‘Sandheden om Cosby’: Vidneudsagnene om Bill Cosby er skrækindjagende i stærk dokumentarserie
Bill Cosby var hele Amerikas far. Nationalhelt, sitcom-stjerne, komisk pionér og ikke mindst et kæmpe ikon for generationer af sorte amerikanere. Han er også en dømt seksualforbryder, som 60 kvinder har anklaget for at bedøve og voldtage dem.
Den kontrast undersøger komiker W. Kamau Bell i sin skarpe dokumentarserie ’We Need to Talk About Cosby’ (nu på DR under titlen ‘Sandheden om Cosby’) med hjælp fra akademiske eksperter, journalister, forfattere, komikere, Cosbys tidligere kolleger og en række af hans ofre.
Bell beskriver sig selv som »et barn af Bill Cosby«, der er vokset op med børneprogrammet ’Fat Albert and the Cosby Kids’ og den epokegørende familiekomedieserie ’The Cosby Show’. Som sort komiker ser han sig selv som stående på Cosbys skuldre og understreger betydningen af Cosbys gennembrud i amerikansk mainstreamkultur, der har banet vejen for andre sorte entertainere.
Gennem fire – lidt lange – afsnit opruller Bell historien om Cosbys kulturelle betydning for på den måde at formidle det tab, afsløringen af komikerens mørke side bibragte.
Bell går kronologisk til værks og dedikerer første afsnit til Cosbys gennembrud som standup-komiker og skuespiller i 1960’erne. Hans rolle som cool og klog politimand i serien ’I Spy’ fra 1965 var et nybrud i forhold til den stereotype fremstilling, sorte karakterer på den tid var underlagt, for eksempel i form af de barnlige og dumme ’Amos ’n’ Andy’. Cosby gjorde også en forskel ved at kæmpe for at få hyret sorte stuntmænd på sine produktioner.
Andet afsnit følger Cosbys selviscenesættelse som pædagog for hele landets børn gennem 1970’erne med programmerne ’Picture Pages’ og ’Fat Albert’. Tredje afsnit dykker ned i lanceringen af ’The Cosby Show’ i 1980’erne, hvor USA aldrig før havde set en sort familie blive præsenteret på tv som succesfuld, sjov og kærlig: En familie, der appellerede universelt – også til os i Danmark, hvor jeg personligt fulgte med hver eftermiddag i lange perioder i 90’erne – men talte særligt til det sorte publikum.
Selvom serien sjældent italesatte race, betød det noget, at Clair læser Ebony, at der hænger plakater af sorte kunstnere på væggene, og at familien lipsyncer til Ray Charles i en knuselskelig scene, der stadig fremkalder smil hos interviewpersonerne, da Bell viser dem scenen på en iPad.
Fjerde afsnit koncentrerer sig om anklagerne og retssagerne mod Cosby i 2010’erne, men allerede fra første afsnit introducerer serien kvinder, der har oplevet en anden side af Cosby helt tilbage fra 60’erne.
Kvinderne får god tid til at fortælle deres historier, og deres vidneudsagn er skrækindjagende. Ikke mindst fordi de er så enslydende, så der ikke er nogen tvivl om, at Cosby fulgte et fast mønster med at give kvinder piller og voldtage dem, mens de var bevidstløse.
Han lovede unge kvinder roller eller hjælp til karrieren og luskede sig til at være alene med dem. Skuespiller Eden Tirl fortæller for eksempel, at hun som gæsteskuespiller i ’Cosby’ med to replikker til sin overraskelse fik sin egen garderobe, mens mandlige faste skuespillere måtte dele et kosteskab. Med garderoben fulgte et privat besøg.
Serien understreger intelligent gennem ekspertudsagn og kvindernes historier, at problemet ikke bare er Bill Cosby, men hele systemet omkring ham, der gav ham lov til at udnytte sin magtposition – ja, hele samfundets sexisme.
Medarbejdere på settet ville ikke risikere at miste deres arbejde for at gå op imod en af branchens mest magtfulde og populære stjerner. Og flere kvinder fortæller, at de holdt deres oplevelser for sig selv, fordi de skammede sig over at bringe sig selv i den situation. Én kvinde undskyldte ligefrem over for Cosby over at have mistet bevidstheden. Og hvem ville tro på, at den rare tv-far voldtog kvinder på stribe?
Sidste afsnit berører den aktuelle diskussion om, hvorvidt man kan adskille kunsten fra kunstneren. En spændende diskussion, som serien godt kunne være gået mere i dybden med. Til gengæld åbner den for et andet betændt emne, nemlig sorte mænds protektionisme over for deres idol: Fordi, argumenterer flere kvinder, sorte mænd historisk er blevet anklaget for forbrydelser, de ikke har begået, er det sorte samfund tilbøjelige til at tage mandens parti. Selv når 60 kvinder står frem med voldtægtsanklager, bliver der sået tvivl om deres troværdighed.
Så hvordan skal vi tale om Bill Cosby? Når man hører kvindernes historier, får man lyst til at slette ham fra vores fælles bevidsthed. Samtidig overbeviser dokumentarserien om, at spørgsmålet er mere komplekst end som så: At mennesker godt kan indeholde modstridende sider og både være et popkulturelt ikon med historisk betydning og en overgrebsmand, der har smadret mange kvinders liv.
Alligevel synes jeg, at Boston Globe-redaktør Renee Graham rammer det på kornet, da hun bliver bedt om at beskrive, hvem Bill Cosby er:
»Bill Cosby er en voldtægtsmand, der engang havde en succesfuld tv-serie«.
Kort sagt:
Stærk dokumentarserie med skrækindjagende vidneudsagn fra Bill Cosbys ofre opruller dilemmaet mellem at anerkende komikerens kulturelle betydning og at fordømme ham som voldtægtsforbryder.