‘One Of Us Is Lying’: Populær serie på Netflix lokker seerne i fordærv
Hvad nu hvis skolens mest forhadte elev faldt død om under mystiske omstændigheder første dag efter ferien på? Og hvad hvis han faldt død om i detention med skolens straight A-elev, stjerneatlet, smukke pige og drug dealer?
Og hvad hvis det så viste sig, at omstændighederne omkring mordet var iscenesatte – at der i dagene efter blev postet afsløringer om de tilstedeværende ved mordet, og en mulig gerningsperson hintede om sin identitet, og så var det, at de fire overlevende fra detentionen blev nødt til at arbejde sammen for at fange forbryderen!? Fordi politiet bare slet ikke efterforskede sagen ordentligt!
Sådan er præmissen for Netflix’ young adult-drama ’One Of Us Is Lying,’ som er baseret på New York Times-bestselleren af samme navn. Ikke overraskende er serien lynhurtigt faret mod toppen af den danske hitliste, for ’One Of Us Is Lying’ opfører sig fuldstændigt som en crowdpleaser. Den har sin whodunit-opbygning og lover umage romancer og intriger blandt de fire hovedpersoner, som hver ræpresenterer en skolegårdsstereotyp: atleten, skønhedsdronningen, stræberen og den kriminelle badboy.
Som centrum for mordgåden er ofret Simon, der står bag skolens omstridte, forhadte, men flittigt læste sladderside ’About That.’ Her har han løbende afsløret sandheder om skolens elever i en slags forkvaklet idealistisk kamp mod hykleri. Egentlig var Simon altid en outsider, der udover bedstevennen Janae var ensom. Men i kraft af sit virke som magtfuld sladderkonge havde han mange fjender.
Simon er uden tvivl det mest interessante i ’One Of Us Is Lying’, for som den eneste af karaktererne kræver det mere end ét ord at definere hans person. Ved hans mindehøjtidelighed optræder Janae til tilskuernes store forargelse med Lilly Allens ’Fuck You’ – hans eftermæle lyder på en ung mand, der ikke brød sig om sociale konventioner, men alligevel dedikerede han sit liv til at grave snusk frem om sine skolekammerater.
Men nu er det altså Simons død, der er afsættet for serien, og han får ikke så meget skærmtid i de – i øvrigt usædvanligt grimt colorgradede – flashbacks, der drysses ud over afsnittene som brødkrummer.
Okay, faktisk udtrykte jeg mig ikke helt præcist. Simon er ikke »det mest interessante«,der sker i serien, men det eneste interessante i ’One Of Us Is Lying’.
De fire hovedpersoner er så skarpt skårne, at det er umuligt at identificere sig med dem. Selvom to af de fire gemmer på hemmeligheder, der forstyrrer deres sociale images – atleten Cooper er hemmeligt homoseksuel, og straight A-Bronwyn har snydt til en kemieksamen – så virker selv deres brister som troper.
At søde og perfekte Bronwyn tiltrækkes af badboy Nate er heller ikke spændende, for altså, ja, selvfølgelig. Og selvom det kan være helt okay med troper i en serie, der mest har til formål at underholde, er det meget svært at holde sig engageret, når alt,der afsløres, er himmelråbende forudsigeligt.
Moralen virker til at være, at når man ikke er real, vil man blive afsløret før eller siden. Men altså … spejl.
Det hjælper heller ikke, at både replikker og skuespilpræstationer er på grænsen til det komisk dårlige. Det føles, som om man ikke har orket at tage en scene om, selvom den haltede gevaldigt. For mon ikke seerne nok skal hænge på alligevel?
Kort sagt:
Serieversionen af ’One Of Us Is Lying’ lokker sin seer i fordærv med en næsten skudsikker crowdpleaser-præmis. Men den indfrier hverken spændingen, romancen eller underholdningen.