Det sker næsten aldrig, at man vinder de store filmpriser for en stemmepræstation. Men det har Anders Matthesen netop gjort.
Matthesen vandt nemlig Danmarks mest prestigefulde filmpris, Bodil, i kategorien Bedste Mandlige Hovedrolle for sin præstation som titelfiguren i biografbaskeren ‘Ternet Ninja 2’.
Prisen er aldrig før blevet vundet af en stemmepræstation. Komikeren var oppe i mod Nicolaj Coster-Waldau (‘Smagen af sult’), Simon Bennebjerg (‘Pagten’), Alex Høgh Andersen (‘Skyggen i mit øje’) og Bertram Bisgaard (‘Skyggen i mit øje’).
Aftenens hovedpris, bedste danske film for året 2021, gik til debutanten Lisa Jespersen for ‘Hvor kragerne vender’. Det er tredje gang på de seneste fem årgange, at en debutfilm vinder prisen (de øvrige var ‘Holiday’ og ‘Vinterbrødre’). Anne Sofie Wanstrup fra ‘Hvor kragerne vender’ vandt desuden en birollepris.
Et par særdeles omtalte dokumentarfilm satte også sit præg på aftenens begivenheder, der foregik i Folketeatret med Annika Aakjær som vært. Oscar-sensationen ‘Flugt’ vandt som ventet Bedste Dokumentar og derudover en Sær-Bodil for Kenneth Ladekjær og Jess Nicholls’ animation, mens ‘Kandis for livet’-instruktør Jesper Dalgaard vandt Biografklub Danmark Talentprisen.
Birthe Neumann vandt bedste kvindelige hovedrolle for sin præstation som Karen Blixen i ‘Pagten’, mens en anden erfaren kvinde, Susanne Bier, modtog en Æres-Bodil for sit mangeårige virke for dansk film, både herhjemme og i udlandet.
De to udenlandske kategorier stod også i de kvindelige instruktørers tegn: De blev nemlig vundet af Chloé Zhaos ‘Nomadland’ og Jane Campions ‘The Power of the Dog’.
Flest gange på scenen var ‘Margrete den første’, der vandt for fotograf, scenografi og manuskript.
Bodil-prisen bliver uddelt af foreningen Danske Kritikere, hvori Soundvenue er repræsenteret af Jacob Ludvigsen, Lise Ulrich og Freja Dam.
Her er alle årets Bodil-priser
Bedste film: Hvor kragerne vender
Kvindelige hovedrolle: Birthe Neumann, Pagten
Mandlige hovedrolle: Anders Matthesen, Ternet Ninja 2
Kvindelige birolle: Anne Sofie Wanstrup, Hvor kragerne vender
Mandlige birolle: Lars Mikkelsen, Venuseffekten
Bedste dokumentar: Flugt
Bedste amerikanske film: Nomadland
Bedste ikke-amerikanske film: The Power of the Dog
Bedste Fotograf: Rasmus Videbæk, Margrete Den Første
Bedste Manuskript: Maya Ilsøe, Jesper Fink, Charlotte Sieling, Margrete Den Første
Æres-Bodil: Susanne Bier
Sær-Bodil: Kenneth Ladekjær og Jess Nicholls, animationsinstruktør, Flugt
Henning Bahs Prisen: Søren Schwartzberg, Margrete Den Første
Biografklub Danmark Talentprisen: Jesper Dalgaard