Der er tre gange Simon Bennebjerg i det lokale, vi sidder i.
To i glas og ramme på væggen, med pæn sideskilning og rank, velopdragen holdning. Og så en levende udgave, med blå neglelak på fingrene og pjusket hår. Ham i kød og blod læner sig drenget hen over bordet, mens han taler.
Da jeg påpeger den noget specielle situation at skulle interviewe den samme mand i tredje potens, kigger han lynhurtigt mod plakaterne uden at se sideskilningsversionerne af sig selv i øjnene, og griner så mod mig: »Gud ja, jeg hænger der! Det havde jeg slet ikke set. Det er en lidt underlig del af mit arbejde«.
Bennebjerg står over for sit store folkelige gennembrud med sin hovedrolle som digteren Thorkild Bjørnvig i Oscar-vinderen Bille Augusts premiereaktuelle Karen Blixen-film, ’Pagten’. Næste år følger primetime-debuten med en bærende rolle i den nye sæson ’Borgen’.
Det 31-årige talent altid har drømt om at være skuespiller. Enten dét eller balletdanser. Han har gået på utallige teaterskoler i København, inklusive Den Danske Scenekunstskole, og han blev ansat direkte fra skolebænken af det Kongelige Teater. Her modtog han en Reumert, Årets Talentpris, for sin medvirken i stykket ’Lang dags rejse mod nat’.
Siden har den stået på roller i blandt andet ’Arvingerne’ og DR3-serien ’Lover’, men det er først nu, hvor hans ansigt pryder biografplakater over hele landet, at tanken om at blive et kendt ansigt for alvor dæmrer for Bennebjerg.
»Jeg bliver allerede paranoid over, om folk kan genkende mig. Det tænker jeg meget på. Om mit gå-på-gaden-liv bliver ændret. Det har jeg det umiddelbart ikke så godt med«, siger han.
»Men det er en del af mit arbejde. Det er bare den del, jeg har sværest ved at forlige mig med«.
En ordblind digter
’Pagten’ skildrer det helt særlige forhold mellem et ungt talent og en litterær stjerne. Bjørnvig var i 1950’erne på vej ind på den litterære scene, mens Blixen – spillet af veteranen Birthe Neumann i sit livs rolle – stod forrest i køen til at vinde Nobelprisen. De indgik en pagt. Det lyder højstemt, men mest var det farligt.
Bjørnvig flyttede fra sin lille familie til Rungstedlund for at leve et liv som Blixens smukke boheme. Hun var dobbelt så gammel som ham og mange, mange gange så magtfuld.
Rollen som Bjørnvig fik Bennebjerg næsten med det samme, fortæller han. Der var flere i køen til casting, men Bille August var ikke i tvivl.
Det lå måske ellers ikke i kortene, at han skulle komme til at spille en af Danmarks store digtere: Folkeskolen var ikke nem for Bennebjerg. Han var spinkel og genert. Dårlig til sport. Og ordblind.
»Jeg var i støttecenter i alle ni år i folkeskolen. Så jeg kan læse, jeg kan skrive – og jeg kan også godt regne«. Det sidste siger han tøvende, med lange vokaler.
»Det er sjovt, at jeg er ordblind og spiller digter. Bjørnvig er jo også magister. Han oversatte for universitetet og var virkelig en del af den boglige verden, som jeg – lige meget hvor hårdt jeg prøver – aldrig bliver«.
I dag har ordene en helt andet betydning for Bennebjerg, end da han sad på skolebænken og sloges med alfabetet. Fantasiens og følelsernes sprog er han helt hjemme i:
»Der er noget med teater, film, kunst, hvor ordet bliver noget andet. Noget andet end folkeskoleordet. Et ord, jeg kan blive forelsket i, som jeg kan blive berørt af. Og bruge i mit arbejde som skuespiller«.
Tårer i øjnene
Skuespil er nuets kunst, mener Bennebjerg, der altid har fået at vide, han svæver otte centimeter over jorden. Klar til at glide med.
Det handler om at finde ind til den elektriske energi mellem spillerne. Og den fandt han og Birthe Neumann med det samme.
Den første casting gav dem begge tårer i øjnene, husker han. Det var så intenst. Kemien mellem dem var ægte.
»Vi gik ned ad trapperne sammen efter castingen. For enden klemte hun min arm, og så sagde hun: ’Jeg håber virkelig, vi skal lave det her sammen’«, hvisker Bennebjerg.
Det skulle de. Og energien fortsatte – heldigvis. Men alligevel var der mange udfordringer forbundet med rollerne. Ikke kun fordi de var baseret på virkelige personer, men også på grund af det komplekse magtspil mellem karaktererne, hvor man konstant er i tvivl om, hvem der manipulerer hvem.
