KOMMENTAR. På onsdag åbner den nye udgave af Danmarks største fiktionsfilmfestival: CPH PIX Weekend.
Over fem dage viser festivalen 40 nøje udvalgte film fra hele verden og uddeler The Crystal Ball-prisen til en debuterende instruktør.
Og hvis nogen skulle savne det gamle PIX med 200 film og et hav af events over halvanden uge, er det nødvendigt at kalibrere perspektivet: Faktisk er det lidt af et mirakel, at vi overhovedet kan se frem til endnu en udgave af CPH PIX.
Festivalen blev lanceret i 2009, og de efterfølgende 10 år var det et fast årligt højdepunkt i den danske filmkalender.
I 2018 blev festivalen lagt ind under den succesrige chef for dokumentarfestivalen CPH:DOX, Tine Fischer, der skulle opfinde et nyt format for, hvordan en fiktionsfestival kunne se ud på dansk grund. Imens kom den første udgave af CPH PIX Weekend i 2019 med blot 20 film, en slags overgangsfestival. Året efter kom corona – og CPH PIX blev helt aflyst.
Nu bliver overgangsvalget så mere permanent med det aktuelle Weekend-program afstøbt gennem en ny redaktionel linje i programinddelingen og dobbelt så mange film på programmet i forhold til sidste gang. Det er dog stadig en miniatureudgave af den oprindelige festival.
Ildsjæleenergi
Tine Fischer forlod i år filmfestivalerne til fordel for en stilling som rektor for Den Danske Filmskole og efterlod særligt PIX i lidt af et vakuum.
I år er festivalen strikket sammen af primært de yderst kompetente, progressive filmeksperter, der i forvejen er i huset omkring CPH:DOX, men en festival har i længden brug for en stærk kunstnerisk leder, for hvem opgaven ikke er et sideprojekt.
Festivalen må dog spille efter virkelighedens partitur, og de finansielle toner er på mange måder dystre. På bundlinjen laver De Københavnske Filmfestivaler tre festivaler for meget færre penge end tilsvarende festivaler i mange andre lande. Paraplyorganisationen står både bag flagskibet CPH:DOX, børnefestivalen Buster og altså CPH PIX, og de er stærkt afhængige af offentlig støtte for at løbe rundt.
Støtten fra Det Danske Filminstitut har den seneste årrække ligget på et stabilt niveau på 4,2 millioner kroner – og bliver således mindre år for år med inflation – og er for 2021 bemærkelsesværdigt nok kun tilegnet CPH:DOX og Buster.
De næste tre år vil støttebeløbet fra Københavns Kommune til festivalerne desuden falde. Og de muligheder, festivalerne tidligere havde for at hente penge fra puljemidler i de forskellige ministerier, er samtidig så godt som forsvundet i politikernes himmelråbende ligegyldighed over for kulturen.
De tre festivaler har alle altid i høj grad været båret af frivillige kræfter og ildsjæleenergi, men det er klart, at det på den lange bane ikke er en fremtidssikker model, når ressourcerne blot svinder ind de kommende år. Til sammenligning får de tre tilsvarende festivaler i Holland mindst fem gange så meget offentlig støtte som de danske, oplyser De Københavnske Filmfestivaler til Soundvenue. Og penge fra private aktører hænger heller ikke just på træerne
Økonomien skal med andre ord styrkes, hvis det ikke skal gå hårdt ud over én af festivalerne på den lange bane. Og det siger næsten sig selv, at det er CPH PIX, der vil være mest truet i det scenarie.
Streamingtjenesternes blik på arthouse
CPH PIX har gennem alle årene været det største smertensbarn af de tre festivaler – af naturlige årsager. For mens CPH:DOX er en af verdens førende dokumentarfestivaler, som det ville være helt sort at skære ned på, og Buster har en klar profil og et pædagogisk sigte, er landskabet for fiktionsfestivaler sværere at gøre sig gældende i, når man er en dansk aktør uden langvarig historik eller internationalt renommé.
Her kæmper man ikke blot mod de europæiske a-festivaler i Cannes, Venedig og Berlin, men også mod den lange række af respekterede festivaler i næste række, fra San Sebastian til Karlovy Vary og Göteborg.
Produktionsselskaberne står ikke just i kø for at give deres film verdenspremiere på en lille dansk festival, og instruktørerne prioriterer typisk deres rejseindsats andetsteds.
CPH PIX har på udmærket vis forsøgt at finde sin egen identitet som platform for talenterne med et udførligt program af danske debuter tilsat upcoming-instruktører fra andre lande, de mere grænsebrydende film ud af traditionen fra den hedengangne, elskede NatFilm-festival og guldklumper fra de største festivaler rundt om i verden. Men stadig har CPH PIX savnet den aura af prestige og distinkt profil, som enhver festival angler efter.
Man kan da også spørge sig selv, om en festival som CPH PIX overhovedet har en berettigelse i et filmlandskab under heftig forandring. Med de utallige streamingmuligheder har filmelskere vel ikke længere det samme behov for en portal ind til riget for eksotiske filmoplevelser som tidligere? Film er jo tilgængelige på et helt andet niveau end tidligere?
