‘Blå Bog For Evigt’: Ny TV 2 Zulu-serie er ‘Klassefesten’ forklædt som ‘Festen’
På godt og ondt bliver reunion-festen som greb aldrig gammelt, selvom vi har set det gå galt i på film- og tv lige så mange gange som i virkeligheden. Vi møder op igen og igen præcis som i det virkelige liv, for måske bliver det hyggeligt. Eller sjovt og rammende, som da der bliver holdt pralerunde og skrålet Medina i ‘Limboland’.
Men serien om en flok gamle gymnasiekammerater, der strander til deres 10-års jubilæum skabt af ‘Sjit Happens’-skuespilleren Claes Quaade strander ligeledes mellem utallige forsøg cringe-komik og wannabe-dogmedrama.
Præmissen er ellers medrivende, selvom den er letkøbt.
Der er altid uforløste forelskelser på kryds og tværs, nogen der skal selvrealiseringsknalde sig væk fra deres røvsyge familieliv og en frelst nørd, der er kommet tilbage for at vise klør.
Og det er der også i ‘Blå Bog For Evigt’.
Festen bliver holdt på et stort husmandssted på en udefineret ø med Josefine (Josefine Tvermoes) og Theis (Christopher Læssø) som værter: Klassens populære par, der nu er blevet henholdsvis »uptight« kontrolfreak og lærervikar med en halvdød komikerdrøm.
Theis opsøges gang på gang af Konrad (Jesper Ole Feit Andersen) klassens mobbeoffer, der nu har skrevet en bog om at gå ture, som han snakker om konstant. Festens puls er Ida (Sofie Kaufmanas), klassens friske pige, der sidenhen har fået en familie, hun synes er dødsyg, hvilket afsløres af en masse ligegyldige facetimeopkald fra hendes kæreste Lars.
Hun er desperat spændt op til lir i en skrigpink kjole for at cutte forbindelsen til sit liv bare for en enkelt aften. Hvilket indbefatter hawaiiskjorte-typen Sejer (Kasper Stensbirk), en afart aldrende fuckboy med taberkvaliteter.
Den sidst ankomne til festen er My (Nouha Albrecht) en genert type, for hvem Theis var det perfekte match, der aldrig blev til mere end et venskab med hyppige ‘Rytteriet’-efterligninger.
Selvom der er seks forskellige klassekammerater i fokus, føles karaktergalleriet fattigt. De statister der var skrabet sammen til festens start forsvinder ret brat, da færgen væk fra øen sejler ved midnat – uden at man har kunne mærke den mindste feststemning. Så er klassen barberet ned til de seks hovedpersoner, hvilket selvfølgelig hele tiden var meningen, men at alt op til føles som tidsspilde, før den rigtige handling kan gå i gang.
Senere viser det sig, at færgen simpelthen er gået på grund. Vender klassekammeraterne så tilbage for at sove i huset? Nej, de ringer bare for at fortælle det, så vi forstår at seksmandsgruppen også er fanget på øen. Det føles som at se en improvisationsøvelse på
et dramahold, hvor man fisker en ny konflikt op af hatten lige pludselig. Ikke som noget der er skabt af med af helt hold manuskriptforfattere.
Jesper Ole Feit Andersen som genfødt gåtursguru med en nørdehævnerisk agenda er sammen med Sofie Kaufmanas gamle festpige, spillet med energi som en dalmatiner i løbetid, castets absolutte lyspunkter. Især Feit Andersens karakter har potentiale til at tilføre en mere uset hævgerrig kant til den oplagte akavethed, man kender og holder af fra eksempelvis ‘29’. Leveringen af de lette, omend meget tidsvarende jokes om gåture som vejen til succes, er muligvis det mest mindeværdige ved serien overhovedet.
Dog bliver det trættende i længden, at de fleste karakterers definerende træk og missioner er så åbenlyse, at de ligeså godt kunne have dem stående på en t-shirt. Kemien imellem de forskellige karakterer er meget ujævn, hvilket gør den forbindelse de har til hinanden til et dårligt dramatisk omdrejningspunkt. Muligvis spærrer man øjnene op, når Konrad dæmonisk konfronterer sin mobber Theis, men man lukker dem igen ved synet af Theis’ og Mys røvsyge right next to the right one-dynamik.
Og som så mange andre danske komedieforsøg er ‘Blå Bog for Evigt’ til falds for opkast og urin som punchline på en virkelig irriterende måde.
Der er milevidt fra ‘Blå Bog For Evigt’ til ‘Festen’. Selvom man tydeligvis har forsøgt at vække dogmeånden til live i måden man har filmet og tilrettelagt seriens historie om en mislykket fest på et stort husmandssted. Vi er således tit inviteret op i lofthjørnerne eller til at stirre direkte ind i en smeltende islagkage. Vi står lige ved siden af, når der er nogen, der knalder ind og ud af billedet.
Hvis serien rent dramatisk havde kunne leve op til den skævhed kameraet lægger for dagen, ville det have lignet noget. Men fordi kontrasten mellem kvaliteten af indholdet og, hvordan det ser ud er så stor, bliver man i stedet konstant mindet om, at serien muligvis ligner ‘Festen’ en lille smule, men komisk, dramatisk og ambitionsmæssigt har meget mere til fælles med ‘Klassefesten’.
Kort sagt:
Selvom den har ambitioner om mere, er ‘Blå Bog For Evigt’ ufokuseret som et gammelt klassebillede og uopfindsom fladpandet Zulu-humor pakket virkelig prætentiøst ind.
Anmeldt på baggrund af seriens to første afsnit.