’Made in Oslo’: Norsk serie med Jakob Cedergren er vedkommende og gribende
Barnløshed er en af tidens største folkesygdomme. Alligevel har det i mange år været et tabu. Det er en række film, serier og bøger heldigvis ved at gøre op – herunder den kommende danske Netflix-komediedramaserie ‘Skruk’ om en fertilitetslæge, der inseminerer sig selv.
Den norske Viaplay-serie ‘Made in Oslo’ af skaber Kathrine Valen Zeiner har i et pudsigt sammenfald en lignende præmis, men ud fra et dramatisk synspunkt.
Norske Pia Tjelta spiller Elin, der driver en privat fertilitetsklinik i Oslo sammen med sin eksmand, CC (Ola G. Furruseth). Elin hjælper hver dag kvinder med at blive gravide, men har i skæbnens onde ironi aldrig selv fået sit ønske om et barn opfyldt. Hun og manden Björn, spillet af Jakob Cedergren, har efter 17 behandlingsforsøg opgivet projekt baby.
Det er hårdest for Elin, da Björn har en 13-årig datter, Stella (Erle Østraat) fra et tidligere forhold. En skøn pige, som Elin er glad for og gør sig umage for at opnå et tæt forhold til på trods af modstand fra Stellas nævenyttige mor, Renate (Mariann Hole). Det er bare ikke det samme som at få sit eget biologiske barn.
Selvom parret er i gang med at ansøge om at adoptere, har Elin faktisk heller ikke opgivet håbet. Til Björns store frustration – de mange behandlinger med hormoner, ventetid og skuffelser har i den grad slidt på deres forhold – vil hun prøve én sidste gang.
Men Elin er ikke typen, der tager et nej for et nej, og i stedet handler hun på egen hånd. Undervejs overskrider hun en lang række etiske grænser, og her tipper serien indimellem over i det urealistiske med en høj dosis af sæbeoperaagtige cliffhangere.
Elins desperation føles til gengæld ægte – og fuldt forståelig. Derfor er man på Elins side gennem alle konflikter med Björn, Renate, CC og de øvrige kolleger, der forsøger at stoppe den ’gale’ kvinde. Ikke mindst fordi Pia Tjelta leverer en indfølt kraftpræstation som Elin, mens de øvrige skuespillere fremstår mere anonyme, hovedsageligt fordi deres karakterer desværre ikke er lige så veludviklede.
Et højdepunkt er dog skildringen af Elins forhold til Stella, der med rette føler sig overset i fertilitetscirkusset og de voksnes konflikter. Og de svære følelser i at være bonusmor, der ikke helt får lov til at indtage den centrale rolle, hun drømmer om, og – når sandheden skal frem – måske derfor heller ikke er helt så dedikeret til pigen, som hun påstår.
Som arbejdspladsdrama er det også spændende at få indblik i hverdagen i en fertilitetsklinik, både med små fine sidehistorier om forskellige pars glæder og skuffelser med behandlinger, og i skildringen af fertilitetsbehandling som en boomende industri, der blandt andet tiltrækker en stor engelsk investor.
‘Made in Oslo’ skal dog først og fremmest ses for portrættet af Elin og hendes smerte over ikke at kunne få det, som mange mennesker betragter som en selvfølge og den vigtigste begivenhed i deres liv.
Kort sagt:
Den norske fertilitetsdramaserie ‘Made in Oslo’ skruer lovlig meget op for dramaet, men i seriens hjerte er en vedkommende og gribende fortælling om en kvindes uopfyldte ønske om et barn.
Anmeldt på baggrund af hele serien.