’Kupé nummer 6’: Her er den antiromantiske udgave af ’Before Sunrise’
Måske har jeg set ’Before Sunrise’ og ’Some Like It Hot’ for mange gange, men jeg har altid haft en romantisk forestilling om lange togrejser.
Hvad jeg aldrig har overvejet, end ikke i min drøm om at tage Den Transsibiriske Jernbane, er risikoen for at komme til at dele sovekupé med en grænseløs, storrygende og -drikkende russisk minearbejder, der overdænger bordet med pølser og mandarinskræller, ignorerer éns demonstrative høretelefoner i en insisteren på samtale/personligt forhør og spørger, om éns rejseformål er at sælge sin fisse. Så er turen pludselig lang.
Sådan går det for finske Laura (Seidi Haarla) i den finske instruktør Juho Kuosmanens melankolske og lavmælt humoristiske ’Kupé nummer 6’, der tålmodigt følger den unge kvindes både fysiske og mentale rejse gennem det vinterkolde Rusland. Filmen delte Grand Prix-prisen i Cannes med iranske Asghar Farhadis ’A Hero’, der begge fortjent er shortlistet til en Oscar for bedste internationale film i selskab med danske ’Flugt’.
Laura skulle egentlig have set helleristningerne i den nordvestlige by Murmansk sammen med sin lidt ældre russiske kæreste, litteraturprofessoren Irina (Dinara Drukarova), som hun har mødt på sin rejse i Moskva og er blevet hængende for. Men Irina har brændt hende af og er i det hele taget ikke så dedikeret til forholdet, som Laura ønsker sig. Så nu er hun taget afsted alene.
Laura er interesseret i arkæologi, men mest i at leve op til Irina og hendes kultursnobbede vennekreds, hvoriblandt en af Kloge-Ågerne fremfører, at for at forstå nutiden må man kende fortiden. Det gentager Laura som et mantra, da hendes ufrivillige sidekammerat i toget, Ljoha (Yuriy Borisov), spørger, hvorfor i alverden hun vil rejse tværs gennem Rusland for at se på nogle gamle bogstaver. Hun er nødt til at holde fast i en mening med rejsen – både til Murmansk og hele opholdet i Moskva, som hun mest har lyst til at sætte sig ned og græde snot over efter Irinas svigt, mens hun svælger i sine videooptagelser af dem på sit 90’er-kamera.
Det er ikke overraskende for roadmovie-genren, at Lauras mål ændrer betydning undervejs på rejsen, og at Ljoja viser sig ikke at være så slem endda. Men vejen til helligrister og nye indsigter er skønt uforudsigelig i Kuosmanens hænder. Uden at afsløre for meget involverer den blandt andet en gæstfri gammel feminist, en guitarspillende finne, en kompromisløs togkonduktør og en hulens masse brændevin.
Både Laura og Ljoha fremstår som rigtige mennesker, og deres langsomme optøning over for hinanden, efterhånden som de begge begynder at sænke paraderne, er absurd, sjov og rørende. Ligesom togturen er filmens tempo adstadig, men man keder sig aldrig i den lille klaustrofobiske sovekupé.
Ligesom talentfulde Juho Kuosmanen gav sportsdramaet et skævt og bittersødt twist i ’Den bedste dag i Olli Mäkkis liv’ fra 2016, giver han her et dejligt friskt, underspillet og antiklimatisk bud på en alternativ road movie kombineret med romantisk komedie og coming of age. Her forceres følelserne ikke, og der er ingen guldkrukke for enden af snestormen.
Kort sagt:
Modsætninger mødes, væmmes og tør langsomt op i en klaustrofobisk togkupé i finske Juho Kuosmanens tørt humoristiske, bittersøde og menneskekloge (anti)romantiske udgave af ’Before Sunrise’.