’Medina’: Man kommer aldrig for alvor under huden på popstjernen i ny dokumentar
Velkommen til Medina!
Dokumentarist Kasper Astrup Schöder har fulgt den normalt reserverede danske popstjerne gennem to et halvt år og lover i pressematerialet, at vi møder »en Medina, som åbner fuldstændig op« og fortæller »hudløst ærligt, hvordan det opleves at være hende«.
I filmen fortæller Medina om bagsiden af berømmelsen, om at blive udsat for hetz af pressen, blive stalket af fans og føle sig stresset og udbrændt. Hun fortæller om sin søster, der har skizofreni, om forholdet til forældrene, om sin første store kærlighed og om sin graviditet, der første gang endte i en ufrivillig abort, og fødsel af sin søn.
Alligevel sad jeg efter filmens halvanden time tilbage med en følelse af ikke rigtigt at have lært Medina bedre at kende.
Jeg kender ikke Medina, så jeg ved ikke, hvordan hendes ’sande’ personlighed er. Måske er det den, vi ser. Men det virker, som om hun er på vagt og sætter en facade op. Selv i intime situationer virker hendes bekendelser forudsigelige og indøvede. Det gælder både scener, hvor hun taler med sin psykolog, med sine forældre og direkte til kameraet.
Jeg forstår godt, at Medina holder paraderne oppe. For som filmen bruger en del tid på at skildre, har hun været igennem en usædvanligt hårdhændet behandling i sladderpressen, der specielt i forbindelse med hendes forhold til og brud med kollegaen Christopher nærmest forfulgte hende og udnævnte hende til en skurkagtig maneater. Når (visse) journalister da ikke havde travlt med at udskamme hende for at være for tynd, for at vise sine bryster eller for at kvaje sig på scenen.
Samtidig har Medina i årevis måttet leve med frygten for to forskellige stalkere, der trods stort set daglige politianmeldelser har været umulige at ryste af sig. Især hendes beretning om, hvordan en kvindelig stalker brød ind i hendes hjem, lagde sig i hendes seng iført hendes tøj og nægtede at gå, er myrekrybfremkaldende.
Sangeren Lydmor satte for nylig gang i debatten om, hvor svært det er at få reel hjælp fra politiet i stalkingsager, og det er prisværdigt, at Medina også bidrager til en større forståelse for problemet, og hvor meget det påvirker et menneske at være udsat for.
Som følge af den negative opmærksomhed har Medina i høj grad trukket sig fra offentligheden. Jeg havde helt ærligt stort set glemt hendes eksistens – hvilket også siger noget om, hvor kort tid kvindelige stjerners holdbarhed er, før en yngre og mere spændende model overtager opmærksomheden.
Det er en skam, tænker jeg, da jeg ser filmen. For hvor har hun bidraget positivt til den danske musikscene med en perlerække af fede hits, vi alle har danset til i tidens løb, og et udansk ambitiøst og gennemført udtryk i sine sceneoptrædener. I det henseende er jeg glad for at få fortalt historien om Medinas kometkarriere, musikalske ambitioner og kreative processer – sidstnævnte ville jeg ønske fyldte mere i filmen.
I stedet ligger fokus i højere grad på historien om berømmelse. Jeg er sikker på, at det er frygteligt og overvældende at gennemleve, men budskabet om, at det faktisk ikke er fedt at være kendt, er meget lidt originalt.
Især første halvdel af filmen, der beskriver Medinas optur og nedtur, er dog veloplagt fortalt med tempofyldt klipning og sangerens tunge beats som energisk soundtrack. Men i takt med, at Medina bliver mere optaget af sin personlige udvikling, at have det godt og at trække sig tilbage med sin nye familie, mister filmen sin dramatiske motor.
Medina skylder ikke offentligheden noget, og det er dejligt for hende, at hun er et sted, hvor hun hviler mere i sig selv. Men med fare for at lyde som en af de sensationshungrende journalister, Medina tordner imod, er det bare ikke så spændende at se på.
Kort sagt:
‘Medina’ er en velkommen påmindelse om en af Danmarks største popstjerners kvaliteter, men kommer aldrig for alvor ind under huden på sangeren, der forståeligt har trukket følehornene til sig efter en hård tur gennem sladderspalterne.