Rød knap – go!
Sådan lød navnet på en leg, Jesper Ole Feit Andersen opfandt med en ven, da de var små.
Legen gik i al sin enkelthed ud på, at de to venner greb en båndoptager, trykkede ’optag’ og improviserede i timevis. Bagefter klippede de, til egen morskab, optagelserne sammen til sjove, ofte helt udknaldede shows.
»Vi lavede en gang en optagelse, hvor vi lod, som om vi var fjorten forskellige bands, der optræder på et plejehjem«, fortæller skuespilleren og ryster lidt på hovedet over sig selv. »Vi har lavet så mange vildt sjove, vildt åndssvage ting. Det dér med at optræde, optage og improvisere har bare fyldt i mig altid«.
Det sidste udsagn er ikke svært at tro. Showman-genet skinner tydeligt igennem, som han sidder der en torsdag eftermiddag på en café ved Gl. Kongevej og fortæller om sit liv og sin karriere.
Det er hans første interview nogensinde, men Jesper Ole Feit Andersen glider nemt ind i rollen. Blikket er intenst og nærværende, mens historier fra ungdomsårene og et enkelt illustrativt H.C. Andersen-eventyr bliver fortalt med stor indlevelse. Man må til tider dy sig for ikke at sprutte sin dyrtkøbte café-lemonade ud af grin, når den sjove punchline lander passende skævt eller med velvalgt komisk timing.
Det er nok især den – evnen til at få andre til at grine – der har givet ham medvind de seneste år, hvor han har gjort sig bemærket i komiske biroller i flere danske ungdomsserier (generationsserien ‘29’ og den mindre kendte eksperimenterende ‘Hotel Paradis’).
Lige nu er han aktuel i ny én af slagsen: TV 2-serien ‘Blå bog for evigt’, hvor han igen lyser op i endnu en sjov rolle på sidelinjen.
Denne gang inkarnerer Jesper Ole Feit Andersen mobbeofferet Konrad, der prøver at hævde og hævne sig i mødet med de gamle mobbere fra sin gymnasieklasse.
Forsøg på at få oprejsning er cringe-værdigt kikset og falder plumpt til jorden for den stakkels Konrad. Jesper Ole Feit Andersen derimod stråler veltilpas i rollen, hvor han får lov til at lege videre med det improvisationstalent, han har fremelsket siden barndomsårene.
»Jeg har set første afsnit, hvor jeg kan høre mig selv som Konrad stå og blære mig med, at jeg startede med at gå camønoen, så caminoen og så Afrikas vestkyst. Derefter toner lyden ud, fordi det nok simpelthen bliver for dumt«, siger skuespilleren og griner ved tanken.
»Det er jo bare noget, jeg sidder og lirer af. Det er jo bare mig, der sidder og larmer og har det sjovt!«.
Et hårdt buddhistisk råd
Interessen for at optræde startede for Jesper Ole Feit Andersen allerede før improvisationslegene med vennerne i Kolding, hvor han voksede op. Som fireårig underholdte han med børnesange på værtshusscener med sin mors kusine, som var singer-songwriter.
Teatret fik han øjnene op for som helt lille på grund af mormoren, der ugentligt slæbte ham i operaen eller teatret og introducerede ham for begreber som ‘verfremdung’ og teatrets forunderlige verden.
»Hun var kæmpe fan af Brecht og kunne godt lide Beckett. Jeg husker, hvordan jeg har siddet i mine bedsteforældres stue og spist pandekager og gennemgået en Brecht-forestilling fra ende til anden for at komme ind at se den aftenen efter«.
Men selv om drømmen om at optræde på de store scener brændte i ham, var Jesper Ole Feit Andersen ikke sikker på, at han kunne blive professionel skuespiller. Problemet var, at han trods lysten simpelthen var for doven.
»Jeg kom ikke videre efter anden prøve til skuespillerskolen, og jeg tror, det var, fordi der var en djævel, der sad i mig og fik mig til at udskyde og udskyde med at øve. Jeg har altid haft lidt svært ved at tage mig sammen og forberede mig til ting. Bagefter tænkte jeg: Fuck, det var hårdt! Men så var det jo fedt, at der var så meget andet jeg kunne«.
