’The Gilded Age’: For mange teselskaber, for få seksuelle skandaler i den nye serie fra manden bag ’Downtown Abbey’
Var man fan af upstairs-downstairs-kostumedramaet ’Downton Abbey’, går man ikke helt galt i byen med den britiske skaber Julian Fellowes nye serie om rige menneskers problemer, social status, kærlighedsforviklinger og – afhængig af position og omstillingsparathed – truslen fra eller mulighederne i et samfund under hastig forandring.
Men vær beredt på en mild skuffelse. Trods lighederne i temaer, det fejende flotte produktions- og kostumedesign og den imponerende parade af dygtige skuespillerinder er ’The Gilded Age’ en bleg kopi af sin forgænger – både når det kommer til karaktertegning, humor og saftig soap.
Fra ’Downton’s skildring af klassedynamikker og forholdet mellem herskab og tjenestefolk i aristokratiet i England omkring Første Verdenskrig er dramaet i ’The Gilded Age’ flyttet til 1880’ernes New York. Her er konflikten ikke mellem rig og fattig, men mellem rig og nyrig: Familierne, der repræsenterer ’old money’, fryser resolut byens ’new money’-familier, der har tjent deres egne penge, ude af deres sociale kredse.
Som publikums introduktion til New Yorks overklasse på Upper East Side følger vi unge Marian Brook (Louisa Jacobson, Meryl Streeps yngste datter), der er vokset op i Pennsylvania. Da hendes far dør, finder hun ud af, at han intet har efterladt hende, og derfor takker hun ja til sine rige fastres tilbud om at komme og bo hos dem i New York.
Snobbede Agnes van Rhijn (Christine Baranski), der har giftet sig godt nok til at forsørge sin sagtmodige søster, Ada (Cynthia Nixon), gør straks niecen klart, at hun tilhører ’old New York’ og skal holde sig langt væk fra de ’vulgære opkomlinge’. Det gælder særligt familien Russell, der har bygget et usmageligt palæ på den anden side af gaden for røverbaronen Georges (Morgan Spector) jernbanepenge. Hans kone, Bertha (Carrie Coon), prøver hårdt på at blive accepteret i det gode selskab og er rasende over, at deres penge ikke udgør en adgangsbillet.
Marian repræsenterer den unge generation, der er åben over for de »nye«. Men selvom hun himler med øjnene over for sin tante Agnes’ konservatisme, udveksler høfligheder med de socialt udstødte naboer og overvejer at gifte sig med en gemen advokat, fornemmer man efter fem afsnit ikke et ægte oprør i hende. Hun er i det hele taget en kedelig karakter, som er svær at blive klog på eller engagere sig i.
Mere interessant er hendes nye sorte veninde Peggy Scott (Denée Benton), som hjælper hende på togturen til New York, og som Agnes til gengæld hyrer som sekretær (et bevis på, at Agnes er god nok på bunden og ikke racist). Peggy vil ikke vende hjem til Brooklyn på grund af en konflikt med sine forældre (Audra McDonald og John Douglas Thompson), fordi hun har en selvstændig ambition om at skrive. Hendes møde med forlagsbranchen og avisjournalistikken som sort kvinde er interessant, men mest fungerer Peggy desværre som en bifigur, der skal gøre Marian bevidst om sine fordomme.
Serien er et virvar af mere og (oftest) mindre interessante plottråde og et hav af karakterer, jeg endnu ikke har lært alle navnene på eller blevet overbevist om, hvorfor jeg skal interessere mig for. Der er kærlighedstrekanter, forretningskonflikter, velgørenhedskonkurrencer og en række unge mænds, herunder Agnes’ homoseksuelle søn, forsøg på at gafle et godt parti i form af Russell-parrets datter, Gladys (Taissa Farmiga), som Bertha dog holder under strengt opsyn.
I betragtning af de mange kurtiseringer er der skuffende lidt at komme efter på den romantiske front, ligesom jeg nok synes, at balancen mellem teselskaber og seksuelle skandaler er tippet til den kedelige side i forhold til ’Downton’.
Det spredte fokus betyder, at man aldrig kommer i dybden med b-plots og bikarakterer, der derfor kommer til at være ligegyldige. Det hjælper heller ikke, at alle karakterer er totalt endimensionelle og siger og gør præcist det, man forventer.
Dog holder jeg af de to på hver deres måde beslutsomme og skånselsløse rivalinder, Bertha Russell og Agnes van Rhijn, hvis møde vi endnu har til gode, men er den primære grund til, at jeg vil se videre. Christine Baranski leverer som den kontrollerende og nedladende Agnes seriens bedste fornærmelser (ikke på niveau med Violet ’Downton’, men derhenad).
Og selvom jeg foretrækker Carrie Coon i et mere underspillet, subtekstfyldt modus à la ’The Leftovers’ og ’Fargo’, er det en fornøjelse at følge hendes dynamo af indestængt ambition, konfronterende raseri og barnlig skuffelse, da hun i bedste ’Kundskabens træ’-stil holder en fest, hvor ingen kommer.
Hvis Fellowes havde skrællet alt andet væk, kunne ’The Gilded Age’ have været en del bedre selskab.
Kort sagt:
’Downton Abbey’-skabers nye kostumedrama har stærke kort i Christine Baranski og Carrie Coon, men mangler saft, kraft, nuancer og fokus i sin potentielt spændende konflikt mellem gamle og nye penge i 1880’ernes New York.
Anmeldt på baggrund af fem afsnit.