’The Souvenir’: Exceptionelt kærlighedsdrama overrumpler hele følelsesregistret
Få kærlighedshistorier er sværere at fortælle tilfredsstillende end dem om giftige forhold. Hvad end det er på film eller i virkeligheden, er der ikke mange, som har lyst til at se andre lide under en åbenlyst manipulerende, modbydelig partner.
Hvorfor ikke bare forlade dem, anfægter vi udenforstående, selv om vi i den samme situation sandsynligvis ville ryge i præcist de samme faldegruber.
I Joanna Hoggs autofiktive drama ’The Souvenir’ om den unge filmstuderende Julies tumultariske kærlighedsforhold til den lidt ældre Anthony, inviteres vi til at forstå et sådant forhold. Det gør dramaet til noget af en ener i landskabet af film om dødsdømte parforhold.
Filmen, hvis efterfølger (!) blev vist i Cannes tidligere i år til stor kritikerapplaus, udkom helt tilbage i 2019, men har ikke været bredt tilgængelig herhjemme. Nu kan den endelig ses på Netflix herhjemme – og det er værd at fejre.
Den britiske instruktør og manuskriptforfatter gengiver i sin fjerde spillefilm et kapitel fra sit eget liv fra start-1980’erne med nidkær selvrefleksion og et utroligt filmhåndværk, genkaldt igennem gamle brevkorrespondancer, hensvundne minder og dagbøger.
Fotograf David Raedeker filmer dramaet med et Super16-kamera, der giver samtlige scener et blødt, vedkommende lysskær og en knitrende levende tekstur. I stedet for et traditionelt manuskript er samtlige scener hovedsageligt improviseret af et fantastisk hold af skuespillere, der giver dialogen en naturalistisk eftertænksomhed.
Men trods filmens natur som autofiktion og den til tider hjemmevideoagtige æstetik henfalder ’The Souvenir’ aldrig til rosenrød nostalgi. Og om end det er både let og underholdende at dæmonisere de frygtelige mænd og kvinder, som har domineret mange unge menneskers kærlighedsliv, så triumferer ’The Souvenir’ netop ved i stedet at vise empati og forståelse for Julies stormende kærlighed til den bedrevidende Anthony.
Tom Burke spiller ham med en lakonisk arrogance, der gør den alkoholiserede fusentast fuldkommen uimodståelig. Han irettesætter godt nok konstant den usikre Julie i hendes egen profession og opførsel, men han viser ikke desto mindre en interesse og en indlevelse, som får hjertet til at flyve op i halsen.
Der er noget ubehageligt besnærende i hans selvsikkerhed – man skal blot overgive sig og falde i hans arme. Det gør Julie uden at stille nogle videre spørgsmål, da han efter en date inviterer sig selv hjem i hendes seng, fordi han mangler et sted at sove over weekenden.
Julies ungdommelige usikkerhed og blåøjede naivitet er vidunderligt gestaltet af debutanten Honor Swinton Byrne, som trods sit kendte ophav (moren Tilda Swinton spiller også Julies mor i filmen) formår at forsvinde komplet ind i rollen.
Hendes indlevelse i Julies sky natur og intelligente, generøse væsen virker aldrig påtaget. Som da den dominerende mor fjerner hendes hånd, da Julie forsigtigt bider negle. Eller da hun nervøst skal forsvare sin studiefilm over for et rum af mænd, der ikke kan forstå, hvorfor en overklassepige med forældrekøbt lejlighed i Knightsbridge vil lave en spillefilm om det fattige forstadsliv i Sunderland.
Julie er igennem hele filmen i konflikt med sig selv over det paradoks. I sit forsøg på selvrealisering uden for sin sociale rang på toppen af hierarkiet bliver hun konfronteret med, at hun stadig er afhængig af de selvsamme ressourcer, hun afskyr. Uden ’lån’ fra mor og far hjemme på godset er der ingen penge til dyrt betalte kameraer, filmruller og kurser.
Som Julie selv cirkler ’The Souvenir’ om disse samfundsskel i det britiske samfund. Thatchers borgerlige Storbritannien skildres i kolde grå farver, hvor 45-punds dyre frokoster betales med checkhæfter, imens underklassen spøger i nyheder om libyske terrorister på den iranske ambassade og arkivbilleder af aflagte skibsværfter.
Alt dette vises igennem scener, der omskifteligt starter og slutter uden nogen større fanfarer, som perler på en elastik spændt til bristepunktet. I én indstilling overværer vi Julie sidde koncentreret over skrivemaskinen, hendes refleksion forvrænget i vinduet. I den næste ser hun nysgerrigt til, mens et one night-stand roligt klæder sig af foran hende.
Hogg arbejder måske ikke med genrefilm, men hun bruger de samme værktøjer, som Hitchcock gjorde, til at pirre vores nysgerrighed om, hvad der foregår lige uden for billedrammen. Som en rungende bilbombe, der pludselig eksploderer uden for Julies vindue.
Samtidig tager instruktøren stilsikkert seeren i hånden, når Julie i en filmklasse om netop Hitchcock analyserer, hvordan bruserscenen i ’Psycho’ og dens auditive virkemidler kunne bruges til at vise et skænderi – hvorefter Hogg udruller et skænderi mellem Julie og Anthony ved brug af netop de virkemidler. Eller da Julie og Anthony beundrer filmens titulære maleri, og Julie, som er navngivet efter kvinden i maleriet, bemærker, at hun ser trist ud.
Det er denne metarefleksion over et levet liv, som får ’The Souvenir’ til at være komplet særegen. Det svære romantiske forhold i centrum og melodiske forløb vil næppe falde i alles smag. Men det kan man heller ikke sige om mange sande mesterværker.
Kort sagt:
Instruktør Joanna Hogg viser både enormt talent og mod i sin autofiktive fortælling om et tumultarisk kærlighedsforhold, perfekt gestaltet af Tom Burke og debutanten Honor Swinton Byrke. Forhåbentlig skal der ikke gå to år, før efterfølgeren kommer til vores breddegrader.