’Ambulance’: Pak sammen, Michael Bay-haters – remake af dansk kupfilm har mere på hjerte, end man skulle tro
Det ville være let at afskrive Michael Bay som en overfladisk filmskaber, der kun går op i store eksplosioner, våben, biljagter og skuddueller. I starten af hans karriere ville det givetvis også have været sandt.
Men i hans senere film som ’Pain & Gain’, ’13 Hours: The Secret Soldiers of Benghazi’ og nu ‘Ambulance’ – et remake af den danske film ’Ambulancen’ fra 2005 – har Bay også vist en evne til at vende vrangen ud på ærkeamerikansk ikonografi med sin kaotiske filmstil af svimlende kameraturer, lynhurtig klipning og noget nær konstante lens flares.
I ’Ambulance’ er det i en scene, hvor to drenge leger duellerende cowboys, at filmen viser, hvordan volden altid har været indlejret i selve den amerikanske grundfortælling. Hvordan den forenklede skildring af god og ond løber som en kold understrøm gennem samfundet. Det er en scene, som løfter det centrale drama om to brødres kamp for at gøre det rigtige fra overfladisk action-rabalder til en systemkritisk skæbnefortælling – uden at det føles forceret.
Michael Bay gør en pointe ud af at sløre linjerne mellem god og ond, rigtigt og forkert i denne solbeskinnede kupfilm, der som et højhastighedslokomotiv brager ned ad de udtrådte klicheers landevej og på forunderlig vis formår at gøre dem originale undervejs.
Selv ikke filmens lidt for excentriske karakterer (Jake Gyllenhaals overspil er enten galt eller genialt) og hårdnakkede forsøg på humor (forbered dig på ikke bare én, men to jokes om Bays tidligere film) formår at bremse det medrivende spektakel.
Yahya Abdul-Mateen II (’Watchmen’) spiller den hjemvendte krigsveteran William Sharp, der kæmper for at finde arbejde, så han kan forsørge sin nybagte familie og finansiere sin elskede kones kræftbehandling, som forsikringen ikke vil dække.
Det land, han har risikeret sit liv for, har vendt ham ryggen. Så da hans kriminelle bror Danny (Gyllenhaal) præsenterer ham for en plan om at røve 32 millioner dollar fra en bank i midten af Los Angeles, slår han til. Også selvom det strider imod hans samvittighed, der hidtil har holdt ham fra broren, hvis forbryderfar adopterede William, da han var lille.
Bankrøveriet går selvfølgelig galt, og Will og Danny må stikke af i en stjålet ambulance med 16 million dollar i sorte sportstasker samt en styrtblødende politibetjent og ambulanceredderen Cam (Eiza González) bag i bilen, hvor den trænede hverdagshelt forsøger at redde betjenten fra døden og de to bankrøvere fra stensikre livstidsdomme for politimord.
Makkerpar-temaet går som en rød tråd gennem Bays film, og også i ’Ambulance’ er det brødrenes modsætningsfyldte forhold og sammenholdet i den eftersættende politistyrke, der er centralt.
Men Bay har aldrig været specielt interesseret i karakterpsykologi, i stedet bliver karaktererne symboler på den indre splittelse mellem rigtigt og forkert. Det gør også, at Williams motivation for at begå røveriet virker noget forhastet.
Der går ikke meget mere end 15 minutter, før vi har fået al den information, vi behøver om karakterernes baggrund, og Michael Bay tænder for motoren og træder speederen i bund uden at se sig tilbage. Men det er faktisk også ret befriende, at han ikke gør sig for store tanker om, hvad filmen kan bære.
I Bays hænder er kammerspillet fra den oprindelige danske film forstørret til et stort actionbrag i konstant bevægelse, der ligesom forbilledet ’Speed’ udspiller sig som en mere eller mindre uafbrudt biljagt.
Man må tage hatten af for, hvor mange absurde spændingselementer man kan presse ind i ambulancens afgrænsede rum: Der bliver doneret blod, planlagt en børnefødselsdag, foretaget avancerede operationer, reddet menneskeliv med et hårspænde, sunget fællessang og meget mere.
Til trods for en lidt for lang spilletid er ’Ambulance’ konstant engagerende. Samtidig formår filmen at udbygge sin samfundskritik, når den viser, hvordan de krige, der hidtil blev udkæmpet på den anden side af Jorden, nu er rykket ind i de hjemlige storbygader, hvor almindelige menneskers liv bliver lagt i ruiner af de kapitale kræfter, som styrer deres liv fra de skyskrabere, der tårner sig op over dem. Den eneste måde at vinde over systemet er at stjæle fra det.
Der er ikke bare tale om overfladisk blær og ublu våbenfetichisme. Bay er lige så interesseret i at udstille vores fascination af vold og den måde, volden gennemsyrer mediebilledet, hvor koldblodige mord transmitteres på direkte fjernsyn.
Michael Bay er en instruktør, mange elsker at hade. Men med ’Ambulance’ viser han, at han er en af få instruktører, der har formået at fastholde sin distinkte visuelle signatur og modstå Hollywood-maskineriets dominerende samlebåndsproduktioner i actiongenren.
Det føles friskt i en tid, hvor det halve af New York helst skal udslettes, før der er noget på spil i mainstream-actionfilm.
Kort sagt:
Michael Bay-haters kan roligt pakke sammen: Med sit remake af danske ’Ambulance’ har Hollywood-instruktøren skåret et konstant medrivende actionridt gennem Los Angeles’ gader med mere på hjerte, end man måske skulle tro.