To sekunder.
Så kort er den gennemsnitlige klippehastighed i Paul Greengrass’ ’The Bourne Ultimatum’, der satte et kortvarigt punktum for historien om CIA-lejemorderen med hukommelsestab inden det unødvendige reboot ni år senere.
Filmen, der i år fejrer 15-årsjubilæum, blev både hyldet og kritiseret for sit frenetiske klippetempo, sit svimlende håndholdte kamera og sine konstante zooms, der til sammen udgjorde en kaotisk strøm af bevægelse, som overgik Greengrass’ forløber ‘The Bourne Supremacy’ og lagde byggestenene for en ny form for intensified continuity i actionfilm.
Klagerne haglede ned over filmens visuelle stil, som fik flere seere til at få kvalme. Øgenavnet »queasicam« blev brugt i flæng til at beskrive Greengrass’ opbrudte action, hvor mange klagede over at have svært ved at se, hvad der foregik på skærmen – eller anklagede filmen for at klippe sig udenom egentlige stuntsekvenser ved kun at vise korte glimt af nævekampe, bilulykker og jagtsekvenser.
Mediet The Insider gik så vidt som at beskylde filmen for at ødelægge actiongenren for bestandig.
’Bourne’-trilogiens stilmæssige og tematiske indflydelse har da også været til at tage og føle på: Daniel Craigs Bond-tørn var mere end inspireret af historien om manden uden hukommelse, der blev nedbrudt af staten med løfter om at tjene en god sag og i forbifarten måtte vinke farvel til enhver chance for lykkelige relationer.
Og så er den visuelle stil siden blevet kopieret til døde som påskud for at springe over, hvor gærdet er lavest med hurtig klipning og utydelige billeder, når stuntsekvenser skulle skæres i mangt en underlødig Liam Neeson-actionfilm – blandt mange andre.
Men selvom ’The Bourne Ultimatum’ måske med rette kan anklages for sin negative effekt på actiongenren generelt, står selve filmen i dag som en milepæl – en film, hvor stilen ikke bare bruges som en gimmick, men er selve essensen af historien om et globalt overvågningssamfund i konstant bevægelse.
Hjernevasket og nedbrudt
Plottet er papirstyndt i den tredje installation i franchisen, hvor Matt Damons Jason Bourne endnu en gang støder sammen med den allermest lyssky del af CIA i jagten på sin tabte identitet.
Men det interessante ved filmen er ikke så meget fortællingen om soldaten, der i kølvandet på 9/11 ville redde amerikanske liv i kampen mod terror og blev hjernevasket og nedbrudt af systemet til at tjene en kynisk storpolitisk efterretningstjeneste, der er lige så slemme som dem, de påstår at bekæmpe.
I stedet er det skildringen af en overvågningsstat, hvor hvide mænd i jakkesæt (anført af fænomenale David Strathairn) sidder i et kontrolrum uden vinduer og forfølger mennesker på den anden side af jorden med vægge dækket af skærme, hvor en endeløs strøm af billeder fra overvågningskameraer flyver forbi, der står frem. Med én sms kan de beordre mennesker på den anden side af jorden dræbt, hvis de kommer i vejen for staten.
At Greengrass’ næste projekt er en filmatisering af George Orwells ’1984’ overrasker ikke.
Alene inden for de første 15 minutter hopper filmen rundt over hele kloden: Fra Moskva til Torino, New York, Berlin, London og Langley på rekordtid. Vi bliver kastet rundt i manegen med fragmenterede glimt af den globale verden, hvor en journalists graverarbejde for The Guardian i London indirekte kan føre til detoneringen af en bilbombe i Nordafrika – alt sammen orkestreret fra skyggerne af CIA.
Filmen går meget konkret til værks i sin skildring af CIA’s hemmelige operationer, der fjernstyres fra en kommandocentral i New York (at CIA’s mørklagte drabsprogram Blackbriar har hovedkvarter i en officiel bygning, skal man ikke tænke for meget over).
Det er en verden fuld af efterretningslingo som »grab teams«, »sneak & peaks« og anonyme lejemordere benævnt »assets«, der står i kø for at rykke ud, hvis nogen skal likvideres.
En endeløs jagtsekvens
Filmstilen understøtter perfekt paranoiaaspektet af, at CIA har øjne overalt. I den fænomenale første actionsekvens på Waterloo Station bliver kameraet både en forlængelse af de allestedsnærværende overvågningskameraer og hemmelige agenter, men også af Bournes køligt analyserende blik, som konstant ser muligheder i sine omgivelser.
Her bliver Bournes blik på verden uadskilleligt med de dræberinstinkter, staten har indprentet i ham, og som han aldrig kan undslippe.
I en scene i Marokko afvæbner og dræber han en iskold lejemorder med et håndklæde! Andetsteds bruger han vasketøj til at springe over tagrygge og i en spektakulær biljagt kører han ud over taget på en skyskraber for at undslippe sine forfølgere. Der klippes meget, jovist, men alligevel ser vi stort set hvert et slag og sammenstød leveret foran kameraet. Der er ikke bare tale om maskering for dårlig instruktion og stuntarbejde.
Karaktererne er i konstant bevægelse, når de febrilsk flakker ind og ud af framen, som har svært ved at rumme de hvileløse kroppe.
På den måde udspiller ’The Bourne Ultimatum’ sig som en endeløs jagtsekvens. Bournes jagt efter sin identitet og hans håb om at stille CIA for en dommer er en kamp, der aldrig kan vindes. Ingen kan undslippe statsapparatet, hvis de først er fanget i dets spind, og Bourne vil aldrig blive færdig med at løbe fra sin selvvalgte fortid som dræbermaskine og de minder, der hjemsøger ham om natten.
Filmens diskussion af, om målet helliger midlet, og hvor langt man er villig til at gå for at beskytte sit land, kunne sagtens være stukket dybere. Man kunne også sagtens have været foruden en række tunge ekspositionsreplikker og den noget forcerede romance mellem Bourne og CIA-agenten Nicky Parsons.
Men som actionfilm og visualisering af overvågningstidsalderen rammer filmen plet med nogle af de mest hæsblæsende jagtsekvenser i nyere tid.
’The Bourne Ultimatum’ kan ses på Netflix, Amazon Prime Video, Viaplay og CMore.