tilsyneladende uvæsentlige handlinger, der – på godt og ondt – vægter stemningsindtryk højere end klassisk dramaturgi og karakterudvikling.
Som når Paul tager afsked med sin hjemplanet og én sidste gang lader hænderne synke ned i de vandhuller, han nok aldrig kommer til at se igen. Eller i de mange herlige læringsmontager, hvor den unge arving studerer lokalskikkene på Arrakis. Alle sammen små elementer, der subtilt optegner karaktererne.
Alligevel formår Villeneuve at løfte scenen til et episk rabalder, der øjeblikkeligt gav mig gåsehud (både første og anden gang, jeg så den!). Den overlegne sammensmeltning af Zimmers musik og selve lyddesignet, når sandormens fremmarch sender rystelser gennem sandet og tvinger de sagesløse mennesker i knæ, er fremragende.
Men det er ikke kun blær. Scenen er helt central for karaktertegningen af Leto som en naiv helt, der – trods sine gode intentioner om en alliance med Fremerne– skal regere et land, han ikke forstår, og et folk, hvis traditioner han har svært ved at respektere, når han skuer ud over ørkenens vidder og stempler stedet som et intetsigende hul i jorden.
Han er en imperialist uden at vide det – og selvfølgelig dømt til at fejle på forhånd. Scenen understreger dermed også, hvordan Atreides-familien er gået lige lukt ind i en udspekuleret fælde, der langsomt er i gang med at begrave dem levende – et effektivt point of no return, der også eskalerer Pauls fremtidssyner efter hans kontakt med det bevidsthedsudvidende krydderi.
Det er visionen om at opbygge et overrumplende visuelt univers, hvor alle detaljer synger (jeg kunne se på de guldsmedelignende rumskibe i timevis) og selv de mindste handlinger er betydningsbærende, der for mig at se gør ’Dune’ til en milepæl blandt tidens Hollywood-blockbustere.
Modvillige helte
At filmen ikke står lige så skarpt dramaturgisk som for eksempel ’Eventyret om ringen’ – der så også er den måske bedste fantasy-blockbuster nogensinde – skyldes i høj grad, at ’Dune’ arbejder mere med visuelle antydninger frem for klassisk plot. Og at karaktererne er modvillige helte, som styres frem af et stort skyggespil, vi endnu ikke helt kan se.
Om man er villig til at give Villeneuve fripas for, at mange spørgsmål først skal besvares i anden installation, må være en smagssag.
Men i den første sandormescene rammer Villeneuve hvert et taktslag rent, fordi indsatsen er tilstrækkelig håndgribelig og ukompliceret til, at den rene filmiske oplevelse får plads til at ånde.
Det er et klart højdepunkt i filmen, der – indrømmet – bevæger sig over i mere skematisk ploteksekvering i sin anden halvdel.
Alligevel er jeg dybt taknemmelig for en filmskaber, der vil noget andet med blockbusterformatet end de gængse effektbrag. Det er efterhånden sjældent, at man ser så mange tankevækkende billeder i en film af den størrelse.
’Dune’ kan ses i biograferne.