’The Happiest Day in the Life of Olli Mäki’: Et forfriskende boksealternativ til ’Rocky’ og ’Raging Bull’
Den 17. august 1962 vil blive den lykkeligste dag i den finske bokser Olli Mäkis liv, lover hans manager Elis Ask (Eero Milonoff) for at motivere ham til at holde fokus på sin kamp om verdensmesterskabet i fjervægtsboksning. Det bliver det også. Men af en anden grund.
Finske Juho Kuosmanens debutfilm ‘The Happiest Day in the Life of Olli Mäki’ bygger på den virkelige historie om Olli Mäki (Jarkko Lahti), en 26-årig relativt uerfaren bokser, der i sommeren 1962 får chancen for at udfordre den herskende verdensmester, amerikanske Davey Moore (John Bosco Jr.), på finsk hjemmebane. Olli udråbes som det næste store nationale håb, og alle vil have en bid af ham. Pressen står i kø, sponsorerne skal tilfredsstilles, et dokumentarhold følger ham, og han poserer for modereklamer.
Imens skal han tabe sig for at nå under vægtgrænsen på 59 kilo og – nå ja – træne. Manageren Elis, der selv har en fortid som bokser, står for at håndhæve Ollis stramme program og rutine, og han bliver mildest talt ikke begejstret, da Olli afslører, hvorfor han har svært ved at koncentrere sig om al ståhejet: Han er blevet forelsket.
Olli har mødt den søde Raija (Oona Airola) til et bryllup og tager hende med til Helsinki. Da hun tager hjem til sin landsby, fordi hun føler sig til overs, kan han slet ikke tænke på andet og stikker af fra sin træningslejr for at se hende. Han kunne ikke gå mindre op i den kamp.
Der er noget vældig poetisk ved en bokser, der ikke kan koncentrere sig om at slås, fordi han er forelsket. Olli er en skøn antihelt, spinkel, rundrygget og indadvendt, spillet med melankolsk sammenbidthed af Jarkko Lahti. Han er et forfriskende alternativ til den sædvanlige undertippede bokser, vi kender fra film som ‘Rocky’, ‘Raging Bull’ og ‘Million Dollar Baby’, der bliver belønnet for deres hårde træning og fightervilje.
Olli er mere realistisk i forhold til egne evner. »Hvis jeg taber, bliver det i det mindste til en god modstander«, siger han ydmygt til et pressemøde med Moore. Han er glad for at bokse, men er i virkeligheden for blid til sporten. »Slå hårdere! Lad være med at have ondt af ham!«, opildner Ellis under træningen. Olli er for flink til at sige fra – også uden for banen, hvor han pligtskyldigt traver rundt i mediecirkussets manege og gør, som manageren siger.
Det er interessant, at filmen er så lidt optaget af Ollies træning og boksekampen i sig selv, men fokuserer på hurlumhejet omkring det, og hvordan det påvirker hans psykiske tilstand. Filmen handler om fokus. Hvordan holder man det? Og hvilken rolle spiller kærlighed og relationer? Selvom forelskelsen i Raija først distraherer ham, er det tydeligt, at hun – varm, jordbunden, uimponeret af glamour og uvillig til at blive reduceret til påhæng – har potentiale til at blive en nødvendig modpol til livet i rampelyset.
Filmen er optaget i anakronistisk sort-hvid på 16 millimeter, der giver filmen et poetisk verité-look i stil med sin tids dokumentaroptagelser (måske endda optaget af de dokumentarister, der følger Olli i hælene?). En fin metakommentar til 60’ernes eksploderende medieopbud, der overvælder Olli og må overvælde nutidens stjerner endnu mere.
Filmen vandt Un Certain Regard-konkurrencen i Cannes tidligere på året. Man kan diskutere, hvor visionær, den er, men det er en særdeles fin lille film og en imponerende debut.
Kort sagt:
En undertippet bokser står over for sit livs kamp, men kan ikke koncentrere sig, fordi han er blevet forelsket. Det er det poetiske udgangspunkt for en skøn alternativ boksefilm, der handler om alt andet end boksning: Om fokus, kærlighed, mediehysteri og indre og ydre pres.
Læs også: Alle vores CPH PIX-anmeldelser samlet på ét sted