Forholdet mellem Blixen og Bjørnvig er skiftende ulige, først som følge af giganten Blixens indflydelse på den unge debutant, sidenhen på grund af hendes åbenlyse forelskelse i ham.
Og det er ikke bare Karen Blixen, der forføres af Bjørnvig. Også den stakkels kone (Nanna Skaarup Voss) og så elskerinden (Asta Kamma August), gift med Thorkild Bjørnvigs sponsor, Knud W. Jensen (Anders Heinrichsen), knuses af deres relationer til den smukke, følsomme digter.
Det paradoksale forhold mellem selv at blive udnyttet og udnytte andre, som Bjørnvig excellerer i, fascinerede Bennebjerg.
»At lade sig forføre er også en måde at forføre«, påpeger han. »Det er meget mere subtilt. Han lokker. Sætter en krog i folk. Det kan jeg genkende fra mig selv, da jeg var yngre«.
Dengang var Bennebjerg nervøs. Særligt på det Kongelige Teater var det i starten en udfordring på scenen. Det blev indimellem svært at høre, hvad han sagde. I dag får han et kick ud af at tøjle nervøsiteten. Og den energi kunne han bruge i rollen som Bjørnvig.
»I stedet for at forføre som en løve på savannen, direkte, modigt, så stiller han sig et par meter væk. Den evne tror jeg da, han er bevidst om, når han er oppe hos Karen Blixen for første gang. Der har han alle fiskesnørerne ude. Han skruer charmen på«.
Stor, stor kærlighed
Det er mere end nemt for Simon Bennebjerg at rose sine medskuespillere. Særligt og mest af alt Birthe Neumann, der har sit livs rolle som Karen Blixen.
»Birthe Neumann havde denne her enorme opgave, som vi godt var klar over, da vi lavede det, men som jeg meget mere forstår nu, når jeg ser filmen. Hvor stort det var, Birthes arbejde med at blive til Blixen«, siger Bennebjerg om sin medskuespiller.
»Vi skal ikke bare ind og se giraffen. Hun har ikke bare indlejret Blixens mimik og statur i sig. Der er bund i det hele, i følelserne«.
Det var svært for Bennebjerg at lave et portræt på det niveau, siger han. Det opgav han. Han brugte elementer af sig selv og støttede sig op ad det stærke manuskript. Af Bille Augusts venlige og bløde instruktion. Og forsøgte at finde den alvor og følsomhed frem, som er fællesnævneren mellem ham selv og digteren.
»Det var enormt skønt at skulle være igennem Bjørnvig. Hans poetiske sind. Jeg tror, han har været et delikat menneske. Måske også et meget sensitivt menneske. Én, der trives i kvindelig energi«.
»Jeg har stor, stor kærlighed til denne her rolle, men jeg har ikke ondt af ham, selvom Karen Blixen leger med ham og hans liv. Jeg kan godt se, at Blixen bliver rigtig ond nogle gange, men alligevel har jeg mere ondt af hende«.
Skuespil er som lykke
Skuespillet er først og fremmest tavst for Simon Bennebjerg. Selvom man sagtens kunne skrive en ph.d.-afhandling om det. Sådan nogle skuespillere kender han mange af: Med utallige noter i margen på manuskripterne. Ekstra bøger under armen, der belyser emnet.
Sådan er han ikke selv. Skuespillet er egentlig svært at tale om.
»Jeg har ikke som Birthe Neumann undergået en kæmpe forvandling i denne her film. Men jeg har dannet mig et indtryk af, hvem han er ud fra manuskriptet og bogen. Pagten er jo hans ord«.
Egentlig handler skuespillet om at blive forført og skabe gode forudsætninger for at blive berørt, siger han efter en del betænkningstid.
Følelserne kan opstå gennem manuskripters smukke ord, dem den ordblinde skuespiller for alvor lærte at mærke på teaterskolerne. Eller i sammenspillet med de andre skuespillere, siger han. Han kalder det selv »magisk energi«, når alting pludselig går op i en højere, kreativ enhed.
»Som skuespiller bliver man ofte stillet i situationer, hvor man skal være opmærksom på, om der opstår magisk energi. Jeg skal være i stand til at se det; have gode øjne for at lægge mærke til, om det opstår,« siger Bennebjerg og fortsætter:
»Men man kan ikke holde krampagtigt fast i det. Man skal ikke forsøge at tæmme magien. Så forsvinder den bare«.
»Det er lidt ligesom lykke. Den opstår i magiske momenter, og så forsvinder den bare igen«.
’Pagten’ får premiere 5. august i biografer over hele landet.