‘Welcome to the Blumhouse’: Én filmperle fra førende gyserstudie giver akut gåsehud
Oktober er lig med uhygge, og Amazon fandt sidste år en fin fidus til at starte nedtællingen til gyserfilmenes højtid over dem alle: Halloween.
I samarbejde med nok det mest toneafgivende produktionsselskab ud i horror pt., Blumhouse (’Paranormal Activity’, ’Get Out’og de nye ’Halloween’-film), lancerede streamingtjenesten de to første fredage i oktober en såkaldt double feature – et gammelt fænomen, hvor man ved drive-ins- eller i almindelige biografer kunne se to film for éns pris.
Fælles for sidste års ombæring af antologi-filmene i ’Welcome to the Blumhouse’ var, at de handlede om familie og kærlighed, enten som forløsende eller destruktive kræfter. De fire nye film anno 2021 kædes ifølge pressemeddelelsen sammen om institutionel horror og personlige fobier, og det ses tydeligt, men der er andre emner, som forbinder de to double feature-parringer endnu mere.
Her anmelder vi de fire film.
’Black as Night’
»Det var sommeren, hvor jeg fik bryster og kæmpede mod vampyrer«, fortæller det neworleanske svar på ’Buffy the Vampire Slayer’, teenageren Shawna (Asjha Cooper).
Sammen med sin bror og far bor hun i middelklassekvarteret Affluenceville, der ligger klos op ad det fattige Ombreaux, hvor hendes narkomisbrugermor bor – overflod vs. samfundets skyggeside.
Midt mellem crackheads, en gadeprædikant (Keith David), der agiterer mod gentrificering, og Shawnas crush på drømmefyren Chris (Mason Beauchamp) dukker blodsugerne op.
’Black as Night’ har et frækt glimt i øjet, hvor blodet sprøjter i stor volumen, og amatør-vampyrjægerne spidder den ene nakkegnasker efter den anden. Cooper er en karismatisk frontfigur og instruktør Maritte Lee Go har god feel for at balancere YA med horror uden dog at nå banebrydende højder.
Der er socialkommentar i den vanlige horrorstil, hvor problematikker i samfundet bliver italesat via et overnaturligt fænomen. I dette tilfælde optræder vampyrerne som en metafor for narkomisbrug, men også i relation til afroamerikaneres undertrykkelse og slavefortiden i USA. Det er ikke den mest subtile levering, men filmen er ikke desto mindre gedigen underholdning fra start til slut.
4 stjerner
’Bingo Hell’
For pensionisten Lupita (Adriana Barraza) findes der ikke noget værre end unge hipstertyper, der i stigende omfang er begyndt at indfinde sig i hendes ellers elskede nabolag Oak Springs.
Flere af de lokale forretninger må drejer nøglen om, og yndlingsstedet, den lokale bingo hal, hvor hun og veninden Dolores (L. Scott Caldwell) har en fest sammen med resten af deres aldrende slæng, kommer under nyt ejerskab.
I et veritabelt neonlyshelvede er der store pengepræmier på spil hos Mr. Big (Richard Brake), men rigdommen har naturligvis en pris.
Synes man, at gamle gnavne mennesker er sjovt på en sej og ironisk måde, vil ’Bingo Hell’ helt klart have en appel. Fænger det ikke, er filmen en træls omgang. Med tanke på Barrazas cv (Oscar-nomineret for bedste kvindelige birolle i Alejandro González Iñárritus ’Babel’) er det desto mere ærgerligt, at hendes karakter aldrig bliver til mere end vrissen bedstemor, som fyrer spydige bemærkninger af.
2 stjerner
’The Manor’
At blive gammel er uundgåeligt, og frygten for at dø kan de færreste undsige sig for ikke at have oplevet på et eller andet tidspunkt.
For Judith (Barbara Hershey) kommer begge dele helt ind på livet, da hun efter en blodprop flytter ind på et velrenommeret plejehjem.
Hurtigt står det dog klart, at noget ikke er, som det skal være i beboernes ellers idylliske store palæ. Hendes roommate (»Det er ligesom college«, bemærker Judith på førstedagen) bliver panisk, uden at der tilsyneladende er nogen grund til det – eller er der?
For om natten ser Judith en underlig skikkelse rundt omkring i palæet. Instruktør og manuskriptforfatter Axelle Carolyn lader en tvetydighed om, hvorvidt hændelserne er en udløber af begyndende demens hos Judith, hænge fint ved i starten af ’The Manor’.
Hurtigt bliver det dog afløst af mere ligefrem horror med afsæt i, hvor langt mennesker er villige til at gå for ikke at dø og være i kontrol over det liv, de lever.
Veteranen Barbara Hershey er glimrende i den altdominerende hovedrolle, og samspillet med Nicholas Alexander, der spiller Judiths nevø Josh, hendes eneste allierede, har den rette balance af sødme og alvor.
Og Bruce Davison (senator Kelly i ’X-Men’-filmene) er en stor oplevelse i sig selv som den sprælske plejehjemsbeboer Roland, der nyder livet og alle dets muligheder fuldt ud sammen med slænget Trish (Jill Larson) og Ruth (Fran Bennett).
4 stjerner
’Madres’
Ryan Zaragozas elegante, socialrealistiske og ’Rosemary’s Baby’-sjælebeslægtede gyserperle er det denne omgang ’Welcome to Blumhouse’s must see.
Det mexicansk-amerikanske par Diana (Ariana Guera) og Beto (Tenoch Huerta) er just flyttet til et lille californisk landbrugsområde, hvor de vil etablere deres kommende familie. Diana er højgravid, men kort efter ankomsten begynder hun at se urovækkende syner af en kvinde iklædt rødt.
I takt med at synerne tiltager i intensitet, bliver frygten for, at der skal ske noget med hendes ufødte barn, mere og mere presserende – især da byen har mistænkeligt få børn af latinamerikansk afstamning, på trods af at mange i deres omgangskreds brændende ønsker sig børn.
Zaragoza og manusforfatterne Mario Miscione og Marcella Ochoa væver en skræmmende og velfortalt historie om at føle sig som en outsider, blandet med overtro og simpel menneskelig ondskab.
Inspirationen til filmen kommer fra virkelige begivenheder fra både nutidens USA og tidligere tider. Både i amerikansk historie og i vores egen danske fortid er der horrible eksempler på den gru, der ligger og ulmer under overfladen i byen.
’Madres’ byder måske ikke på de store skræmmemomenter, men skuespillet og historien har den pondus, der gør, at den bliver hængende i længst tid blandt dette års Blumhouse-Amazonfilm.
5 stjerner
Kort sagt:
Fra vampyrer til djævleyngel og spøgelser. Amazon og Blumhouse fejrer Halloween med noget for enhver smag. Der er dog en klar vinder og en lige så klar taber blandt de fire film.