’In from the Cold’: Ny Netflix-serie er præcis så dum, som den lyder
Jenny, der er amerikansk statsborger og mor til Becca, arresteres pludselig i Madrid. Hun anklages for at være tidligere russisk spion med flere brutale drab på samvittigheden.
I begyndelsen nægter hun sin fortid, men da hun presses af CIA, tvinges hun til at gå til bekendelse. På et splitsekund forvandles Jenny til sit tidligere alias, Anya aka. Hviskeren, hvorefter hun med legende lethed tæsker de agenter, der netop er blevet beordret til at dræbe hende.
Og sådan starter Adam Glass’ nye Netflix-serie.
I et kort øjeblik håbede jeg med åbent sind, at ’In From the Cold’ ville udvikle sig til en kompleks serie med udgangspunkt i Den Kolde Krigs efterspil – som en slags sequel til den mesterlige spionserie ’The Americans’.
Men med samme tempo det tog Jenny at forvandle sig til Hviskeren gennem et pinagtigt koreograferet slagsmål, forvandlede min forhåbning sig til en skepsis, der blot tog til gennem de ulidelige første tre afsnit.
Serien reducerer Den Kolde Krig, dens komplicerede efterspil og personlige konsekvenser til et rent samlebåndsmakværk.
I forsøget på at fortælle Jennys historie og forklare hendes hurtige transformation fra mor til spion gør den brug af det klassiske spring-i-tiden-greb, hvor vi først introduceres for Anya, der befinder i Moskva 1994. Gennem disse spring oplever vi, hvordan Jenny tvinges til at konfrontere sin fortid, mens hun kæmper med at holde den skjult for sin datter, som fokuserer på en forestående kunstskøjteløbskonkurrence.
Med udgangspunkt i en betændt historisk periode og forholdet mellem mor og teenagedatter var der potentiale for både spænding og store følelser. Men serien kradser aldrig hul i overfladen på nogen af tematikkerne.
Hvad angår mor/datter-forholdet bliver vi spist af med fordummende samtaler, der ikke fortæller andet, end at Jenny har hemmeligheder for sin datter. Hvilket vi allerede vidste efter seriens første kvarter.
Hvad angår koldskrigs- og spionagedelen lader det til, at det blot er et desperat forsøg på at tilføre fortællingen en smule substans og historisk relevans. Den lader i hvert fald ikke til at spille nogen større rolle, da Jenny tvinges til at hjælpe CIA med en opgave, der byder på adskillige farlige situationer, hvor det ville være oplagt at gøre brug af en tidligere topspions evner.
Men i stedet trækker Glass et uventet kort, der giver historien en helt tredje vinkel at forholde sig til. Det viser sig nemlig, at Jenny er i besiddelse af superkræfter og eksempelvis kan ændre sin krop. En evne hun tilfældigvis får brug for, da hun i forbindelse med sin første opgave for CIA ender i et fængsel og jages af en flok liderlige mandlige fanger.
Det er blot én af adskillige tåkrummende pinlige scener, der blandt andet indebærer kropskamuflage og dna-indsamling ved personkontakt. Begge evner introduceres meget belejligt, kort tid inden Jenny er nødsaget til spontant at kamuflere sig, hvorefter hun går i ét med rummets metalskabe.
Det er præcis så dumt, som det lyder. For hvordan skal man kunne tage en ellers brutal scene seriøst, når man kigger på et metalskab med øjne?
Kort sagt:
Uanset hvilken vinkel man vælger at anskue ’In From the Cold’ fra, er resultatet det samme: en uvedkommende, overfladisk og pinlig Netflix-serie.
Anmeldt på baggrund af de første tre afsnit.