’Black Christmas’: Blumhouses første gyser instrueret og skrevet af kvinder sparker underholdende til kønskampen

4 6
’Black Christmas’: Blumhouses første gyser instrueret og skrevet af kvinder sparker underholdende til kønskampen
Aleyse Shannon i 'Black Christmas'.

»I er sindssyge!«, udbryder en desperat Riley (Imogen Poots) til sin attentatmand. »Vi er mænd«, replicerer han stoisk tilbage.

Sophia Takals rappe jule-slasher er endnu en genrefilm i rækken, der specifikt låner lingo og idéer fra de seneste års demokratisering af kritisk sociologi gennem sociale medier som Youtube, Twitter og Reddit.

Den spanske ’The Platform’ præsenterer en visuel metafor for det senkapitalistiske samfundshierarki. I ’Ready or Not’ jagter samfundets rigeste en kvinde fra arbejderklassen. Mens ’The Hunt’ knap så succesfuldt sætter USA’s Trump-elskende bibelbæltefolk op mod landets politisk korrekte elite.

I ’Black Christmas’ er truslen dog mere generel: Her er det de satans mænd, som står for skud. Da juleferien får universitetsgrundene på Hawthorne University til at tynde ud, konfronteres studenten Riley og hendes tilbageværende bofæller med en kult af misogyne, maskebærende dræbere, som ønsker at straffe ulydige kvinder.

Filmen er det andet remake af en gammel kultklassiker fra 1974, instrueret af canadiske Bob Clark. Her gemmer en uset psykopat sig på loftet af et kvindekollegie og myrder beboerne én efter én, alt imens han sender dem klamme trusler over telefonen. En helt igennem fremragende slasher fra genrens tidlige dage.

Det første remake fra 2006 var, som så mange remakes fra den periode, en ultravoldelig og miserabel maltraktering af den originale film. Derimod holder denne nye genindspilning sig overraskende tæt til originalens tematikker og kvalitet – også selvom handlingen er en anden, og mordene er ganske blodløse.

Trods slashergenrens ry som reaktionær var og er ’Black Christmas’ (1974) en overraskende progressiv film om den eksistentielle terror, som mænd kan repræsentere for kvinder. Samtidig belyste den stadig relevante problemstillinger, da hovedpersonen Jess skændtes med sin kæreste om at få en abort.

Sophia Takals remake handler også om kvinders kamp for autonomi. Riley kæmper med traumet fra at være blevet bedøvet og voldtaget af en af universitets populære røvhuller. Alt imens er bofællen Kris på krigsstien mod det altdominerende patriarkat.

I modsætning til originalen er der med andre ord intet subtilt over, hvordan disse tematikker præsenteres.

»Ho-ho-ho, jeg vidste ikke – ho-ho-ho, jeg vidste ikke – du gav mig en roofie og så din pik«, synger Riley og veninderne i et ’Mean Girls’-inspireret dansenummer for det testosteronbrovtende DKO-frathouse, som hujer og buer af de nisseklædte kvinder.

Udforskningen af voldtægtskultur blandt unge amerikanske mænd er bestemt sat på spidsen, men også spydig nok til at sætte sig i kroppen. Det er helt åbenlyst, at Sophia Takal og medmanuskriptforfatter April Wolfe har lagt pen til filmen ud fra erfaringer taget fra virkeligheden. Genrens traditionelle forsvarsvåben som køkkenknive og strikkenåle er her skiftet ud med nøgler mellem knoerne, og veninderne er skrevet tilpas realistisk til, at man sukker oprigtigt, når de én efter én kommer af dage.

Manuskriptet er hjulpet på vej af altid fantastiske Imogen Poots, der her leverer en nuanceret præstation som voldtægtsofret Riley. Konstant lægger hun låg på sin enorme vrede og sorg, selv da hun konfronteres med sine overgrebsmænd, der kækt konstaterer, at hun er en løgner og narrefisse.

Samtidig viser Takal sit talent som horrorinstruktør, også selvom hun spiller på velkendte noder. Så snart morderne melder sig på banen, isolerer kvinderne sig fra hinanden, fumler med bilnøglerne og falder over egne ben. Men sekvenserne er effektivt filmet i tunge skygger og skarpe neonlys, med kameraet fokuseret på ofrenes opildnende panik og de tilslørede silhuetter, som nærmer sig fra skyggerne.   

At Sophia Takal er den første kvinde til at instruere en spillefilm produceret af det etablerede horrorhus Blumhouse er således langt fra filmens største eller vigtigste bedrift. Forhåbentlig er hun blot den første af mange kvindelige talenter med gys på hjertet, som producer Jason Blum smider penge efter.


Kort sagt:
Glem rednecks, kannibaler og maskebærende psykopater. Som med den originale kult-slasher fra 1974 er den eksistentielle terror i Sophia Takals underholdende remake slet og ret mænd.

'Black Christmas'. Film. Instruktion: Sophia Takal. Medvirkende: Imogen Poots, Lily Donoghue, Aleyse Shannon, Brittany O'Grady, Caleb Eberhardt og Cary Elwes. Spilletid: 92 min. Premiere: Kan ses på Blockbuster. 
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af