Svaret er … Jo, de har, og nej, de er ikke.
Ganske vist har vi set en opblomstring af arthouse-tjenester som Mubi og Criterion, men de appellerer utvivlsomt kun til en meget snæver gruppe af de allermest hardcore cineaster (og sidstnævnte skal man endda lave lidt VPN-fiksfakserier for at få adgang til herhjemme). Og det er ikke på de store mainstreamtjenester fra Netflix til Viaplay, Disney og HBO Max, at de interessante arthousefilm skænkes mest kærlighed – for at sige det mildt.
Det vilde og viltre
Det paradoksale er, at mens mulighederne for at se film og serier fra alle verdens hjørner burde være større end nogensinde før, synes filmkulturen på mange måder at snævre sig mere og mere ind. Mainstreamfortællingerne dominerer i det store billede.
Men hvad så med de utallige arthousefilm, der hver uge har premiere i de danske biografer? Alene i torsdags åbnede fem af den type film, man kan kalde festivalperler, i biograferne, og de seneste år har en hel række nye biografdistributører indtaget landskabet med en lang stribe premierer på mindre film for et begrænset publikum. Hver måned samler Cinemateket derudover op på de oversete perler med deres Månedens Film-koncept.
Uden at fornærme nogen kan man dog konstatere, at disse premierer ikke altid repræsenterer det mest cutting edge af de film, der rammer festivaler verden over på et givent år.
Der er simpelthen stadig en lang række film, som ingen chance har for at lande en dansk biografpremiere, og som ingen streamingtjenester vil røre med en ildtang. Film, som er vilde og viltre, eksperimenterende, grænsesøgende, ikke for enhver smag, fra fjerne afkroge af kloden. Eller fremragende film, som ingen bare tilfældigvis kan se et klokkeklart publikum til.
Årets CPH Weekend er et godt eksempel.
Her får vi en enestående chance for at se alt fra årets rumænske Berlin-vinder ’Bad Luck Banging or Loony Porn’ og Cannes-debutantvinderen ’Murina’ med Danica Curcic til den georgiske kærlighedsperle ’What Do We See When We Look at the Sky’ og den deadpan-humoristiske ’El Planeta’ fra den argentinske SoMe-stjerne Amalia Ulman.
Man kan møde en af verdens førende instruktører, ’Bergman Island’-aktuelle Mia Hansen-Løve, til en talk, se nye film af andre store auteurs, der ellers ikke bliver en del af biografkredsløbet herhjemme – fra Hong Sang-soo til Abel Ferrara – mens en lille håndfuld danske art/lowbudgetfilm møder publikum for første gang.
Og så kan festivalen egenhændigt være med til at sikre ’The Florida Project’-instruktør Sean Bakers formidable ’Red Rocket’ en egentlig biografpremiere, da populariteten af visningerne på festivalen sandsynligvis vil influere distributionsselskabets beslutning om, hvorvidt den skal sættes op.
Et fællesskab omkring filmkunst
Så kan det godt være, at hovedparten af årets film på CPH PIX Weekend tidligere er blevet vist på andre festivaler i udlandet, men for manges vedkommende vil det være første og eneste chance for at se dem på dansk jord. De repræsenterer en unik chance for at få udvidet sit filmiske verdensbillede på et tidspunkt, hvor superhelte, serier og amerikanske film hersker over universet.
Dertil kommer et større perspektiv: En begivenhed som CPH PIX betoner vigtigheden af et mere bredt udbud af filmoplevelser på et mere generelt plan. De løfter det, der let kan kategoriseres som smalle kunstfilm, til en event, noget vi skal samles om at opdage og opleve. Og så endda i biografernes hellige kirkerum, som også er under pres i år.
Det er det, en festival kan: Gøre kunst til et fælles offentligt anliggende, til et fællesskab.
Derfor giver det også mening, at CPH PIX – ressourcebekneb eller ej – har skaleret ned for det overvældende udbud af flere hundreder film, der var praksis tidligere. De fleste af os er forvirrede nok, når vi skal vælge en serie på en af deres sytten streamingtjenester derhjemme. Tiden kalder på skarp kuratering og selektion, på at nogen med fintunet næse for kunst og kvalitet skubber os ud i inspirerende landskaber, hvor vi ikke ellers var rejst hen.
Derfor har vi også brug for en festival som CPH PIX. Og derfor vil det være et markant tab for filmkulturen i Danmark, hvis de københavnske filmfestivaler i længden mangler kroner og ører til at kunne hellige sig arbejdet med alle deres tre festivaler uden for mange kompromiser.
CPH PIX kan givetvis blive endnu mere opfindsom og skarp. Men årets Weekend-program peger i hvert fald i en interessant retning for, hvordan en succesfuld fiktionsfestival kan se ud i Danmark 2021. Det er værd at kæmpe for.
CPH PIX Weekend løber af stablen 10.-14. november med visninger i København og Aarhus.