’Pagten’: Birthe Neumann har sit livs rolle som Karen Blixen i Bille Augusts nye film
»Jeg har altid haft et ganske særligt talent for at skænke vin op«, siger Karen Blixen (Birthe Neumann i sit livs rolle) til sin unge gæst. Selv drikker hun ikke af vinen, men med sit ganske særlige talent lader hun ham føle sig velkommen. Afslappet, endda.
Blixen har inviteret digteren Thorkild Bjørnvig (Simon Bennebjerg) til middag. Hun beundrer ham, siger hun, og på kort tid har hun introduceret ham for den kulturelite, der på det her tidspunkt i 1940’erne mødes i passende afstand fra efterkrigstidens uroligheder til Blixens overdådige selskaber.
Bjørnvig fortæller begejstret sin kone Grete (Nanna Skaarup Voss) om det potentiale, Blixen ser i ham. Men det viser sig hurtigt, at gæstfriheden har en pris. For Blixen synes, de skal indgå en pagt og love hinanden evigt troskab: Hun hjælper ham med at skrive, hvis han stoler fuldkommen på hende.
»Jeg har altid drømt om én, der kan vejlede mig«, svarer Bjørnvig.
Bille Augusts ’Pagten’ er et tæt møde med én af Danmarks store forfattere, der er vendt hjem fra Afrika ensom og forsmået, med syfilis, smerter og et knust hjerte. Birthe Neumann tager den store opgave på sig at bære Blixens dyre smykker, tunge sminke og karakteristiske hatte, der kaster skygger over Neumanns sublimt tvetydige ansigtsudtryk.
Vi ser hende kigge sig i spejlet, mens hun fikser sit excentriske udseende. Det er kort efter filmen er blevet indledt med et citat fra Blixens ’Syv fantastiske fortællinger’: »Ikke på dit ansigt men på din maske skal jeg kende dig«.
Nu kommer det måske til at lyde som om, at jeg kan min Karen Blixen og ved helt præcis, hvordan dét citat skal forstås. Men som så mange andre i deres tidlige 20’ere siger Thorkild Bjørnvig mig intet, og Blixen er et navn, der har stået på pensumlister gennem min skoletid som påmindelser om hendes vigtighed, og som jeg har tilgået, som man nu engang tilgår litteratur, en voksen beder én om at læse.
Jeg siger det ikke for at gøre August ansvarlig for, hvad man kan mene er min manglende dannelse. Jeg siger det, fordi jeg i mødet med ’Pagten’ kæmpede med et modsætningsforhold, som måske har noget at gøre med hullet i mit litterære kendskab: For jeg forstår, at Blixen er en magisk historiefortæller, en vigtig skikkelse i dansk litteraturhistorie. Men det er ikke noget, jeg sådan uden videre kan mærke af filmen.
Derfor siger det for mig en del om Neumanns præstation, Augusts instruktion og ikke mindst om Blixen selv, at uanset mødets baggrund er filmens hovedperson én, der er umulig at slippe. Hun manipulerer sine gæster (og os seere) med lige dele intellekt, humor og bidende spydighed, som hun forgifter den gode stemning med præcis, som det passer hende, og som hun leverer i den ene skarpe one liner efter den anden. Som da hun slår en pointe fast med den udødelige sætning »kan De citere ét eneste digt med ordet kone?« Eller da hun henkastet bemærker, at Nietzsche også havde syfilis – og i øvrigt også storhedsvanvid.
Hendes sygdom ligger som et mystisk slør over alt, hvad hun gør, og det samme gør hendes forhold til dét at fortælle historier. Da Blixen boede i Afrika, siger hun, lovede hun djævelen sin sjæl, til gengæld for at alt hvad hun oplevede skulle blive til historier.
Nu sidder vi så og ser en film om et meget lille udsnit af Blixens utrolige liv, hvor hun ubemærket dirigerer rundt med sine beundrere, præcis som det passer hende. Hun er ulykkelig og nådesløs, og August giver os lige præcis den rette mængde information til, at hendes motiver er tvetydige men ikke uforståelige.
Blixens brikker er Bjørnvig, Grete, den rige kulturentusiast Knud W. Jensen (Anders Heinrichsen) og hans kone Benedicte (Asta Kamma August), som i Blixens øjne bare er middelmådigheder, som bliver formbare i hendes geniale hænder.
Hun lokker Bjørnvig med løftet om, at han kan bedrive Stor Kunst i hendes nærhed, men han ender med at være låst inde på hendes landsted Rungstedlund, afskærmet fra virkeligheden og sin fortvivlede kone. Da det drama begynder at kede Blixen, sender hun ham på en tur ud i Europa, hvor hun sætter en kærlighedsfælde op, som han falder i med begge ben.
Men jo længere ’Pagten’ bevæger sig væk fra edderkoppen i midten af spindet, jo mindre kan jeg mærke. Djævlen lovede hende trods alt, at det var alt det, hun oplever, som skulle blive til historier, og i filmen er det, der er mest pirrende, sexet og interessant alt det, der har direkte relation til Blixen, som ikke kender grænsen mellem virkelighed og fantasi, og hvis sygdom har fjernet hende fra sin egen og andres kroppe.
Jeg forstår godt, at Blixen er en rockstjerne i Bjørnvigs øjne, og at han derfor naivt lader sig drage. Hvis man går til filmen med den Store Kunst, der blev skrevet af både Blixen og Bjørnvig, i baghovedet, kan det være, at magien springer mere i øjnene. Men når man ikke gør det, manglede jeg i Augusts polerede billedsprog noget, jeg kunne mærke, når Blixen ikke selv er i billedet.
Kort sagt:
Birthe Neumann som Karen Blixen med de store hatte og mange masker er højdepunktet i ’Pagten’, men for mig, der mangler dannelse, ender filmen med aldrig for alvor at ramme mig dér, hvor det kan mærkes.