I stedet søgte han ind på historiefaget på universitet og begyndte at uddanne sig til lærer ligesom begge sine forældre. Lysten til at optræde blev dog ved med at ulme i ham og fandt udtryk gennem skæve og lidt udknaldede filmprojekter (søg ‘fjongfiskers’ på YouTube!), som han lavede med vennerne fra hjemstavnen.
På et tidspunkt var han så splittet mellem lærer- og skuespilvejen, at han blev nødt til at spørge de højere magter til råds. Som praktiserende buddhist havde han heldigvis allerede hul igennem, og på et tro-ophold i Japan spurgte han en buddhistisk senior, hvad han skulle gøre.
Svaret satte nogle knapt så buddhistisk-harmoniske følelser i gang i den håbefulde Jesper Ole:
»Han sagde overordnet set, at jeg skulle bruge mine skuespilevner til at være en god underviser. Jeg gik bare fra det møde og tænkte, at det var det dårligste råd! Jeg mener, hvad fanden var det nu for noget? Jeg mener: Hvad skete der lige med follow your dreams, eller go big or go home?«
Nuvel. Trods den indledende skuffelse indså Jesper Ole Feit Andersen, at rådet jo nok var meget godt. Så han fulgte det og havde et par fantastiske år som efterskolelærer på Frederiksberg. Men krisen var ikke afværget. Tvivlen kom tilbage, og da projektansættelsen på efterskolen var ved at udløbe, skete der noget vildt.
Ud af det blå blev Jesper Ole Feit Andersen indkaldt til to auditions næsten samtidig: Den ene på Zinnini Elkingtons første film ‘Regnbuepiger’ (2017) og den anden på DR Ultra-serien ‘Klassen’, hvori han nu har medvirket i flere sæsoner.
»Og det sindssyge: Begge var til rollen som lærer. Så pludselig fik jeg, der har været dårlig til at forberede mig, mulighed for at gå op til roller, jeg havde øvet mig på i to år. Var det ikke vildt?!«
Kærlighed til taberne
Jesper Ole Feit Andersen taler om sin vej til skuespillet, som om det var et eventyr med en lykkelig slutning. Men han har nu engang også altid været typen, der ser lyst på tilværelsen.
»Hvor meget synes du for eksempel, at der er i det her?« siger han og demonstrerer med sit nu – alt efter livsanskuelse – halvt tomme, halvt fyldte lemonadeglas. »Okay, det her lyder nok floskel-agtigt, men jeg er sådan én, der synes, der er masser tilbage. For jeg er en munter person. Jeg er mere en indånder end en udånder, du ved!«.
Jeg ved præcis, hvad han mener. Jesper Ole Feit Andersen fylder rummet med positiv energi. Han møder og giver smil til alle på sin vej. Godt nok er vi på café tæt på hans gamle bolig og efterskole, men det er alligevel forbløffende, hvor mange han synes at kende. Og dem, han ikke kender, skal han nok snart blive venner med.
Han er tydeligvis god til at være i centrum. Men hvordan har han det så egentlig med at spille biroller, som er det eneste, han hidtil har prøvet?
»Altså, jeg kan godt lide at indtage et rum og vil da gerne have en hovedrolle, hvis den er rigtig, men jeg kan godt lide at gøre mit for, at en scene bliver, som den skal. Om det så er ved at stå fem sekunder bagerst i et rum og fylde en ismaskine op. Jeg kan godt lide at bygge andre op. Og det synes jeg fandme også efterhånden, jeg er blevet god til!«.
Igen må jeg give ham ret. Jeg har selv, i tidligere anmeldelser, rost hans birolle-optræden i generationsserien ‘29’, hvor han spiller den søde frikadellefar-agtige pleasertype Tobias.
Tobias er lidt kikset. Han er sådan en, man griner mere af end med. Omtrent det samme kan man sige om Jesper Ole Feit Andersens rolle som den opstyltede Dan i den syrede ‘Hotel Paradis’ og nu inkarnationen af Konrad i TV 2 ZULU-serien ‘Blå bog for evigt’.
Men føler skuespilleren bag egentlig, at han altid sidder lidt fast i de der kiksede, lidt komiske roller?
»Nej, det føler jeg egentlig ikke. Jeg har også flere roller, hvor jeg spiller enormt straight. Der er Finn i ‘Sygeplejerskolen’ (TV 2 Charlie-serie fra 2018, red.) og min rolle i ‘Minkavlerne (2019-, red.)«.
