’Shutter Island’ er meget mere end sit twist – det er et fuldtonet mesterværk

Over juleferien ser vi nærmere på de underkendte filmmesterværker, som ikke ved premieren fik den anerkendelse, de fortjener. I dag ser Jakob Freudendal nærmere på Martin Scorseses psykologiske thriller ’Shutter Island’, der stod i skyggen af ’Inception’, men hvis mesterlige slutscene er helt på højde med Nolans historiske twist.
’Shutter Island’ er meget mere end sit twist – det er et fuldtonet mesterværk
Leonardo DiCaprio i 'Shutter Island'. (Foto: PR)

(Spoileradvarsel: Artiklen omhandler slutningen af ’Shutter Island’)

MISFORSTÅEDE MESTERVÆRKER. Der er noget mærkværdigt ved, at både ’Shutter Island’ og ’Inception’ udkom i 2010 – begge med Leonardo DiCaprio i hovedrollerne og med snørklede puslespilsplotlinjer og uforglemmelige twistslutninger.

Ved første øjekast minder Martin Scorseses gotiske, psykologiske paranoiathriller måske ikke særligt meget om Christopher Nolans drømme-actionbasker. Men et sted under overfladen gemmer sig to historier om filmmediets kraft i bearbejdningen af traumer, hukommelsens labyrinter, mentallidelse, døde koner og den konfliktfyldte brydekamp at skelne fantasi fra virkelighed.

Hvor ’Inception’ handler om hovedkarakterens kamp for at efterlade drømmevirkeligheden bag sig og finde tilbage til sine børn, rejser ’Shutter Island’ et endnu mere pirrende og mørkt spørgsmål: Hvad hvis det rent faktisk er bedre at leve i en fantasi end den virkelige verden? At dø som en god mand i stedet for at leve som et monster, som filmens overrumplende slutreplik lyder.

Mark Ruffalo og Leonardo DiCaprio i ‘Shutter Island’. (Foto: PR)

Scorseses sortsynede periodegyser udkom tre måneder inden ’Inception’, men blev overset, da året var omme, og de store priser skulle uddeles. Inden da var den blevet sablet ned i aviser som The New York Times og The Washington Post, der begge affejede filmen som en overfortalt gimmick. Imens hjemtog Nolans glitrende spektakel (velfortjente) Oscar-statuetter, dominerede billetlugerne og skrev sig ind i filmhistoriebøgerne.

Det er ikke svært at forstå, hvorfor ’Shutter Island’ delte vandene ved premieren. Den fulgte op på Scorseses første Oscar-sejr, ’The Departed’ – en gangsterhistorie af den slags, instruktøren oftest forbindes med. Og ’Shutter Island’ var noget radikalt anderledes.

Meget mere end et billigt mindfuck

Væk er Scorseses klassiske rise-and-fall-fortælling til fordel for en altopslugende samfundskritik, hvor rædslen drypper ned ad de golde vægge på det mystiske mentalhospital Ashcliffe på titlens stormfulde ø uden for Boston, hvor et fyrtårn rejser sig op i horisonten. Man skal ikke se mere end et par sekunder af Robert Eggers’ ’The Lighthouse’ for at mærke, hvor han har hentet sin inspiration.

Ligesom ’The Lighthouse’ er ’Shutter Island’ et frontalangreb på sanserne, men også mere end bare et billigt mindfuck, der sætter alt ind på ét twist, som den ellers blev skudt i skoen ved premieren.

Det smukke ved filmen er nemlig, at den kan og bør ses igen og igen, hvis man skal forstå det fulde omfang af Scorseses bedrag i udlægningen af historien om de to U.S. Marshall-betjente, der skal finde den forsvundne hospitalspatient Rachel Solando på Shutter Island anno 1954.

Ikke kun for at lure mekanikken i manipulationen, men også for at se, hvor tydeligt instruktøren faktisk skilter med den centrale konflikt: At det hele i virkeligheden er et nøje iscenesat totalteater, der skal forsøge at bringe den psykotiske hovedkarakter tilbage til virkeligheden.

Allerede fra allerførste billede – hvor DiCaprios Teddy Daniels kigger ind i sit slørede spejlbillede på færgen på vej mod øen (et nik til Scorseses historik af film om mænd, der betragter deres forvrængede spejlbilleder, fra ’Taxi Driver’ over ’After Hours’ og frem til ’The Aviator’) – står det klart, at vi har at gøre med en psykisk ustabil fortæller.

