Det var en veloplagt og ærlig Trine Dyrholm, der i fredags stillede op til Soundvenue Live og en sjælden samtale om sin karriere for en pakket sal i Grand Teatret i København.
I samtalen med Soundvenues filmredaktør, Jacob Ludvigsen, fortalte skuespilleren både om de unge vilde år, hvor ’Taxa’-skuespilleren tilbragte mange nætter på Jazzhouse (og de rigtige taxachauffører selvfølgelig altid skulle påpege, hvordan DR-serien var urealistisk), om sin søgen efter de dybe og ofte grænseoverskridende rum i kunsten, om sin metode som skuespiller og om sin aktuelle rolle i ’Margrete Den Første’, der har premiere i dag.
Højdepunkterne var mange – vi har samlet nogle af dem her:
Om at tage publikum med ud i det uvisse:
»Der er ikke nogen, der skal tro, at de ved, hvordan jeg er. Og det er jo også sådan, jeg har det med skuespil. Det er det, som er det spændende, at vi simpelthen ikke ved, hvordan de her karakterer reagerer, før vi står og gør dem. Og det er det, jeg har lyst til at tage publikum med ind i hele tiden, en rejse ind i det uvisse. Der hvor noget, vi ikke vidste skete, lige pludselig opstår«.
Om at turde søge derud, hvor man ikke kan bunde:
»Jeg havde en periode omkring de 27 år, hvor jeg ikke havde det så sjovt inden i mig selv – jeg begyndte at have lidt angstanfald og ulykkelig kærlighed. Så opdagede jeg, at det simpelthen er en naturlig rejse, man har som menneske. På et eller andet tidspunkt skal du stifte bekendtskab med det eksistentielle rum på et dybere plan. Det begyndte i mit personlige liv, da jeg var 27. Og derfor fik jeg lyst til at udfordre nogle andre rum i kunsten. Så jeg havde en periode, hvor jeg lovede mig selv kun at sige ja til noget, jeg ikke turde eller ikke havde lyst til«.
Om karrierens mange grænseoverskridende scener:
»Jeg er rigtigt heldig, at jeg ikke er forfængelig, når jeg arbejder. Jeg ved ikke hvorfor, det er jeg bare ikke. Der ligger et eller andet dybt i mig, som gør, at det ikke er privat for mig, når jeg spiller«.
Om at være en uneurotisk skuespiller:
»Jeg ved, at hvis jeg ikke anerkender de andre, når jeg arbejder, så bliver jeg ikke god. Det er ligesom at spille teater. Hvis du ikke ved, at du er en del af et stort billede og ikke står i lyset, så er du ikke med. Det er ikke, fordi man ikke må blive hidsig over noget eller vise følelser. Men man må ikke skælde nogen ud. Man må ikke opføre sig dårligt«.
Om sit forhold til at give interviews:
»Jeg har været i pressen, siden jeg var 14, men jeg vænner mig aldrig til det. Jeg føler, jeg giver meget af mig selv, når jeg arbejder, og så vil folk hele tiden have en bid af én (…) Det er meget følsomt, og så kan jeg godt have sådan nogle dage, hvor jeg bare ligger og skriger og hader verden og græder derhjemme. Der har jeg heldigvis gode venner og en mand, der er utroligt støttende i det rum«.
Om at fremprovokere tårerne foran kameraet:
»Jeg er ikke for fin til at bruge mentol i øjnene og tigerbalsam og alt muligt«.
Om at Soundvenues Instagram-brugere kårede ’Dronningen’ som hendes bedste præstation:
»Jeg ved ikke, om jeg blev overrasket, men jeg er i hvert fald selv utroligt stolt af den film. Det er jeg, fordi det er sjældent, at alt går op i en højere enhed. Det er ikke noget med at disse de andre projekter, men der skete noget med ’Dronningen’«.
»Der var en stringens og en hårdhed i den film. En meget talentfuld instruktør, May el-Toukhy, og et vanvittigt godt manuskript (…) Det er klart, at det var meget grænseoverskridende at lave alle de sexscener. Men det hele blev behandlet så ordenligt. Det var vildt grænseoverskridende alligevel, men det gjorde ikke noget, fordi vi var sammen om at gå derud«.
Om frygten for, at publikum skal blive træt af hende:
»Hver gang jeg kommer ud med noget, skammer jeg mig en lillebitte smule. Ikke fordi jeg skammer mig over værket, for det er jeg oftest ret stolt af. Men der er et eller andet over, at nu skal vi lokke jer ind i mørket. Det kan jeg godt kæmpe lidt med og tænke, at åhh nej, tænker de nu, at det gider vi simpelthen ikke at se. Men det har jo ikke noget med mig at gøre. Filmene er jo større end mig«.
Om udfordringen ved at lave ’Margrete Den Første’:
»Det blev en mental rejse ind i det her menneske, og den største udfordring har været at finde det menneskelige i det store skrud. Jeg er meget stolt af den her film, fordi jeg synes, det lykkedes at lave storhed, samtidig med at der er et menneskeligt kammerspil inde i det. Det er det, der har været udfordringen«.
’Margrete Den Første’ kan ses i biograferne fra i dag. Læs vores anmeldelse HER.