Han tøver lidt.
»Meeeen der er måske nogle gennemgående træk. Jeg synes jo også, det er enormt sjovt at lave de her karakterer. Jeg kan godt lide taberne«.
Han fortsætter:
»Alle vindere ser lidt ens ud, men tabere har en flig af noget kant, noget mere interessant. Det er sådan nogle, der kæmper for at holde sammen på tingene. Sådan nogle, som vi holder af som publikum, men som deres egen omverden er lidt imod. Det er sgu da røvsympatisk, og det kan jeg jo også selv spejle mig i«.
Seriøst sjov
I første ombæring kan Jesper Ole Feit Andersen godt kan give det indtryk, at han kommer legende til det meste. Men som interviewet skrider frem, og lemonadeglasset tømmes, bliver det tydeligere og tydeligere for mig, at går han til sit fag med stor alvor og ikke mindst ydmyghed.
Han tager også sine sjove karakterer dybt alvorligt, det skal man slet ikke tage fejl af:
»I virkeligheden kan man jo også sige, at komiske karakterer godt kan være dybt seriøse mennesker. Tag nu Lars Brygmann, som nok er en af de sjoveste skuespillere i Danmark. Han har tit spillet seriøse roller og er nu gået over til at spille seriøse roller, som er vildt sjove, netop fordi de er så seriøse. Det er tydeligt, at han tager det liv og den karakter, han afspejler, dybt alvorligt. Det er også det, jeg stiler efter«.
Som for at understrege sin seriøsitet forsikrer Jesper Ole Feit Andersen mig, at har overmandet sin dovenskab og nu er begyndt at øve sig meget mere på sine roller. Han kommer velforberedt og vil gerne bidrage, hvor han kan – også selvom det til tider betyder, at hans egne biroller skubbes endnu længere ud på sidelinjen.
»Noget af det fede ved ‘Blå bog for evigt’ var, at der var plads til, at vi alle kunne være med til at skabe. Jeg foreslog instruktøren, at en af mine scener skulle slettes, fordi den var redundant. Og så gjorde han det. Nogle gange har jeg det fint med at få så få ord som overhovedet muligt. Bare lad mig stå i baggrunden, så skal det nok blive rigtig godt«.
De skæve i fokus
Der er helt klart nogle mindreværdskomplekser på spil i det selvudslettende og trangen til at spille biroller, erkender Jesper Ole Feit Andersen. Dem arbejder han på, og det er også blevet meget bedre. Nu, efter flere roller, tror han faktisk selv på, at han har det talent, der virker så umiddelbart.
Men i ønsket om at gribe ind og forbedre gemmer der sig faktisk også en modsatrettet trang. En trang til selv skabe, der måske kan spores helt tilbage til de gakkede universer, han skabte med Rød knap – go!
»Jeg er vildt tiltrukket af universer, hvor virkeligheden er mere bøjelig, som de er i ‘Hotel Paradis’. Dem ville jeg gerne på en eller anden måde være med til at skabe flere af på den danske scene«, siger Jesper Ole Feit Andersen og sammenligner det udsyrede univers i Kasper Runes ukarakteristisk udsyrede danske serie med den personlige storfavorit, David Lynch-serien ‘Twin Peaks’ (1990).
Jesper Ole Feit Andersens sprang i luften, første gang han så ’Twin Peaks’. Her var der noget, han ikke havde set før. Det var mystisk, flydende, drømmende og samtidig sjovt. Og hovedrollen agent Dale Cooper er alt, han selv elsker at spille: drønalvorlig og superquirky.
En lignende rolle og et lignende univers kunne Jesper Ole Feit Andersen godt tænke sig at være med til at bringe til verden – når tiden og talentet er modent til det:
»Jeg ville elske selv at lave mere, der bøjede grænserne for virkeligheden. Og jeg ville da lyve, hvis jeg ikke sagde, at jeg på et tidspunkt godt kunne tænke mig selv at udvikle et sketchshow eller en spinoff, hvor jeg får lov til at sætte de sjove, kantede bikarakterer, som jeg har spillet flere af, lidt mere i fokus. Det kunne jeg sgu godt finde på«.
’Blå bog for evigt’ kan ses på TV 2 Play.