Leonardo DiCaprio og Michelle Williams i ‘Shutter Island’. (Foto: PR)

Det bliver kun underbygget i alt fra den overtydelige CGI til bevidste kontinuitetsfejl og besynderligt skuespil, der alt sammen er med til at højne fornemmelsen af en kunstig virkelighed.

Ved at placere kameraet, som var det den anden side af Daniels’ refleksion, inviterer ’Shutter Island’ os til at forstå Teddy Daniels psykologiske virkelighedsflugt. Faktisk kan hele filmen ses ud fra både Daniels’ og fra hans fortrængte identitet, Andrew Laeddis’ perspektiv.

Ved premieren fik DiCaprio kritik for sin frenetiske spillestil, men ser man filmen igen (og igen), er det tydeligt, at han forsøger at ekkoe kampen mellem de to konfliktfyldte identiteter, der hele tiden er til stede i hver eneste scene.

Kun i det hårrejsende flashbackklimaks, hvor Andrew finder sine døde børn i søen, og Teddy-alteregoet fødes, får DiCaprio lov til at spille realistisk – med en af hans bedste præstationer til følge.

Detaljer, som hvordan Teddy i starten er bange for vand og ikke kan stryge en tændstik på grund af associationerne til sit traume – forhindringer som han langsomt overvinder, fordi behandlingen virker – er geniale små hints, der viser Scorseses omhyggelighed (’The Usual Suspects’, gå hjem).

Krigens rædsler

Men ’Shutter Island’ er ikke kun et puslespil, der skal lægges i bagklogskabens lys. I virkeligheden er hovedattraktionen ikke så meget Teddy Daniels’ rejse mod sin forfærdelige fortid, men snarere hans fortid som et spejl for det mørke årti i amerikansk historie, hvor Scorsese selv trådte ind i de voksnes rækker. Et årti plaget af efterkrigstidens posttraumatiske stress, atombombetrusler og konspirationer om CIAs eksperimenter med hjernevaskning.

Scorseses interesse ligger i skildringen af den generation af krigsveteraner, der blev sendt hjem fra Anden Verdenskrig med ubegribelige ar på sjælen og bedt om at glemme krigens rædsler og begrave dem dybt inde i sig selv af det land, der sendte dem afsted i første omgang. Et tema, han har behandlet flere gange i sin karriere – med Vietnam-filmene ’The Big Shave’ og ’Taxi Driver’ som de mest kendte eksempler.

Leonardo DiCaprio i ‘Shutter Island’. (Foto: PR)

Teddy Daniels’ hårrejsende minder fra befrielsen af koncentrationslejren Dachau rammer som dolke i ryggen, når de skvulper op til overfladen i hans fragmenterede hukommelse. Men lige så isnende er hans egen skyld over massedrabet på de tyske officerer, han koldblodigt tog del i, og det efterfølgende svigt af sin familie, hvor hans PTSD fik ham til at lade sine børn og kone i stikken.

Ligesom Travis Bickle, Jake La Motta og andre ikoniske Scorsese-karakterer er Andrew Laeddies en martret sjæl, der er blevet stigmatiseret og svigtet af samfundet, som har opstillet nærmest kafkaske forhindringer, før han kan vende tilbage til en normal virkelighed (hvis han benægter, at han er psykisk syg, bliver han stemplet som psykisk syg).

En film om film

Laeddies er så overvældet af skyld, at han ikke ser nogen anden udvej end at slette sin hukommelse og opdigte en ny virkelighed, hvor konsekvenserne af hans handlinger formindskes.

Det er her, ’Shutter Island’ afslører sig som en film om film, hvis nærmeste sidestykke i Scorseses oeuvre næsten må være instruktørens efterfølgende film ’Hugo’ fra 2011 – en hyldest til special effects-filmkunstens fader, Georges Méliès.

For ikke nok med at ’Shutter Island’ er spækket med referencer til filmhistorien – fra 40’ernes noir-film, der længe er blevet set som et modsvar på USA’s kollektive PTSD, til kanoninstruktører som Hitchcock, Samuel Fuller og Powell og Pressburger.

’Shutter Island’ er også en kærlighedserklæring til filmen som lægemiddel for kollektive traumer: Mediets mulighed for at vise menneskehedens mørkeste sider og samtidig humanisere og skabe forståelse for de eksistenser, der har oplevet og gjort usigelige gerninger.

Scorsese indtager på den måde samme rolle som Ben Kingsleys psykolog i ’Shutter Island’: Hans mission er ikke at medicinere og operere sine patienter, så de kan fortrænge sandheden, men at give dem værktøjerne til at forstå de handlinger, de allerhelst vil glemme.

’Shutter Island’ kan ses på Netflix og Amazon Prime.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af