’We Were Once Kids’: Du vil aldrig se på 90’ernes mest ikoniske ungdomsfilm med samme øjne igen

CPH:DOX. The kids were not alright.

Det er det overvældende indtryk, man tager med sig fra dokumentaren ’Once We Were Kids’ (originaltitel ‘The Kids’), der går bag om en af 1990’ernes mest skelsættende amerikanske ungdomsfilm:

Larry Clarks ’Kids’.

Fortalt af en række af filmens nu midaldrende medvirkende, hvis hjerteskærende og dybt foruroligende historier sikrer, at ingen nogensinde vil se på kultværket med samme øjne igen.

Fra første biografweekend i 1995 genererede ’Kids’ massiv kontrovers i hjemlandet med sin hyperrealistiske hudfletning af unge newyorkerskateres nihilistiske tilværelse som jointrygende, semihjemløse rødder med lidet andet end vold og sex på hjernen.

De lange køer uden for biograferne sneglede sig rundt om gadehjørnerne, og mens tusindevis af begejstrede teenagere øjeblikkeligt ophøjede filmen til kultstatus, rasede forældregrupper, talkshowværter og ikke så få anmeldere over, hvad de så som Clarks skødesløse glorificering af »de unge vilde«.

Blev der taget rigtige stoffer på settet? Var amatørskuespillerne indforståede med at optage explicitte sexscener?

Var der overhovedet tale om en egentlig fiktionsfilm, eller var ’Kids’ en 50-something mands voyeuristiske udnyttelse af en flok udsatte unge, der fik stukket 100 dollars-lapper i hænderne for ikke at afsløre til medierne, hvad der i virkeligheden gik for sig?

Da ’Kids’ fik premiere på Cannes-festivalen, blev instruktøren ikke overraskende bombarderet med kritiske spørgsmål fra journalister, der spurgte ind til den ublu seksualisering af mindreårige – et backlash, Clark helt åbenbart ikke havde forventet at dømme efter arkivoptagelser fra pressekonferencen, der viser filmmageren vrisse arrigt over ’angrebene’.

»Det er jo en film!«, bjæffer Clark og slår ud med armene, som var det en valid undskyldning for at have instrueret en af teenagedrengene i filmen til at »tage hende nu ordentligt i skridtet« under en af sexscenerne.

Det er klip som disse, der i ’Once We Were Kids’ blotlægger Clarks kyniske tilgang til de unge, hvis liv han infiltrerede stadigt mere intimt over en årrække, blot for at forsvinde igen det øjeblik, han havde fået filmen i kassen.

Men Clark var selvsagt ikke alene om projektet: Manuskriptet blev skrevet af den blot 19-årige filmstuderende Harmony Korine, som ligeledes hang ud med ’hovedrolleindehaverne’, før han trak sig i kølvandet på ’Kids’ eksplosive succes, og forfulgte en feteret tilværelse som Hollywoods nye, frække yngling med BFF’s Chloë Sevigny og Rosario Dawson på armen – to af ’Kids’ få »rigtige« skuespillere, for hvem filmen som bekendt blev springbrættet til reelle stjernekarrierer.

Bag ’Once We Were Kids’ står instruktøren Eddie Martin, som tidligere har givet os skate-dokumentaren ’All This Mayhem’, der på lignende vis skildrede to skateboarderes deroute. Her har han allieret sig med ’Kids’-skuespilleren (igen: løs betegnelse) Hamilton Harris, som både har været med til at skrive filmen og agerer en af de drivende fortællerstemmer (Clark og Korine afslog begge at medvirke).

Vi kommer rundt om den originale ’Kids’-vennegruppes interne dynamikker og tætte bånd, der blev forstærket af det faktum, at størstedelen kom fra ludfattige misbrugshjem – hvis de da havde et hjem. De unge drenge og piger fandt hinanden igennem skateboarding og blev hinandens familie, der stjal mad i supermarkederne for overhovedet at få noget at spise.

Hvorfor de til trods for en vis sund skepsis over for nærgående voksne med en interesse for teenagere blev flatterede af Clark, der pustede til stjernedrømmene. Og hey, manden arbejdede jo sammen med deres jævnaldrende buddy Korine, så projektet var vel cool nok … ?

Da manuskriptet blev delt rundt, sprang flere af pigerne fra i gruppen fra, frastødt af Korines degradering af dem til sexfikserede sidekicks til drengene, som de i virkelighedens verden så som brødre og ikke bollevenner.

Et par purunge knægte i 13-14-års alderen blev parkeret foran kameraet med virkelige joints og endte med at falde i søvn under optagelserne – den ene på en madras, hvor Clark ufortrødent filmede en sexscene klos op ad det sovende barn.

Brandkarismatiske Justin Pierce, filmens de facto hovedrolleindehaver, drak sig i hegnet og røg gentagende gange i slagsmål, så produktionsselskabet måtte ned på stationen og betale hans kaution, for at han kunne møde på optagelserne morgenen efter.

Og gadedrengen Harold Hunter, en af projektets største ildsjæle, som ifølge Harris aldrig tidligere havde rørt stoffer (afskrækket af at være vokset op i et forældreløst hjem, hvor onklerne tog heroin på sofaen), blev i kølvandet på premieren så solgt på Hollywood-fantasien, at alle principper langsomt røg over bord.

’Once We Were Kids’ er proppet med hjemmevideomateriale, som de unge selv skød, og de grynede billeder sitrer af en energi, der er lige så rastløs og kinetisk, som optagelserne er rystede og skiftevis ømt personlige og teenagebralrende. De medvirkende er akut sultne og levende på skærmen, men det er de på tragisk vis ikke alle sammen i dag:

Pierce begik selvmord i 2000. Hunter døde af en overdosis i 2006.

Var det ’Kids’ skyld?

’Once We Were Kids’ går lige til stregen uden at kaste direkte anklager i hovedet på Clark og Korine, om end man ikke efterlades med nogen tvivl om, hvad Harris og de øvrige medvirkende mener om filmens destruktive arv.

Idet ingen fra produktionen – eller for den sags skyld stjernerne Sevigny og Dawson – har ønsket at bidrage, er det selvsagt et potentielt ensidigt billede af begivenhederne, ’Once We Were Kids’ tegner. Men beretningerne fra de mange involverede, hvoraf størstedelen vitterligt kun var børn, da Clark tændte for kameraet, klinger ærligt og uafrysteligt.

Hvad end man selv har set ’Kids’ eller ej, så føles Eddie Martins dokumentar som et stærkt vedkommende, vigtigt wakeup-call om skyggesiderne af amerikansk popkultur og måden, vi og underholdningsbranchen fortsat fristes til at svælge uskønt i den forbandede ungdom – på de unges bekostning.