‘The Boy Behind the Door’: For mange stupide beslutninger ødelægger ellers nervepirrende gyser
En flok venner er fanget i et hus med en morderisk galning, der i en hæsblæsende halvanden time forsøger at komme dem til livs. Ethvert knirk, enhver vejrtrækning, ethvert hviskende ord kan være en sikker dødsdom. Hjertet sidder i halsen på seeren. Det er en af de bedste og mest klaustrofobiske gyserfilm i nyere tid.
Filmen hedder ’Don’t Breathe’, og det er desværre ikke den film, det handler om her, selv om den vist, hvis man skal sige det på en pæn måde, har været til stor inspiration.
’The Boy Behind the Door’ handler om de to unge drenge, Bobby og Kevin, der lige når at love hinanden evigt venskab, inden de får et gok i nøden og bliver kastet hovedkulds ind i bagagerummet på en bil. Et stykke tid senere vågner Bobby alene op og formår – i ægte ’Kill Bill’-stil – at slå og sparke sig vej ud af bilen.
Men i stedet for at tage benene på nakken og hente eksempelvis politiet, begiver han sig ind i det nærliggende hus, efter han hører bedstevennen Kevin kalde på hjælp. Og så begynder den formentlig værste og længste nat i Bobbys liv, for det er overraskende nok ikke nogen smal sag for en 12-årig at bekæmpe granvoksne mennesker på deres egen hjemmebane.
Det største problem, der gang på gang hjemsøger ’The Boy Behind the Door’, er, at man skal kæmpe med næb og klør og negle og gebis for bare nogenlunde at forstå de utallige stupide beslutninger, Bobby og Kevin tager i løbet af filmen. Det er utilgiveligt, at karakterer i gyserfilm stadig forspilder enhver oprigtig chance, de har for at gøre deres modstandere mæt af dage, og i stedet bare vralter panisk væk fra scenen som hovedløse kyllinger.
Men for Bobby stopper det desværre ikke engang her. Han kravler, når han burde løbe, løber, når han burde kravle, og i et særligt tilfælde at fuldkommen idioti vælger han at rykke en reol og bryde ind i et pengeskab, mens kidnapperen er i et værelse lige ved siden af (med åben dør). Heldigvis, og tilfældigvis, finder Bobby dog en vigtig nøgle i pengeskabet.
Det er et eksempel af mange på, at manuskriptforfatterne ikke er i stand til at finde på troværdig plotfremdrift for i stedet at ty til løsninger, der selv i hovedet på en preteen på flugt fra sociopatiske menneskehandlere intetsteds hører hjemme. Måske ville det passe ind i ’Zork’ eller et andet tekstbaseret computerspil fra 70’erne, hvor ens valg ikke nødvendigvis gav mening, så længe man klarede skærene og kom videre i historien.
Kevin har også et mageløst øjeblik, hvor han forsøger at hive en metalplade af en skakt ved at sætte sine negle i spænd, selv om der sådan set var rigeligt med plads til det mere oplagte valg: fingrene.
Der forekommer dog øjeblikke, hvor filmen er oprigtigt intens og skræmmende. Kidnapperne bliver som regel filmet fra børnehøjde, så man får et næsten subjektivt indtryk af, hvor små og hjælpeløse Bobby og Kevin føler sig, og de sparsomme lydeffekters kontrast med stilheden i det store, mørke hus er næsten øredøvende og lægger op til et par acceptable jumpscares.
Men i sidste ende er der for mange fejlslutninger, for mange ulogiske valg og alt, alt for mange gange, hvor man himler med øjnene.
Kort sagt:
‘The Boy Beyond the Door’ er nervepirrende nok, så længe ens tolerance for karakterer, der går til højre, når de burde gå til venstre, er exceptionelt høj.