’Black Crab’: Noomi Rapace på skøjter lyser op i uforløst dommedagsthriller
Vi har efterhånden set mange forskellige resultater af dommedag på film og tv. Det er for eksempel blevet skildret som en ensom affære i ’I Am Legend’, et pudsigt og overraskende eventyr som i ’Sweet Tooth’ eller et buldrende actionbrag som i ’Mad Max: Fury Road’.
Men aldrig i min vildeste fantasi havde jeg forestillet mig, at jordens sidste overlevende ville agere, som de gør i svenske Adam Bergs spillefilmdebut ’Black Crab’, hvor transportmidlet er alt andet end toptunede monstertrucks – men derimod et sæt skøjter.
Præmissen for filmens er altså, at kampklædte soldater forvandles til yndefulde kunstskøjteløbere, hvilket må siges at være originalt, men også en anelse komisk på den ufrivillige måde.
Heldigvis for filmen og den til tider vaklende handling er Noomi Rapace atter i topform i den altoverskyggende hovedrolle, hvilket giver tiltrængte pluspoint på kontoen.
’Black Crab’ foregår i en højintens krigstid i Sverige, hvor to fraktioner i årevis har brugt tid og kræfter på at bekrige hinanden. Vi følger den hærdede soldat Caroline Edh (Noomi Rapace), der sammen med fem andre soldater bliver rekrutteret til en tophemmelig mission, ’Operation Black Crab’.
Missionens kerne består i at aflevere en mystisk pakke, hvis indhold potentielt kan ende krigen. Tilmed får Edh en ekstra gulerod oveni hatten: Såfremt missionen fuldføres, bliver hun genforenet med sin datter, som hun blev adskilt fra under krigens indledende stadier.
Edh og hendes team, herunder soldaterne Nyland (Jakob Oftebro) og Malik (Dar Salim), trækker derfor i skøjterne og bevæger sig nordpå gennem et knusende og bestialsk vinterlandskab, hvor den unavngivne fjende og gruppens skjulte motiver lurer om hvert et hjørne.
Den debuterende instruktør Adam Berg, der primært har beskæftiget sig med musikvideoer, giver den alt, hvad den kan trække med klichéfyldte, om end effektive, suspense-elementer og skaber også en bitter og illusionsløs atmosfære i den krigshærgede verden.
Filmen er langt henad vejen flot iscenesat. Især en scene, hvor Edh falder gennem isen og er ved at drukne i det frostkolde vand, virker overbevisende. Kampscenerne er også vellavede.
Skuespilpræstationerne er habile over hele linjen, om end de fleste karakterer er fladere end en fladfisk. Både Dar Salim og David Dencik gør, hvad de kan, med de få replikker, de har, mens Jakob Oftebro er god som dubiøs løjtnant.
I sidste ende er det dog Noomi Rapace, der bærer det meste af filmen på sine skuldre. Svenskeren, der tidligere på året brillerede i den surrealistiske ’Lamb’, giver en kraftfuld og fysisk præstation som Edh, der er villig til at risikere alt for at blive genforenet med sin datter. Rapace kan sit drama til fingerspidserne, og selvom de inkorporerede flashbacks med datteren, mangler nerve, holder hun os fast i et jerngreb.
På den anden side lader det desværre til, at Berg og hans manuskriptforfattere har ladet sig stille tilfredse ved det forudsigelige.
De tiltænkt overraskende momenter undervejs er ikke synderligt overraskende, og selvom det virker som et bevidst fortællemæssigt valg at gøre ’fjenden’ til en ansigtsløs modstander, er resultatet mere frustrerende end fascinerende.
Hverken hovedpersonerne, statisterne eller seerne ved, hvorfor de kæmper mod hinanden.
Kort sagt:
Kunstskøjteløb møder krig i Adam Bergs uforløste Netflix-metervare, men en stærk præstation fra Noomi Rapace og et stemningsfyldt snelandskab redder filmen fra undergang.