’The North Water’: Colin Farrell og Jack O’Connell brillerer i bestialsk DR-aktuel miniserie
Særligt én scene i Andrew Haighs hårdkogte og klaustrofobiske overlevelsesdrama overrumplede mit følelsesregister.
Vores hovedperson, som er kirurg, skal netop til at fjerne en byld på størrelse med en tennisbold, der sidder i maven på en præst.
Omgivelserne inviterer ikke ligefrem til et større kirurgisk indgreb, da de befinder sig i en beskeden hytte på den arktiske is, hvor de er langt fra de (på overfladen) civiliserede og sterile rammer fra det victorianske 19. århundredes Storbritannien.
Uden bedøvelse gøres der klar til operationen, hvorefter der resolut prikkes hul på bylden, og den arme præst skriger i smerte. Et frastødende og nærmest nådesløst frontalangreb på præsten såvel som os seere.
Når ’The North Water’ trækker på denne rå og direkte realisme, kan man ikke undgå at blive draget ind i seriens iskolde og utilgivelige univers, der bliver hjulpet godt på vej af to uhyre veloplagte skuespillere i de bærende roller.
Jack O’Connell spiller Patrick Sumner, en skandaliseret militærkirurg med en traumatisk baghistorie, der får job som skibslæge på hvalfangerskibet Volunteer. Med en noget broget besætning, herunder den kradsbørstige og snu bølle Henry Drax (Colin Farrell), drager skibet afsted mod Arktis, hvor jagten går efter hvaler.
Næsten intet forløber imidlertid som planlagt, da både kaptajn og styrmand har fået en mistænkelig mission oven i hatten af skibets pengegriske ejer Baxter (Tom Courtenay), der øjner en mulig økonomisk gevinst, hvis skibet sænkes under de rette forhold.
I mellemtiden opstår der knaster mellem besætningen, og Sumners egen søgen efter sjælefrelse bliver kompliceret af en lang række ubehagelige begivenheder – mange af dem med Drax som ophavsmand – og spørgsmålet er, hvem der i sidste ende kommer sejrrigt ud af de iskolde, vinterlige stribasser.
Serien kommer lidt søvndyssende fra land med to kontrastfyldte introer til Drax og Sumner og deres forskellige veje om bord på hvalfangerskibet. Her bliver de etableret som hinandens direkte modsætninger (anarkistisk/primitiv og lovlydig/sofistikeret), hvilket danner grundlaget for deres indbyrdes konflikter.
Men så snart skibet sætter mod nord, og testosteronbomben af en besætning begynder at gå hinanden på nerverne, slår serien gnister. Det bidende klima og den bitre sømandsstemning vil unægtelig give ’The Terror’-vibes, men jo længere hen i plottet vi kommer, trækker serien også fortællemæssigt og æstetisk på Alejandro G. Iñárritu vinterlige western ’The Revenant’.
Angiveligt skulle serien være optaget under ekstreme forhold, og det mærkes tydeligt på skuespillerne, der under de buskede fuldskæg ser ud til reelt at lide under kulden. Holdet bag ’The North Water’ har optaget det meste af serien i området omkring Svalbard, hvor klimaet og de indfødte isbjørne konstant var en trussel.
Og det har tilsyneladende presset dem til at gå all-in på realismen og ikke mindst præstationerne, hvilket i særdeleshed lykkes for O’Connell og Farrell. Begge skuespillere spiller deres roller med en imponerende indebrændt vrede, hvad end det skyldes krigstraumer eller banalt vanvid.
Scenerne, hvor den utilregnelige Drax er alene med Sumner på skibet, er intimiderende og nærmest klaustrofobiske. Også vores egen Roland Møller dukker op i en mindre, men betydningsfuld rolle, og gør det upåklageligt.
’The North Water’ er forrygende at kigge på. De smukke billeder af isbjerge, snedækkede underlag og isbjørne dominerer det på én gang utilgivelige og ensomme landskab.
Som serien skrider frem, begynder den også at skulle tage stilling til vanskelige temaer som kolonialisme, racisme og økokritik, og i et i forvejen smalt format bestående af fem afsnit tager serien munden for fuld, i takt med at den nærmer sig sin forhastede konklusion.
Det ændrer dog ikke på, at serien holder, hvad den lover: blod, sved og gennemfrosne sømænd.
Kort sagt:
’Weekend’-instruktør Andrew Haigh leverer med sin bidske ’The North Water’ et solidt stykke håndværk båret af forrygende skuespilpræstationer, smukke kulisser og en troværdig realisme.