’The Witcher’ sæson 2: Årets største og bedste omgang fantasy – med Kim Bodnia som ultimativ seriedaddy
At der har været tårnhøje forventninger til fortsættelsen på Netflix’ største fantasysats til dato, hersker der vist ingen tvivl om.
Den rekordsættende serie ’The Witcher’ tog seerne med storm i 2019, og nu er Henry Cavill endelig tilbage – bedre end før.
Sneen daler stille i en hvidklædt skov, mens Geralt (Cavill) går gennem det billedskønne landskab med hesten Roach. Ovenpå den sidder prinsesse Ciri (Freya Allen) og bryder den ellers idylliske stilhed med nysgerrige spørgsmål om, hvor de to skal hen.
Det korte svar lyder: »Kaer Morhen«, witchernes borg, hvor monsterjægerne samles hver vinter for at restituere og fortælle røverhistorier, inden blomsterne og monstrene pibler frem ved forårets komme.
Som den noget rodede første sæson med et hav af flashbacks fik etableret, er Geralt Ciris nyerhvervede værge, efter hendes mormor, dronning Calanthe, blev dræbt under riget Nilfgaards erobring af hjembyen Cintra.
Den unge prinsesse har siden været på flugt, men fandt i slutningen af forrige sæson endelig frem til den evigt »fuck«-mumlende witcher.
At deres møde er skæbnebestemt og har været hele ventetiden værd, står soleklart. Ikke alene er det med et lettelsens suk, at Ciri når sit midlertidige mål, det er også en kærkommen mulighed for at udvikle seriens ellers notorisk kølige hovedperson.
Cavill griber elegant udfordringen og lader Geralts nyligt udsprungne faderhjerte smelte for øjnene af én. At udstyre Geralt med den hævngerrige snothvalp tvinger den ellers indelukkede witcher til at mønstre et ordforråd, der strækker sig udover grynt.
Ciri stiller mange nærgående spørgsmål, og Geralt slipper ikke afsted med sine ellers ikonisk sparsomme replikker. Og når witcheren får tungen på gled, ser man en kærkommen varme og menneskelighed, der fuldender karakterportrættet.
Mens de to rider mod witchernes vinterhi, daler man som sneen trygt og sikkert ned i en ny ombæring af ’The Witcher’.
For det er med rolig og kyndig hånd, at Netflix’ fantasyepos er vendt tilbage, særligt takket være serieskaber Lauren Schmidt Hissrich, der formår at please fans af såvel første sæson som dem af spil- og bogserien.
Nogle af de mest originale og nuancerede monstrøsiteter får nemlig endelig lov til at flekse stødtænderne, og dét er bare en brøkdel af anden sæsons forbedringer.
Fanfavoritten fra første sæson, fuldtids boss bitch og troldkvinde Yennefer (Anya Chalotra), er det meste af anden sæson adskilt fra Geralt & co. Deres romance var ellers det hedeste, der skete i første sæson, inklusive den forbudte ildmagi, Yennefer hidkaldte i sidste sekund for at slå Nilfgaards hær tilbage.
Et træk, der viser sig at have kostet mere, end nogen kunne forestille sig. Konsekvenserne sender endnu engang offeret for verdens ondeste makeover ud i en eksistentiel selvransagelse.
Og det er her, på kanten af afgrunden, at Yennefer sætter gang i overraskende interaktioner, der piller ved seriens ellers karikerede sort-hvide segmentering af, hvem der er de gode og de onde.
Vekslingen mellem den store, brede historie om krigene på tværs af Kontinentet, fortalt gennem Yennefer og Niflgaard-karakterne, og den lille, personlige fortælling om Geralt og Ciri, fungerer upåklageligt.
Faktisk er det, som om alt er blevet hævet et niveau eller to i den nye ombæring.
Den trælse grå æstetik fra første sæson er pist borte og erstattet med levende og vibrerende farver, så det er en fryd for øjnene.
Og apropos visuelle lækkerbiskner introducerer ‘The Witcher’s anden sæson et nyt trumfkort. På witcher-borgen møder vi nemlig Geralts mentor, Vesemir, spillet af Kim Bodnia, der placerer sig solidt på top ti-listen over serie-daddys.
Det kan godt være, at Geralt bliver kaldt for »the white wolf«, men hans læremester er i hvert fald en sølvræv af højeste karat.
At de så også spiller fremragende, gør kun oplevelsen bedre.
Bodnia er fyldt med store alfaderlige armbevægelser og udadvendthed. Man fornemmer virkelig, at det er en mand, der er glad for at få sin søn og sit nye barnebarn hjem.
Og der går ikke længe, før Vesemir og de andre witchere i ægte mansplainer-stil tager Ciri til sig, som har fået blod på tanden – og med blod vil hævne sin familie.
Freya Allen som Ciri er uden tvivl sæsonens MVP. De fysiske strabadser afspejler Ciris mentale modning og sender uundgåeligt tankerne tilbage til Maisie Williams’ flotte præstation som Arya Stark.
Og mens den unge kvinde ruster sig til fremtiden, syden og norden bekriger hinanden, monstre dukker frem af hidtil lukkede portaler, og grænsen mellem god og ond kompliceres, formår ‘The Witcher’ at finde fodfæste i den nære fortælling om familie.
Gennem underholdende action og ærlig dialog viser sæson to, at alle mennesker kan ændre sig, hvis bare man viser dem tillid.
Kort sagt:
‘The Witcher’ sæson to leverer på alle parametre det, som gjorde den til et hit – og mere til. Gennem solid karakterudvikling og spændende udvidelse af universet beviser Henry Cavill, at monsterjægeren Geralt of Rivia er fremtiden for fantasy.
Anmeldt på baggrund af seks afsnit.